Køkkenhaver indtager Amager Fælled Skole

Køkkenhaverne skal gøre børnene sundere og mere bevidste om, hvad de spiser.
Af Marie Leth Rasmussen
Rundt omkring i de danske byer griber byboerne til hakkerne, og skaber grønne spiselige åndehuller i asfalten. Også på Amager Fælled Skole, der for få år siden blev en Sundhedsfaglig profilskole. Skolen har sin egen madskole, hvor børnene laver mad til hinanden – og sidste skud på stammen er køkkenhaver i skolegården.
”Børn inde i byen ved ikke særlig meget om, hvor maden kommer fra. Det vil vi ændre på, så børnene bliver bevidste om, hvad der er sund mad. Køkkenhaverne giver børnene daglige naturoplevelser midt ind i byen. De lærer at passe på naturen, og får viden om det økologiske kredsløb, fortæller skoleleder Yasar Cakmak.
Og det er der god brug for, fortæller Naomi Aisen Sattrup fra Københavns Madhus, som har hjulpet med at få Madskolen og køkkenhaverne op at stå: ” Da vi forleden skulle vande planterne, spurgte en af drengene, om der skulle sæbe i vandet. Det er et meget godt billede på, hvor meget børnene egentlig ved. Med køkkenhaverne får børnene mulighed for at opleve naturen på nært hold”.
Flere forældre vælger skolen til
Naomi Aisen Sattrup er arkitekt og har sammen med Gitte Tange fra Københavns Madhus tegnet køkken og spisesal i den gamle gymnastiksal, der hver dag i frokostpausen fyldes med sultne børn. Gymnastiksalen har også fået indrettet en førstesal, hvor hjemkundskab holder til, så børnene kan prøve kræfter med gryderne lige op af den store madsal. Senere på året vil eleverne så også kunne gå ud i skolegården og hente grøntsager og krydderurter fra højbedene, spise bær fra bærbuskene og smage honning fra bierne, der flytter ind lige om lidt. Skolen har også fået sit eget drivhus, der er stort nok til, at en klasse kan få undervisning inde i det.
”Børnene er virkelig stolte af køkkenhaverne og drivhuset. De har taget det til sig, og da vi holdt indvielse forleden mødte en masse af forældrene op for at være med i festen. Vi oplever, at vores sundhedsfaglige profil styrker sammenholdet på skolen, og får flere forældre til at vælge skolen. Det styrker lokalsamfundet, når de fleste i distriktet vælger skolen. Forældrene lærer hinanden at kende og engagerer sig mere i, hvad der foregår i området, slutter Yasar Cakmak.
Amager Fælleds skole køkkenhaver er blevet til i et partnerskab mellem Amager Fælled Skole, Københavns Madhus, Sundholmskvarterets Områdeløft og Center for Park og Natur.
Op til Arkitekturens Dag d. 1. oktober sætter vi fokus på hverdagsarkitekturen og urban farming som en strategi til at skabe mere kvalitet i hverdagsarkitekturen. Vi kommer både omkring realiserede projekter og visioner.