Arbejdslegat til Leth & Gori

Den store forårsuddeling af arbejdslegater, rejselegater og treårige arbejdsstipendier fra Statens Kunstfonds er netop afsluttet.
Igen i år blev der uddelt midler til kunstnere inden for litteratur, billedkunst, musik, scenekunst, film, arkitektur, kunsthåndværk og design. Kunstfondens Arkitekturudvalg valgte at tildele et treårigt arbejdslegat til arkitekterne Uffe Leth & Karsten Gori.
Fra Arkitekturudvalgets begrundelse lyder det bl.a.: ”I kombinationen af arkitektonisk praksis og arbejdet med at skabe arkitektonisk formidling via galleriet The storefront space (Absalonsgade 21B), markerer arkitekterne Uffe Leth og Karsten Gori sig på den danske arkitekturscene med en relevant og fornyende udvikling af faget.”
Med det treårige arbejdslegat på 285.000 kr. får arkitekterne mulighed for at styrke deres arbejdsforhold, så deres fortsatte projektudvikling og formidling af arkitekturen kan bidrage til at udvikle tegnestuen.
Udvalget håber via det 3 årige arbejdslegat at sikre, at Leth og Goris formidling af arkitektur kan fortsætte sin positive udvikling via de aktiviteter, som frem til nu har kendetegnet galleriet, og ligeledes sikre arkitekternes forsatte udvikling til udarbejdelsen af de nyskabende projekter.
Rejse- og arbejdslegater
Udover de treårige arbejdsstipendier uddeler Statens Kunstfonds udvalg i forbindelse med forårsuddelingen en lang række arbejds- og rejselegater.
Se alle tildelingerne
Kilde: Statens Kunstfond