Akademisk Arkitektforening

Finanslovudspil for 2012: De relevante punkter



Under overskriften ’Ansvar og Handling’ fremlagde regeringen torsdag sit finanslovsudspil for 2012. I det følgende vil Arkitektforeningen kort skitsere de initiativer, som vækst- og beskæftigelsesmæssigt er af særlig interesse for arkitektstanden.

Af Martin Yhlen

Kickstart af den danske økonomi
Ved at fremrykke de offentlige investeringer ønsker regeringen at sætte gang i jobskabelsen og væksten. Det mener regeringen skal ske ved at fremrykke og igangsætte en række offentlige investeringer inden for bl.a. veje, jernbaner, skoler og daginstitutioner samt renovering, herunder energioptimering af de almene boliger (i regi af Landsbyggefonden).

Kickstarten af den danske økonomi inden for de almene boliger indebærer, at ventelisten på renovering fremrykkes i form af en udmøntning af renoveringsrammen på 5 ½ mia. kr. De fremrykkede offentlige investeringer skal, ud over vækst og jobskabelse, medvirke til en bedre anvendelse af energiressourcerne og bidrage til den grønne omstilling af energiproduktionen. Investeringerne skønnes at øge beskæftigelsen med hhv. 9000 og 12.000 personer i 2012 og 2013.

Grøn omstilling af Danmark
Som en del af kickstarten af den danske økonomi og den grønne omstilling af Danmark, ønsker regeringen at gøre det mere attraktivt at energirenovere egen bolig. Den nye grønne støtteordning på 500 mio. kr. årligt (tilskud til udskiftning og energirenovering af vinduer, øget isolering af tag, isolering af hulmur m.v.) skal erstatte den nuværende BoligJobordning. Ordningen skal efter planen træde i kraft i 2013 og 2014.

Forskning og fremtid
Regeringen ønsker at sikre et højt ambitionsniveau inden for det grønne område og tilfører 1 mia. kr. til forskning, udvikling og demonstration inden for grøn teknologi. Helt konkret tilføres det energiteknologiske udviklings- og demostationsprogram (EUDP) 321 mio. kr.

Energiforskningen styrkes under Det Strategiske Forskningsråd med 118 mio. kr. og 62 mio. kr. til forskning i fremtidens miljøteknologiske løsninger inden for bl.a. renere vand, luft og jord.

Regeringen foreslår endvidere, at der etableres et miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram (MUDP) som skal have fokus på at styrke Danmarks position i forhold til udviklingen af nye teknologier til miljø- og naturbeskyttelsesformål.

Arkitektforeningen: Bevar ambitionerne i forhandlingerne
Der er stadig kun tale om et udspil til en finanslov, og om det siger direktør i Arkitektforeningen Jane Sandberg:

”Det er vigtigt for Arkitektforeningen, at de grønne ambitioner og fokus på energirenoveringer i regeringens finanslovudspil ikke ”forsvinder” i de kommende forhandlinger. Der er ingen tvivl om, at der er tale om en svær forhandlingsopgave med et budgetunderskud på 95 milliarder, og det kan være nemt, at kaste de langsigtede investeringer af bordet til fordel for hurtige penge i kassen – det må bare ikke ske – derfor; tænk langsigtet og bæredygtigt, når der skal forhandles. Ellers bliver regningen endnu større i fremtiden.”

Læs hele finanslovsforslaget her

 

For yderligere information, kontakt Martin Yhlen på myh@arkitektforeningen.dk

 

Foto: Anders Hviid

Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.