Akademisk Arkitektforening

RANDERS: CONFAC



Randers kommune har haft dens bygningspræmieringsordning siden 2001. AA fagdommere er Tom Danielsen og Marie Fenger Ehlers.

Om byggeriet:

Confac er en ny, entusiastisk pionervirksomhed inden for betonelementbranchen.
Alene firmaets logo med tilføjelsen “funktionel og funky beton” vidner om, at folkene bag det nye foretagende vil noget andet end hovedparten af leverandørerne og producenterne
i betonindustrien.

Confac’s nye og første produktions- og udviklingscenter afspejler da også en anderledes vision, både hvad angår produktion, innovation og ledelse.

Den regulære boksformede bygning finder man tæt på motorvejen syd for Randers. Bygningens enkle, funktionelle disposition afspejler Confac’s sympatiske, flade og demokratiske organisation.

Der er transparens både ekstrovert og introvert i form af store velproportionerede glaspartier i betonboksen. Denne transparens understøtter med stor tydelighed firmaets insisteren på den åbne struktur hvor “alle skal kunne se, hvad alle laver”. Inde i bygningen findes en indskudt “hylde”. Her foregår administration, innovation og fællesskab. Det store, fælles frokostbord er placeret her, sammen med diverse pauseadspredelser.

Selve bygningskorpus er naturligvis et gennemført betonelementhus, råt og slikket på én og samme gang. Facadeelementerne fungerer som firmaskiltning: Lodrette elementer med virksomhedens speciale, her konkret som grafisk overfladebehandling i et
birkestammemotiv.

Confac´s domicil er sympatisk og uden overdrivelse, en humanistisk arbejdsbygning. Man kan kun håbe, at det med firmaets ønskede vækst lykkes at fastholde den gode organisationsstruktur og arkitektur.