Akademisk Arkitektforening

Nærbilleder af det almene



Arkitektforeningens årlige fotokonkurrence for studerende har fundet sin vinder. Madeleine Lindberg, der er studerende ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, løber med førstepræmien og 5.000,- kr.








Årets tema ”Perspektiver på det almene” skal bidrage til synliggørelsen af de almene boligkvarterer og det almene byggeris kvaliteter. Over en million danskere bor i almene boliger og bebyggelserne er en vigtig arv fra opbygningen af velfærdssamfundet. Det vil Arkitektforeningen gerne sætte fokus på, bl.a. gennem fotokonkurrencens bud.

Det siger juryen
Juryen valgte at lade 1. præmien gå til et bidrag, der kræver, at beskueren stiller skarpt og giver sig tid.
Med et stramt kompositorisk greb og en konsekvent farveholdning giver Madeleine Lindberg en kommentar til materialer og stofkvaliteter i det almene byggeri. Fotografens blik for brug og slid giver den knappe billedserie på 4 en stærk værdiladning:Vi aner noget om familien bag denne type gardiner, vi ser spejlingen af huset overfor og får viden om bebyggelsen. Vi kan antage noget om vedligehold og de ikke store summer, der undes det almene byggeri, men billederne lader samtidig beskueren fornemme, at her sagtens kan være gode, rummelige lejligheder og store grønne arealer, en gedigen tradition at bygge videre på og en menneskelig mangfoldighed – alle det almenes kvaliteter og potentialer fortalt med antydningens kunst.

Samtidig går billedserien op imod arkitekters sædvanlige glansbilleder og sætter sin beskuers tålmodighed på prøve: har du tid til at dvæle, får du en fortælling om kvalitet på flere planer. Det er billeder, der ved første blik tilsyneladende ikke giver den brede skildring af temaet, men som ved nærmere eftersyn viser sig at ville sin iagttager og sit stof rigtig meget.

Bolden til nærmere diskussion af det almenes vigtige arv er hermed givet op med Madeleine Lindbergs fine billedserie.

2. præmien gik til Sandie Kolbro Nielsen, studerende ved Arkitektskolen Aarhus, for en lille filmisk sekvens af 3 sort-hvide billeder, der angiver en narrativ stemning omkring almen boligbebyggelse. Se PDF-serie

3. præmien tilfaldt Jonas Hansen, studerende ved Arkitektskolen Aarhus, for en gennemarbejdet triptykon-opbygning af klassiske sort-hvide fotos, der giver en bred fortælling om de store 60´er boligblokke. Se PDF-serie

2. og 3. præmien modtager hver et års gratis medlemskab af Arkitektforeningen.
Alle præmierede billeder vil blive udstillet i Arkitekternes Hus.

Dommerkomittéen bestod af:
Jens Frederiksen – arkitekt MAA, arkitekturfotograf og underviser
Kirsten Anker Sørensen – direktør for Erik Møller Arkitekter, tidligere direktør for Polfoto
Jane Sandberg – direktør for Arkitektforeningen

Kommentarer

Kommentatorens hjemmeside Mike Dugenio Hansen
man, 07/11/2011 - 08:38

t-løk

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Arkitektforeningen anvender Mollom til kommentarvalidering. Ved at indsende denne kommentar, accepterer du hermed vilkårerne i Molloms fortrolighedserklæring.
Kontakt Arkitektforeningen, hvis du har spørgsmål til dette.