Min bolig, min tryghed

Hvordan skaber kommunerne tryghed i borgernes nærmiljø? Den Trygge Kommune afholder for første gang nogensinde Kommunernes Tryghedsdag, hvor der sættes fokus på tryghed i boligområder gennem borgerinddragelse, byplanlægning, teknologi og design.
Formålet med konferencen ’MIN BOLIG – MIN TRYGHED’, der finder sted den 27. januar, er at debattere og komme med innovative løsningsforslag til såvel små som store tryghedsproblemer i boligområder.
”Kommunernes Tryghedsdag 2011 er et vigtigt initiativ, som jeg forventer mig meget af. Alle har ret til et trygt hjem og nærmiljø, og jeg ser frem til en dag med diskussioner samt utraditionelle og konkrete eksempler på, hvordan vi kan komme utrygheden til livs - blandt andet gennem borgerinddragelse”, siger Manu Sareen, ambassadør for Den Trygge Kommune.
Idékonkurrence
Den Trygge Kommune inviterer - udover konference og debat - til idékonkurrence om, hvordan vi på utraditionel vis skaber tryghed i boligområder. Vinderen bliver udpeget på Kommunernes Tryghedsdag og modtager 25.000 kr.
Deltag i konferencen
Tryghedsdagen åbner kl. 9.30 den 27. januar 2011 og finder sted i Ingeniørforeningens Mødecenter (IDA).
Blandt konferencens mange oplægsholdere, er sociolog Henrik Dahl, stadsarkitekt i Århus Kommune Gøsta Knudsen og administrerende direktør i Phillips Morten Felding.
Målgruppen for konferencen er kommunale og offentlige ansatte og ledere fra blandt andet social- og teknikområdet samt foreninger og virksomheder indenfor it-, arkitekt- og designbranchen.
Kommunernes Tryghedsdag er arrangeret i samarbejde med KL, Boligselskabernes Landsforening, Arkitektforeningen, Foreningen af byplanlæggere, Foreningen af kommunale social- sundheds- og arbejdsmarkedschefer i Danmark, Kommunalteknisk Chefforening og PRIMO Danmark.
Om Den Trygge Kommune
I Den Trygge Kommune indgår en lang række kommuner – herunder København, Århus, Odense, Horsens, Kolding, Næstved, Frederikshavn, Langeland, Helsingør og Skive – samt en række organisationer og myndigheder som KL, Boligselskabernes Landsforening, Det Kriminalpræventive Råd, Børns Vilkår, Ældreforum, Københavns Politi, PRIMO Danmark, Statens Byggeforskningsinstitut med flere.
Formålet med Den Trygge Kommune er at udvikle utraditionelle, innovative og enkle løsninger til skabelse af tryghed for borgerne i de danske kommuner og lokalsamfund. Den Trygge Kommune støttes økonomisk af Gjensidige Forsikring. Læs mere på www.dentryggekommune.dk/tryghedsdagen
Kontakt for spørgsmål:
Manu Sareen, ambassadør for Den Trygge Kommune, manu@manu.dk / 2264 1605
Finn Kjær Jensen, Den Trygge Kommune, info@dentryggekommune.dk / 7025 2545