Byplanlæggernes rolle har ændret sig markant gennem de sidste 10 år i takt med, at planlægningen har bevæget sig fra bar mark ind i byen. Derfor tilbyder Arkitektforeningen et kursus i byplanlægning og kompleksitet.
Af Marie Leth Rasmussen
Underviser på kurset er Niels Bjørn, som har bevæget sig fra journalistikken over film til byudvikling. Arkitektforeningen har spurgt ham, hvordan han fandt vej fra journalistikken til byudvikling og hvilke udfordringer, han mener, planlæggerne står overfor.
Hvornår begyndte du at interessere dig for byplanlægning?
Jeg er opvokset i en lille by og har altid været fascineret af den mangfoldighed af liv og muligheder, der findes i de større. Det bliver ved med at fascinere mig at gå på opdagelse i en by og finde frem til vidt forskellige kvarterer, miljøer, subkulturer og steder.
Jeg har været draget af storbyer lang tid før, jeg begyndte at arbejde med byudvikling. Jeg har selv været så heldig at haft mulighed for at bo i forskellige byer som Berlin, New York og Hong Kong. Mit arbejde er hægtet op på min lyst til at gå på opdagelse i en by og finde ud af, hvordan den ser ud, fungerer og hænger sammen, hvorfor nogle steder er gode, og nogle mindre gode.
De bedste byer giver rammer til, at mange forskellige mennesker kan leve livet på deres egen måde. Det er en frihed og en mangfoldighed, jeg sætter stor pris på.
Fagligt synes jeg, det er en spændende og vigtig udfordring at planlægge, så byens kvaliteter kommer frem i stedet for at gøre byen til forstads-monokultur. Udfordringen består i at lave en strategi, som styrer en overordnet udvikling og gennemfører nogle nødvendige greb, men samtidig inviterer til og giver plads til de byudviklingsinitiativer og miljøer, som vokser op nedefra.
Hvad er din baggrund?
Jeg er uddannet fra film- og medievidenskab fra Københavns Universitet. På overbygningen var der stor frihed til selv at sammensætte uddannelsen, og jeg fandt en måde at få sluset min interesse for arkitektur og by ind i mine eksamener. Mit speciale handler om, hvordan storbyen portrætteres i tre film af instruktøren Wong Kar-wai. Her fik jeg læst arkitektur- og byteori, og det bed på.
I nogle år arbejdede jeg i film- og tv-branchen, men bystoffet trak så meget, at jeg gik tilbage på universitetet og lavede en ph.d.-afhandling. Projektet handlede om at forstå byens kompleksitet. I 2008 blev jeg ansat i Akademisk Arkitektforening på et projekt om udsatte boligområder, som endte med bogen Arkitektur der forandrer. Siden har jeg arbejdet stort set fuld tid med byudvikling, men laver ind imellem filmprojekter.
Hvordan har byplanlægning udviklet sig siden, du begyndte?
I vores del af verden handlede byplanlægning for få årtier siden især om at tegne og anlægge nye byområder på bar mark. I dag handler det om omdannelse af eksisterende by. Københavns transformation de seneste femten år fortæller den historie fra industriby til kreativt centrum. Der kræves andre kvaliteter af byen i dag, den skal ikke bare være funktionel. Den skal være attraktiv, spændende, lækker og alt muligt andet. Byen skal tilfredsstille mange behov og være mere end bare en kulisse, som livet udspiller sig foran. Vi forventer i dag, at det fysiske miljø går i dialog med os, tilbyder os muligheder, inviterer os til bevægelse eller til ophold, og giver os oplevelser. Vi forventer, at infrastrukturen hjælper os med at få hverdagen til ikke bare at hænge sammen men forbinde muligheder på nye måder for os.
Bærbar kommunikationsteknologi har ændret radikalt på byens dynamik. Vi er i kontakt med mennesker i bevægelse på tværs gennem byen, og kan ændre retning eller adfærd. Fester og demonstrationer kan hurtigt samle hundredevis af mennesker. Og vi kan fotografere, optage og kommunikere, hvad der sker omkring os, mens det sker. Teknologien har udvidet det urbane felt.
Hvad betyder det for byplanlæggerens rolle?
For byplanlæggere betyder alle de forandringsprocesser, at faget ændrer sig. Der er behov for at kunne håndtere flere processer og være i stand til at indgå i mange typer af processer uden at have fuld kontrol over alting samtidigt. Det er en udfordring, men en interessant udfordring.
I de fleste byudviklingsprocesser i dag er der krav om borgerinddragelse på et eller andet niveau. Desuden er der kommet en række nye fagligheder til. Engang var byplanlægning noget, som blev foretaget af byplanlæggere og ingeniører, groft sagt. I dag flokkes også geografer, sociologer, antropoler og sådan nogle som mig - sådan nogle tværfaglige, selvstuderede nogen. Og med enhver ny faggruppe kommer nye faglige metoder, perspektiver og tilgange, der altsammen skal forsøges integreret i en fælles proces. Byplanlæggerens rolle bliver at styre alt det og at tage ansvar for de fysiske greb og indgreb, der skal gennemføres.
Hvilke redskaber vil du gerne give deltagerne på kurset med hjem?
Jeg vil gerne skabe en dyb aha-oplevelse af, hvad det vil sige at arbejde som byplanlægger i en tid, hvor byens kompleksitet er vokset hurtigt. Kursisternes hverdagserfaringer bliver sat ind i kontekst af samfundsmæssige forandringer, og hvordan de påvirker både vores fysiske miljø og vores adfærd. På baggrund af de erkendelser giver jeg deltagerne redskaber til at håndtere kompleksiteten i hverdagens praksis. De lærer at tænke byplanlægning som et strategisk udviklingsarbejde, der i forskellig grad rummer sociale, økonomiske og organisatoriske greb såvel som fysiske. Derudover bliver de bedre til at styre processerne, så de forskellige fagligheder bliver bedst udnyttet.
Foto: Horisont i Ontario, Canada - Wikimedia Commons
Anonym