Bornholmsk arkitekturpolitik
Bornholm får snart en arkitekturpolitik. En følgegruppe er nedsat, og gruppens arbejde er gået i gang, og et konkret forslag ligger efter planen klar om et år. Inden da er der et valg at få overstået, og også her kommer arkitekturpolitik til at spille en rolle.
Bornholms Regionskommune er kommet godt i gang med udviklingen af en arkitekturpolitik. Foreløbig har de fået nedsat en følgegruppe, hvor en lang række vidt forskellige organisationer er repræsenteret, deriblandt naturligvis Akademisk Arkitektforenings (AA) lokalafdeling på Bornholm. Formanden for følgegruppen er kommunalbestyrelsens teknik- og miljøudvalgsformand, Leif Olsen fra SF.
Lige nu har følgegruppen fået lektier for. De har fået udleveret engangskameraer og skal nu tage billeder af, hvad de mener, god arkitektur er. Når de har afleveret kameraerne på Arkitekturens Dag 1. oktober, bliver alle billederne hængt op på Rønne Bibliotek, og den 22. oktober holder kommunen en ceremoni, hvor øens politikere bliver inviteret, og Københavns stadsarkitekt, Jan Christiansen, kommer og kommenterer billederne.
”Nu starter vi med at få en fælles forståelse for, hvad god arkitektur er. Vi har jo arkitekter, som har meget forstand på det, og så alle os andre, som godt nok har meninger, men ikke så meget faglig forstand på det,” fortæller Leif Olsen.
AA Bornholms formand, Birgit Stoltz Andersen, er rigtig glad for den måde, regionskommunen har grebet det an på.
”Nej, der er ikke mange arkitekter i følgegruppen, og det er med velberåd hu. Det er netop for at få et bredt ejerskab. Os arkitekter, vi kan jo synes, hvad vi vil, men hvis alle andre synes noget andet, så er det jo lige meget,” siger hun.
Det var AA Bornholm, som tog initiativ til den bornholmske arkitekturpolitik efter at have mødtes med hvert og et af øens partier for at give dem en udgave af regeringens arkitekturpolitik, ”Arkitekturnation Danmark”, og høre, hvor partiet stod på emnet. Alle partierne var ganske enige om, at en arkitekturpolitik vil gavne Bornholm.
”Det vil hjælpe, at vi kan tilbyde noget til de folk, vi gerne vil trække herover,” forklarer Leif Olsen og henviser til, at bedre arkitektur både kan tiltrække nye beboere og nye virksomheder til øen.
Steen Colberg Jensen, Venstres bornholmske spidskandidat til kommunalvalget i november, er også glad for, at kommunen er kommet i gang med at udforme en politik.
”Det er et rigtig godt initiativ at lave en arkitekturpolitik. For det første for at få beskrevet og fastholdt den traditionelle arkitektur på Bornholm, som for eksempel de mange små byhuse, og for det andet for at udfordre den arkitektur, vi har her i forvejen,” mener Steen Colberg Jensen, som dog ikke tror, at arkitekturpolitik kommer til at blive fylde så meget i valgkampen.
Udvalgsformanden Leif Olsen er uenig.
”Jeg regner med, at arkitekturpolitik kommer til at fylde relativt pænt i debatten op til valget, for vi skal jo diskutere de byudviklingsområder, vi skal tage fat på i næste valgperiode. For eksempel skal vi udvikle nogle af vores gamle havne, og der skal sættes krav til arkitekturen,” siger han.
Følgegruppen skal mødes og diskutere billederne i oktober, og derefter fortsætter processen med flere møder i det nye år. Gruppen regner med at have et endeligt forslag til en bornholmsk arkitekturpolitik færdig til næste efterår.