Akademisk Arkitektforening

En hyldest til hverdagen


En pølsevogn, et busstoppested, legepladsen, torvet, indkøbscentret eller det lokale bibliotek. Hverdagen er fyldt med byrum og bygninger, vi ofte tager for givet, og som har stor betydning. Arkitekturens Dag mandag den 1. oktober 2012 hylder hverdagsarkitekturens værdier og muligheder, og du har mulighed for at være med på programmet.


Alle kan bidrage med en begivenhed på programmet til Arkitekturens Dag. Det kan fx være i form af åben tegnestue eller virksomhed, præsentation af projekt, udstilling, byvandring, foredrag, filmvisning – eller noget helt andet. Det eneste krav er, at det indgår som en del af temaet ’Hverdagsarkitektur’ og har fokus på vores daglige omgivelser; bygninger, pladser, torve, gader, stier – og alle rummene imellem. Den arkitektur, som vi ikke lige ser, men som er helt uundværlig for vores dagligdag og af største betydning for vores livskvalitet – for vores velfærd og gode liv.

Opmærksomhed i pressen
Alle arrangører af events på Arkitekturens Dag får omtale i Arkitektforeningens landsdækkende pressemateriale vedrørende dagen. Arkitekturens Dag er derfor en oplagt mulighed for at skabe kendskab til din tegnestue/kommune/institution eller organisation.

Om temaet
Hverdagsarkitektur er boligkomplekset, du bor i, arbejdspladsen, som du befinder dig på de fleste af døgnets timer, daginstitutionen, hvor du afleverer din dyrebareste skat, skolen, hvor dine børn tilbringer en stor del af deres barndom, plejehjemmet, hvor du besøger din gamle mor hver søndag, og som måske skal være dit eget sidste hjem. Og det er sportshallerne, legepladserne og cykelstierne. Fra Gedser til Skagen, fra byerne, hvor man bor tæt, til landområderne, hvor der er langt mellem husene, fra velfungerende ejendomskomplekser til udsatte boligområder. Arkitekturens Dag lægger op til at se på hverdagens arkitektur med friske øjne og søge efter værdier og muligheder i det, der allerede er. Ikke nødvendigvis for at spare, men for simpelthen at ’bruge bedre’.

Kontakt for mere information:
Inge Panduro
E: ip@arkitektforeningen.dk
T: 25 68 71 47

Læs mere om Arkitekturens Dag

 

Foto: Superkilen - Jesper Reinholt

 

 


 

Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.