Akademisk Arkitektforening

Konkurrencereglerne hæmmer nytænkning, mener arkitekt og ph.d. Flemming Overgaard, der i sin ph.d. afhandling har fulgt otte udbudsforløb. Hans konklusioner har ført til en omfattende debat om konkurrencereglerne.  Vi har bedt Flemming Overgaard fortælle om sin ph.d. afhandling og hans reaktioner på debatten.

Hvad var temaet for din ph.d. afhandling?
Temaet for min Ph.d. afhandling er de paradokser og dilemmaer, vi støder på i de tidlige udviklingsfaser af byggeprojekter. Hvordan kan vi forbedre de processer og samarbejder, der handler om at udvikle, hvad vi skal bygge og ikke kun hvordan. Hele afhandlingen er en undersøgelse af, hvordan arkitekter og almindelige mennesker i praksis kan samarbejde om at udvikle løsninger, der er reelt nyskabende, og samtidig meningsfulde for dem der skal bruge dem. Altså, hvordan kan kløften mellem arkitektstanden og lægfolk mindskes, så det ikke går ud over kvaliteten, men faktisk højner den.

Programmer bliver rent mikrofonholderi
Hvorfor har du valgt at forske i det emne?
Jeg valgte at forske i dette emne, fordi jeg i mit daglige arbejde som praktiserende arkitekt ofte oplevede, at de programmer, der dannede grundlag for vores skitsering og projektering, ikke var særligt gennemarbejdede, visionære eller fremtidsorienterede. I alt for mange tilfælde havde bygherrerådgivere blot holdt en mikrofon frem og spurgt brugere og bygherrer, hvad de ville have. Svaret var så for det meste, at bygherrerne ønskede mere af det, de selv eller naboen allerede havde, blot lidt større og bedre. Forventningen syntes at være, at det kreative element først kom i spil, når arkitekterne skulle udvikle og formgive selve løsningerne. I sidste ende vil det jo betyde, at arkitekterne laver nye løsninger på kendte behov - men ikke nye løsninger på nye behov.

Jeg har interesseret mig for, hvorfor programmering ikke ses som en kreativ disciplin i lige så høj grad som skitsering gør, og hvilke rammer og metoder der i givet fald kunne muliggøre dette - til gavn for både bygherrer, brugere og rådgivere.

Brugerne har få muligheder for at flytte projekterne
Hvad fandt du frem til og hvordan?
Jeg har taget udgangspunkt i 8 cases fra idrætsbyggeriet, hvor jeg, først ved iagttagelser og senere gennem aktiv indgriben og design af procesforløb, har undersøgt og udviklet nye metoder som kan sikre, at perspektivrige og innovative idéer kan opstå og overleve – særligt i de turbulente tidlige faser af et projektforløb.

I de første cases, hvor jeg blot var iagttager, blev det tydeligt at brugerne, selvom de blev inviteret med i en udviklingsproces, ikke rigtig bidrog med noget, der for alvor flyttede projekterne. Det blev også tydeligt, at deres formelle og reelle muligheder for faktisk at ændre projekter, der f.eks. havde vundet en arkitektkonkurrence, var meget begrænsede.
Det syntes både at skyldes konkurrencereglerne, brugernes manglende indsigt i processen og egne behov, samt arkitekters syn på egne vinderprojekter som tidlige, men færdige bud på den endelige løsning. Det så ud til, at en frugtbar dialog mellem brugere og arkitekter burde starte tidligere, mens mulighedsfeltet er mere åbent. Samtidig skulle dialogen også omfatte meget konkrete emner, fordi mange brugeres viden og fokus findes her. Med støtte i teori og litteratur om viden, værdi, innovation og brugeradfærd udviklede jeg herefter nogle bud på konkurrenceformer, programmeringsprincipper og procesforløb, der kunne håndtere dette.

Behov og løsninger i paradoksalt samspil
Hvilke dilemmaer/udfordringer er du stødt på i din forskning?
Den centrale udfordring, der har vist sig er, at behov og løsninger synes at indgå i et paradoksalt samspil, hvor den ene ikke kan bestemmes før eller uafhængigt af den anden.
Først når brugere og bygherrer har erkendt deres behov, bliver de i stand til at efterspørge og vurdere forslag til løsninger - samtidig med - at det først er i mødet med de mulige løsninger, at brugere og bygherrer kan erkende deres behov.

Eller sagt på en anden måde: Folk er ikke i stand til at forholde sig til arkitekters forslag, før de har indset, hvad de vil have – samtidig med – at de først ved, hvad de vil have, når de har set arkitekters forslag til, hvad de kan få. Den gængse opfattelse af, at vi først kan opstille forudsætningerne og derefter udvikle løsningerne, bliver altså udfordret af observationerne i afhandlingen. Det udfordrer så de gældende konkurrenceregler for offentligt byggeri, som netop bygger på, at man opstiller eksplicitte og entydige forudsætninger, før man beder arkitekter om at udvikle løsningsforslag. En iterativ udveksling mellem behov og løsning i et tæt og tillidsbaseret samarbejde er ikke mulig.

Arkitekter bruger tavs viden
Et andet udfordring der har vist sig, har været indhentning og brug af henholdsvis tavs og eksplicit viden. En række interviews med arkitekter har vist, at de hovedsageligt skitserer på baggrund af meget personlige og tavse erfaringer. Store mængder data og eksplicit viden i f.eks. konkurrenceprogrammer bruges først efterfølgende som en slags tjekliste. Dette forhold udfordrer den gængse udvikling og udformning af konkurrenceprogrammer. Der bruges i dag store ressourcer på at opbygge eksplicit viden i form af rumskemaer og programkrav, men de indgår i virkeligheden ikke som en aktiv ressource for arkitekters skitsering. Det er andre typer af informationer og oplevelser, arkitekterne efterspørger.

Brugere har brug for konkrete løsninger tidligt
En tredje udfordring udspringer af den meget udbredte opfattelse, at arkitekterne ikke må vise konkrete løsninger tidligt i processen, fordi de har en tendens til at låse modtagerne fast på den første og bedste løsning de ser. Afhandlingen gør op med denne antagelse og påviser, at brugerne netop har brug for at forholde sig til noget meget konkret for at kunne bidrage konstruktivt. Ved at anvende parallelle scenarier er det muligt at arbejde med konkrete forslag samtidig med, at feltet af muligheder ikke indsnævres for tidligt – heller ikke for arkitekten.

Hvad tænker du om den debat, der har været efterfølgende? Herunder leder af Arkitektforeningens konkurrenceafdeling Jesper Kocks udtalelse i Information om, at det i høj grad er bygherrerne selv, som skaber begrænsningerne?
Jesper Kock er i en artikel i Information den 2. april enig i, at bygherrerne ofte overdetaljerer programmerne, og dermed udelukker sig selv fra at få nye erkendelser, når de ser løsningsforslagene. Han henviser til, at man godt kan lave mere overordnede konkurrencer, hvor detaljeringen efterfølgende sker i et samarbejde mellem bygherren og arkitekten. Et eksempel på dette er netop en af mine cases, hvor jeg, i et samarbejde med Arkitektforeningens konkurrenceafdeling og Lokale- og Anlægsfonden, udviklede og gennemførte en sådan konkurrenceform. 

Udfordringer ved overordnede konkurrencer
De alvorlige udfordringer i den forbindelse er imidlertid bygherrens behov for tryghed, og arkitektens behov for at beskytte sit værk. De fleste bygherrer frygter åbne programmer, fordi det medfører en risiko for, at de løsningsforslag bygherren betaler for, i f.eks. en indbudt konkurrence, alle rammer udenfor eller i periferien af det bygherren på forhånd anser som brugbart eller ønskværdigt. Mange bygherrer og bygherrerådgivere har ikke forstået, at en konkurrence er et element i en læringsproces, hvor de selv har en attraktiv mulighed for at lære af det uforudsete. De føler behov for at detailstyre og fastholde forslagene på det umiddelbart relevantes smalle sti. På samme måde har mange arkitekter ikke indset, at deres løsningsforslag ikke nødvendigvis er tidlige bud på den færdige løsning, men i lige så høj grad et redskab til at afdække bygherrens uudtalte behov.

Hvis arkitekterne i højere grad er indstillede på at tilpasse og ændre deres forslag efter, at de f.eks. har vundet en konkurrence, bliver det også nemmere for bygherrerne at slippe tøjlerne lidt mere. Hvor grænserne så går i forhold til konkurrenceloven, afgøres sandsynligvis bedst ved at køre nogle prøvesager. Hvis grænserne skal flyttes, er det nok først og fremmest bygherrerne, der skal kunne se en fordel ved dette, og derfor have incitamentet og modet til at prøve.

Parallelopdrag er ikke optimale for rådgivere
I de senere år har der været flere eksempler på parallelopdrag, der forsøger at kombinere konkurrence og samarbejde. F.eks. gennemførte Realdania By sidste år en såkaldt Parallel-Konkurrence om Fredericia C. De deltagende rådgivningsteams kommenterede i en nyligt foretaget evaluering, at intentionen med at kombinere konkurrence og samarbejde i én og samme proces kan være problematisk. Store workshops, hvor der undervejs deles viden mellem alle rådgiverne og bygherren er, set fra rådgivernes synspunkt, ikke optimale. Den enkelte rådgiver ser ikke en fordel i at dele sine gode idéer med de andre rådgivere - og i nogen grad også bygherren - når man samtidig er i konkurrence. Efter en lignende konkurrence i Køge noterede nogle rådgivere også, at der var en tendens til, at alle forslag i løbet af processen kom til at ligne hinanden.

Tillid og fortrolighed er altafgørende
Man kan måske konkludere, at det også i denne type konkurrencer er bygherrens evne og vilje til at lære og lade sig overraske, samt arkitektens løbende lydhørhed overfor bygherrens subtile reaktioner, der er afgørende for innovationskraften. Innovativt samarbejde kræver gensidig tillid og fortrolighed mellem arkitekten og bygherren. Selv i et tæt udviklingsforløb sker der ikke den store udvikling, hvis bygherren insisterer på at blive i sin egen komfortzone af kendte behov, og arkitekten samtidig per automatik forsvarer alle de forslag, der kommer ud af hans værksted som endelige løsninger.    

Du kan læse Flemming Overgaards ph.d. afhandling, hvis du tilmelder dig tegnestuen Keinicke & Overgaards nyhedsbrev. Læs mere her