Akademisk Arkitektforening

Coop Himmelb(l)au på besøg i Aalborg


Det var en veloplagt professor Wolf D. Prix fra Coop Himmelb(l)au, som fredag eftermiddag var mødt op for at forelæse for en fuld sal på Utzon Centret i Aalborg.

Af Marie Leth Rasmussen

Temaet for forelæsningen var spaces of music, og Wolf D. Prix indledte foredraget med at fortælle om sin kærlighed til musikken:

”Jeg er vokset op med musik. Min onkel var komponist. For mig er musik og arkitektur er forbundet med hinanden, de påvirker os på en ubevidst måde og har evnen til at provokere og bevæge os.”

Coop Himmelb(l) au er en verdenskendt tegnestue, som på en gang er klassisk og meget avantgarde. Men selvom man er en verdenskendt arkitekt, er det ikke altid let at få lov til at skabe den arkitektur, man vil, påpegede Wolf D. Prix til de mange studerende, der var mødt op for at se maestroen folde sig ud. Faktisk er den færdige bygning, vi ser, kun toppen af isbjerget. Nedenunder ligger et massiv af forhindringer:

”Politik, penge, love og æstetik har magten til at tage livet af ideerne. Der er en masse problemer, når man vil føre sine ideer ud i livet. Derfor er det vigtigt at finde din egen arkitektoniske ledetråd og have en stærk vilje og optimisme, lød oden fra Wolf D. Prix, som selv har oplevet at få designet af Musikkens Hus ændret flere gange undervejs, før der var penge nok til at sætte gang i kranerne.

Jimi Hendrix og Mozart
Efter denne lektie til de studerende kastede Wolf D. Prix sig over at beskrive arkitekturen på to bygningsværker. En mini operabygning i München designet til midlertidig brug og så selvfølgelig Musikkens Hus. Operabygningen i München er avantgarde og futuristisk med et spidse takker, der stikker ud fra facaden. Et design, tegnestuen kom frem til ved at bruge lydbølgerne fra Jimi Hendrix’ Purple Haze og Mozarts Don Giovanni. Det demonstrerede Wolf D. Prix ved at spille musikken og vise de lydbølger, den dannede, til stor morskab for salen. Herefter var det tid til at fortælle om Musikkens Hus, som både skal rumme Aalborgs musikkonservatorium, en koncertsal for Aalborg Symfoniorkester og en restaurant.

Musik og vand
Musikkens Hus bliver en blanding af offentlige og lukkede funktioner, hvor den store koncertsal bliver omdrejningspunktet. Salen vender ud mod vandet, og er bygget som en boks inde i en boks for at sikre, at lyden udefra ikke trænger ind. Udefra sikrer vinduer formet som vandbobler, så livet indenfor i bygningen strømmer ud, og giver liv til området udenfor. 


BR>
”Tanken bag bygningen er synergi og deling. Ved at bruge bygningen til flere funktioner på en gang, bliver der liv i bygningen i mange timer. I designet af bygningen har vi være meget inspireret af mødet mellem musik og vandet”, fortalte Wolf D. Prix og viste billeder af fisk og tilbage til designet af boblerne på facaden og indvendigt på væggene i koncertsalen.
Musikkens Hus er formet som et u, hvor undervisning og øvelokaler er i u-formen, mens koncertsalen nærmest har form som en trompet, der ligger inde i u-formen. Til højre for salen udenfor u-formen ligger restauranten, der åbner op ud mod fjorden og skaber en plads foran koncertsalen, der vil blive et nyt mødested for musikelskende aalborgensere.



Specielle huse vil altid være under angreb
Efter forelæsningen fik formand for Arkitektforeningen Nordjylland Eva Møller Sørensen chancen for at stille et par ekstra spørgsmål til Wolf D. Prix. Hun spurgte ham blandt andet om de mange ændringer i designet, som bygningen har undergået siden 2002, hvor Coop Himmelblau vandt konkurrencen om Musikkens Hus og fik svaret:

”Jeg tror, at specielle huse altid vil være under angreb. Folk ser dem som fremmedartede, fordi de er et udtryk for en ny æstetik. Men lykkedes det at få huset op at stå, giver bygningen mulighed for identifikation og stolthed.”

Herefter var det tid til at tilslutte sig resten af selskabet, som nød et glas vin og den smukke udsigt ud over fjorden fra Utzon Centret. 

Forelæsningen var en del af forelæsningsrækken the Utzon Lecture Series, som er arrangeret i samarbejde mellem Arkitektforeningen Nordjylland og afdelingen for Arkitektur og Design ved Aalborg Universitet. Takket være Fonden Musikkens Hus i Nordjylland var det lykkedes at få Wolf D. Prix til at tale.

Illustration: Elfie Semotan, videoer venligst udlånt af Fonden Musikkens Hus i Nordjylland.

Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.