Kulturel velfærd
I alt for mange dage har man nu i landets aviser kunnet følge debatten om Statens Kunstfonds livsvarige ydelser, og V og DFs mening om at dette er kunststøtte uden formål.
Af Rikke Krogh, arkitekt MAA, Formand for Akademisk Arkitektforening
Selv samme partier har efteråret igennem pointeret vigtigheden af velfærd og bevarelse af vores velfærdssamfund, hvori det går så ufattelig godt.
Hvad med den kulturelle velfærd??
Er værdien af kunsten i samfundet helt usynlig for de to partier? Ville vores samfund stadig være rigt uden disse kunstneres bidrag til den kulturelle velfærd? Og er vores kollektive selvforståelse som højtkultiverede mennesker ikke dybt afhængig af selv samme kunstneres fortsatte bidrag til vores kulturelle uddannelse?
Akademisk Arkitektforening bakker fuldt op om tildelingen af livsvarig ydelse. Netop det faktum at det er en livslang anerkendelse - ikke et engangsbeløb - er det som gør ordningen unik, og understreger, at det er den størst opnåelige offentlige hæder i dansk kunst. At ydelsen er - og skal forblive - livsvarig er netop fordi værdien af værkerne ikke er en engangsforestilling, men et bidrag til landets kulturelle velfærd der varer mere end en enkelt eller to valgperioder.
At kalde den livsvarige ydelse et rødvinslegat, er at nedgøre værdien af de tildelte kunstneres livsværker, som et bredt udvalg af deres kolleger og politikere i fællesskab har kunnet se værdien af at påskønne, og langt under lavmålet! Netop betegnelsen livslang ydelse er samfundets tak for en indsats der yder livslang kultur til samfundet, og en sådan indsats kan, og bør, ikke gøres op i kroner og ører.
At Statens Kunstfond spænder fra arbejdslegater til vækstlaget, som derved får mulighed for at omsætte energi til kultur, til livsvarig ydelse som hæder for veludført arbejde og dermed frihed til fordybelse, er en smuk offentlig gestus vi skal værne om.
Har vi råd til at hædre disse kunstnere med 15.358 kroner om året spørger Rasmus Strøyer i fredagens udgave af Politiken. I Akademisk Arkitektforening vil vi gerne stille spørgsmålet om vi har råd til at lade være?