Akademisk Arkitektforening

Arkitekturen undgår man ikke



Nykredits Arkitrekturpris 2011 gik til Cubo Arkitekter, og ved prisoverækkelsen holdt partner i Cubo, arkitekt MAA Lars Juel Thiis en takketale med vid og bid, som her bringes i uddrag:


”Det kunne være dejligt, hvis man til denne fine seance kunne præsentere et unikt slagkraftigt manifest og strategi, der præcist fortalte, hvorfor Cubo Arkitekter står her i dag, og hvilken vej vi vil gå i fremtiden. Men vi har aldrig haft og besidder ikke særlige formler, ej heller en tro på at besidde sandheden. Dog er det sikkert, at vi søger sandheden i enhver opgave. Vi finder den heldigvis aldrig, sandheden, fordi det jo er i selve processen – i at prøve, at søge i fantasien, at være nysgerrige – at det er i forsøget, skønheden findes og vejen formes.  Så for os har det altid været selve opgaven, der bestemmer, hvilken vej vi går.”

Never Change a Winning Game
”Vi var 4, der i 92 skabte Cubo, og vi er de samme 4 i dag - sammen med vores små 50 ansatte. Endnu ingen yngre partnere – det ændrer sig sikkert – udødelige er vi jo nok næppe, men vi har altid gået vores egne veje i kontrast til omverdenens forretningsteorier.(…) Den begrænsede størrelse frigør os samtidig fra diverse business controllere, PR chefer, Human Ressource managere. Vi har heller ingen CEO og – vel værst af alt – ingen professionel bestyrelse! Men vi har en fantastisk kok!”

Kalundborg frem for Kairo
”Vores hjemmeside findes kun på dansk! Og selv om det måske kan virke lidt kedeligt at foretrække Kalundborg frem for Kairo – og det er ikke, fordi vi ikke ville synes, at det var udfordrende og spændende at bygge en pyramide eller to, og vi laver også udenlandske konkurrencer – men vi finder, at den kreative udfordring er lige stor uagtet, hvor huset skal bygges.(…) Og med hånden på hjertet så er det jo ikke ikonarkitektur, der er vores gebet. Vores huse snarere underspiller – deres kvaliteter skal søges, fordi det ikke er signatur-huse – det er ikke talende arkitektur, der ustandseligt fortæller om, hvor dygtige vi er.”

Bygninger med fortid, nutid og fremtid
”Så vi vil have at vores bygninger skal give noget tilbage til byen, til landskabet og til brugerne, fortælle om vores tid, men også om fortidens styrker og om samfundets drømme om fremtiden. Kun med fortiden som last får man fragt ind i fremtiden, sagde Johannes V. Jensen – og derigennem vil vi give vores brugere noget, som de aldrig havde drømt om at få.”

Motorvejsmassakren
”Det er landet lige udenfor bymidten og selve landskabet, vi er bange for.  Fordi vi er godt i gang med at save grenen over vi sidder på.(…) At køre en tur på vores motorvejsnet er som at opleve en massakre på det danske kulturlandskab. Overalt ligger betonkasser smidt langs landevejene, uden nogen hensyntagen til god agerjord eller bare skyggen af et forhold til omgivelserne. Særligt den jyske motorvejs omgivelser burde være direkte lovstridig – er det det samme land og landskab, som vi stolte vil efterlade til vores børn, det samme land som man vil sælge som grøn turisme og lade de overraskede turister køre igennem på deres vej til sommerhusområderne? Vi troede, at netop bæredygtighed kræver sammenhæng i planlægningen – man kan ikke sige et og gøre noget andet.”

Vi saver grenen over, vi sidder på!
”Hvordan kan det være, at når Fabrikat Hansen skal bygge sit hus i byens parcelhuskvarter, så skal det opfylde en særlig bebyggelsesprocent, diverse højdegrænseplaner, kun opføres med saddeltag – ikke med reflekterende tagflade – og have facader i tegl eller jordfarver – det vrimler med restriktioner. Hvis fabrikant Hansen samtidig skal bygge sin samlefabrik ved E44, så må han bygge den lige så grim han vil, bare den giver arbejdspladser i kommunen.

Hvordan kan vi være kommet så langt ud, at almenvellet skal tolerere, at man i det smukkeste bløde guldalderlandskab, Illerup ådal ved Skanderborg, hvor forhistoriens hære udkæmpede drabelige kampe – der kan man opstille en udslidt Boing jet som blikfang for et ligegyldigt reklamebureau? Er det værdigt for en land, der vil sælge sig selv på viden og brande sig selv som et bæredygtigt foregangsland, som et samfund hvor vi gerne skulle være lidt klogere?”

Frem med eksperterne
”Når man nu justerer planlove og også tillader, at kommunerne må gøre lige, hvad de vil langs de danske kyster, så vil det være fornuftigt, at staten samtidig kan sikre sig, at kommunerne også sørgede for, at der er eksperter til stede, når der planlægges. For det var vel også derfor, at kommunesammenlægningerne fandt sted – at den nødvendige ekspertise var samlet, når samfundets fysik skal stykkes sammen. Eller søgte man bare rationaliseringsgevinsterne?

Det kunne være befriende – når der nu kommer en valgkamp – at man så samtidig kunne bringe eksperten tilbage i et positivt lys. De demagogiske tendenser, der præger enhver valgkamp, er meget fjerne fra den virkelighed, som de fleste danskere lever i. Når eksperten, den fagligt drevne, den kompetente person, udstilles som et fyord og som en forræder i visse politikernes valgkampe, så er det en rædselsfuld tendens, som er meget primitiv i vores lille land.”

Arkitekturen undgår man ikke
”Ikke flere politiske smagsdommere, men masser af fagdommere og eksperter. For det er i dét territorium, at Danmarks fremtid ligger.
Den manglende bevidsthed om landskabets og arkitekturens betydning i kontrast til den opmærksomhed der er omkring de andre – let forgængelige – kunstarter er slående. En kedelig bog kan man smække i og lægge fra sig. Et dårligt maleri kan tages ned af væggen. Fjernsynet kan slukkes og remoten kan fjerne musikken. Film, ballet og teater er en frivillig sag, men boligen slipper man ikke uanset hvordan man indretter sig.

Arkitekturen undgår man ikke – det er selve rammen om det menneskelige liv, og vi er nødt til, hvis man skal kunne se en bæredygtig fremtid, i langt højere grad at opprioritere, hvordan livet formes i vore byer og i vores kulturelle landskaber. Den opprioritering kan kun ske, hvis de arkitektur- og design politikker, som er blevet etableret i nogle af landets kommuner, også følges op med handling, dvs. i forlængelse af alle skåltalerne skal følge initiativer og implementering.”

Danmark fuldt af potentiale
”Nogen vil indvende, at vi i Danmark ikke længere råd til at bygge godt. Men vi har ikke råd til at lade være, hvis vi vil være det samfund, vi er og vil være i fremtiden. For tiden er vi ved at synke ned i armoden, langsomt men sikkert nedbrydes den jyske vestkysts herligheder, det bløde fynske bakkelandskab og sjællands fagre sletter. 

I udlandet ser man hvordan en anden opmærksomhed hjælper samfundet med nye kvalitative visioner – hvorfor så ikke udnytte den samme viden herhjemme? I Norge laver Statens vejvæsen særlige turistveje med smukke rastepladser ved seværdighederne, og i Sverige bygges ved hvert nationalt naturområde ambitiøse men indpassede besøgscentre. I Tyskland transformerer man de gamle industriområder til kreative landskaber for nye erhvervs- og boligområder, og i byerne omdannes bygningsanlæggene konsekvent til nye funktioner.

Skal vi ikke også i Danmark leve af at tænke os om, og - blandt alt muligt andet - behandle både landskab og bygninger med omtanke. Danmark er jo fuld af potentiale - overalt findes der byer med særligt særpræg og landskaber med særegne kvaliteter, og overalt findes der ildsjæle, gode borgere, der insisterer på at kæmpe for det fysiske miljø. Lad os dog komme i gang med det store vækstpotentiale, der findes i at tænke sig om.”

Tak til Nykredit
”Tak til Nykredits arkitekturudvalg for den anerkendelse som prisen repræsenterer, men også tak til Nykredit, som den store institutionelle aktør, for selv at gå forrest og styrke og udvikle bygningsarkitekturen igennem jeres virke. For at bruge en fortærsket one-liner - I gør jo det I er bedst til og så benytter i tydeligvis eksperter i andre fagområder – og denne ramme er jo det tydelige vidnesbyrd på rettidig omhu. Som bygherre er I såmænd selv prisværdige.”

 

Illustration:Partnerne i Cubo. Fra højre - Bo Lautrup, Peter Dalsgaard, Lars Juel Thiis og Ib Valdemar Nielsen.

 


Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.