Dagslys og solvarme i fremtidens lavenergibyer

Dagslys og solvarme kommer til at spille en større rolle i fremtidens lavenergibyggeri. Men hvordan kan arkitekter bruge ny viden og teknologi til at formgive med dagslys og sol, sådan at fremtidens bygninger ikke blot bruger mindre energi, men også får større oplevelsesmæssige kvaliteter? Det spørgsmål rejser arkitekt Peter Andreas Sattrup i sin ph.d.-afhandling ” Sustainability - Energy Optimization - Daylight and Solar Gains”, om byer og bygningers energiforbrug.
Selvom dansk arkitektur har en fremtrædende position inden for især socialt bæredygtig arkitektur, har dansk byggeri ifølge Peter Andreas Sattrup, sovet i timen gennem hele 00'ernes byggeboom, hvad angår klimapåvirkning, ressourcestyring og energioptimering. Næsten alle bygninger opført i denne periode er teknisk set bagud i forhold til internationale niveauer for lavenergibyggeri - og det er uholdbart eftersom energiforbruget i bygninger står for ca. 40 % af samfundets samlede energiforbrug.
Med nye digitale modeller kan arkitekter og ingeniører i dag simulere sol, dagslys, vind og energi-forbrug og dermed opnå bedre forhåndsviden om, hvordan et byggeri vil opføre sig. Modellerne og simuleringsteknologien kan altså støtte den tidlige formgivning allerede inden et byggeri opføres og fejltagelserne viser sig, og det kan derfor undre, at der stadig kun er ganske få danske tegnestuer, der har taget de nye tekniske muligheder til sig.
Ikke blot et teknisk spørgsmål
Men energi er ikke blot et teknisk spørgsmål. Energiforbruget afhænger af hvordan bygninger forholder sig til stedets klima, og er aktivt med til at skabe ny klimatiske kvaliteter omkring sig, ligesom det afhænger af hvordan bygningerne bruges og hvordan de ændres over tid. Energioptimering diskuteres derfor som en bæredygtighedsstrategi med mange dimensioner: ”Energi handler grundlæggende om livskvalitet. Det handler om muligheder. Det handler om det gode liv. Ved at forstå dagslys og solvarme som både energi, ressourcer og rumlige kvaliteter, som ændrer sig over tid, kan vi skabe bedre og mere bæredygtige byer og bygninger”, forklarer Peter Andreas Sattrup.
I sin ph.d.-afhandling opstiller Peter Andreas Sattrup en sammenhængende metode for energioptimering i arkitekternes designproces, baseret på interviews med nogle af de internationalt førende arkitekter og ingeniører inden for bæredygtig arkitektur - Foster and Partners, Baumschlager Eberle og Transsolar Climate Engineering.
Med udgangspunkt i ”den tætte by” eksemplificeret ved København undersøger han, hvordan byens tæthed, bygningers form og orientering i forhold til solen samt placering og størrelse af vinduer påvirker energiforbruget og rummenes dagslysmæssige kvaliteter. Han viser, at beslutninger truffet på byrumsniveau har større og mere dynamiske virkninger på energiforbruget, end man hidtil har været klar over. Ph.d.-afhandlingens resultater er relevante for dansk arkitektur såvel som andre kystnære områder i Nordeuropa.
Afhandlingen er resultat af et ph.d.-studium finansieret af Kunstakademiets Arkitektskole, og er udført ved Center for Industriel Arkitektur, Institut for Teknologi.
For yderligere information kontakt Peter Andreas Sattrup (T: 2636 3812, E: peter.sattrup@kadk.dk) eller pressemedarbejder Susan Gregers Jensen (T: 3268 6049, E: susangregers.jensen@kadk.dk)
Afhandlingen kan rekvireres elektronisk ved henvendelse til Forskningsadministrationen: inge.henningsen@kadk, og ligger til gennemsyn på Biblioteket for Arkitektur, Design og Scenekunst.