
Nyt center for Arkitektur, Ny teknologi og Design skal udvikle Aarhus og Østjylland
Aarhus Kommune, Region Midt og Arkitektskolen Aarhus har iværksat Center for Arkitektur, Ny Teknologi og Design (AND) efter stort ønske fra arkitektur- og designklyngen i Østjylland.
Blandt andre har Arkitektforeningens lokalafdeling i Østjylland længe argumenteret for, at landet og branchen har brug for et jysk modspil til Dansk Arkitektur Center, der har hovedsæde i København.
"Det er i København, DAC's primære interesseområde ligger, og man kan stille sig selv det spørgsmål, om Dansk Arkitektur Center i virkeligheden burde hedde Københavns Arkitektur Center? Jovist, DAC har flere netværk og tiltag, der favner hele landet (...) Men vi, den østjyske lokalafdeling i Akademisk Arkitektforening, er ærgerlige over DAC's københavnercentrisme, for der sker faktisk rigtig mange spændende tiltag i den jyske arkitekturverden. Glem ikke, at flere af landets største tegnestuer, herunder C. F. Møller, Arkitema, Exners Tegnestue m. fl., samt landets ene arkitektskole, Arkitektskolen Aarhus med 850 studerende, samt Designskolen i Kolding alle er af jysk oprindelse", lød det i et debatindlæg af lokalafdelingsleder Bente Melgaard og Trine Lybech Madsen i Politiken den 26. februar 2010.
Gang i den
Ifølge Aarhus Kommune er visionen for det nye center, som led i satsningen på at blive kulturhovedstad i 2017, at skabe en national og international kendt og anerkendt udviklings- og samarbejdspartner inden for erhvervsklyngen arkitektur, ny teknologi og design.
I første omgang bliver der tale om et sekretariat, der skal sætte skub i aktiviteter målrettet arkitektvirksomheder, designvirksomheder og innovative virksomheder samt offentligheden. På længere sigt er det visionen at få etableret AND som en selvstændig institution i eget byggeri.
AND skal være et fællesskab for flest mulige interessenter inden for branchen, og det tilstræbes at opnå synergi ved samarbejde på traditionel eller utraditionel måde. Med afsæt i det faglige miljø skal AND tilbyde interessante og inddragende aktiviteter og oplevelser til virksomhedernes kunder, borgerne og turister.
Udvikling og inddragelse
Rådmanden for Teknik og Miljø, Laura Hay, siger:
”AND er et udtryk for, at vi ønsker at støtte og udbygge den styrkeposition, som Aarhus har inden for design og arkitektur. Det er vigtigt, at arkitektur fortsat er placeret højt på dagsorden. Dette fokus er medvirkende til at skabe de rammer, der gør en by god og attraktiv at leve i, og det er dermed en vigtig brik i ønsket om at skabe vækst i vores kommune. Den nye politik vil ikke blot skabe en god mulighed for at få en dialog med borgerne og erhvervslivet om den fortsatte udvikling af Aarhus, den vil også gøre det muligt i endnu højere grad at inddrage byens talentfulde arkitekter og designere i byudviklingen.”
Aarhus som arkitekturby
Med henblik på at drage fordel af AND i kommunal sammenhæng, forpligter Aarhus Kommune sig på at lægge relevante opgaver ind i AND til bearbejdning, f.eks. vedr. bæredygtig byudvikling og større byggeprojekter før iværksættelse.
”Byrådet har besluttet at Aarhus skal være en international kendt arkitekturby. I den sammenhæng er det helt afgørende at have et sådan center til at styrke vores internationale netværk og til at vise, at vi i Aarhus og Østjylland er i stand til at lave banebrydende arkitektur med markant signalværdi. Til forskel fra mange af Europas eksisterende arki-tekturcentre, så har jeg store forventninger til, at det er lykkedes os at få ny teknologi tænkt ind, fordi det er i grænsefladerne mellem fagene, at udviklingen sker", siger Aarhus' stadsarkitekt MAA Gøsta Knudsen:
Torben Nielsen, rektor Arkitektskolen Aarhus er ligeledes begejstret:
”For mig er det helt afgørende, at de studerende og arkitektstudiet kommer tættere på Aarhus Kommune og udviklingen i erhvervslivet. Med AND er jeg overbevist om, at vi har fået et mødested, som fører idéerne om et tæt samarbejde ud i livet til glæde for alle parter.”
Den 44-årige Carina Serritzlew er ansat som projektleder på AND. Hun kommer fra en stilling som museumsleder på Skive Museum, og hun har tidligere arbejdet som museumsinspektør og leder på Kvindemuseet i Aarhus.
På længere sigt er det målet, at indsatsen skal styrke innovationsevnen hos offentlige og private aktører, føre til en øget internationalisering samt en øget vækst hos virksomhederne.
Læs mere om AND på Aarhus Kommune hjemmeside