Akademisk Arkitektforening

Designudvikling, kreativitet og ledelse er lige vigtigt



Som fagchef for Urban Engineering hos Grontmij, programchef i Dansk Arkitektur Center og nu som tegnestuechef hos Christensen & Co arkitekter a/s har arkitekt MAA Christian Hanak om nogen bevæget sig bredt som leder i arkitekt- og byggebranchen. For at styrke sine kompetencer og sin faglighed har han valgt at deltage på kurset for Ledere i Kreative Videnvirksomheder, LKVV 2012.


Hvad forventer du at få med dig fra kurset?
Jeg har i flere år fungeret som leder i arkitektbranchen og har en stor praktisk erfaring som leder. Derfor forventer jeg at få en nogle redskaber til at bygge videre på den erfaring og videreudvikle de kompetencer, jeg allerede har opbygget.

Hvad skal en lederuddannelse for arkitekter opfylde?
Det vigtige for mig er, at uddannelsen adresserer situationer og vilkår, jeg kender fra min egen hverdag. Jeg forventer at få redskaber til bedre og mere effektivt at kunne løse de udfordringer, jeg møder til daglig, og det er derfor afgørende for mig, at uddannelse tager udgangspunkt i den faktiske situation på tegnestuen.

Hvorfor skal arkitektvirksomheder satse på ledelsesudvikling?
Fordi arkitektarbejdet i sin natur giver den enkelte mulighed for kreativitet og personlig udfoldelse, er der en tendens i branchen til at tro, at der ikke er særlig brug for ledelse. Det er jeg ikke enig i. Selvom vi er en kreativ branche, er vores tegnestuer også en virksomhed på lige fod med alle andre, og vi skal på tegnestuerne sikre, at rammerne for alle i virksomheden er på plads. Og det kræver god ledelse og forståelse for de processer og mekanismer, der udspiller sig på tegnestuen.

God ledelse er ligeså vigtig en del af driften af en tegnestue som designudvikling, kreativitet og andre udviklingsområder, og som branche skal vi blive endnu bedre til at fokusere på ledelse. Det er et område, vi skal blive bedre til at fokusere på og udvikle i takt med de andre opgaver i hverdagen.

Oplever du særlige udfordringer ved at lede kreative?
Jeg har aldrig prøvet at være leder i andre brancher, så det kan jeg faktisk ikke svare på. Det glæder jeg mig meget til at få indblik i og blive klogere på.
Tegnestuernes hverdag er ekstremt dynamisk - måske mere end mange andre steder – og for mig at se må en umiddelbar udfordring i vores erhverv være at sikre hverdagen en smule mere stabilitet.

Hvad ser du mest frem til?
Jeg ser meget frem til at dele viden og erfaringer med kolleger med nogenlunde samme type job, som jeg har. Det bliver interessant at høre, hvilke problemstillinger der går igen tværs og få et indblik i, hvordan andre går til dem og løser opgaverne.

Mere info
LKVV starter hold til august med en introworkshop, hvor du møder dine medkursister og Michael Christiansen, formand for bestyrelsen på Aarhus Universitet og fhv. direktør for Det Kongelige Teater, Torben Klitgaard, ledende partner i LinKS og Camilla Raymond, Partner i Organisation.

Læs mere og se det fulde program for uddannelsen.

 

 

Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.