Små indgreb skal skabe store oplevelser

Realdania og Naturstyrelsen vil forbedre naturoplevelserne i yderområderne.
Magiske moseområder, bløde bakker, verdenskendt vadehav, klinter, klitter og et enestående dyreliv. De danske yderområder er rige på storslåede landskaber. Nu har Realdania og Naturstyrelsen under Miljøministeriet – i samarbejde med et fagligt ekspertpanel – udvalgt 10 særlige steder i yderområdernes landskaber og afsat 33 mio. kr. til realisering af ankomst- og formidlingsfaciliteter.
Stedet tæller
De små præcise arkitektoniske indgreb skal forbedre oplevelsen af naturen. Det sker som en del af den femårige Realdania-kampagne 'Stedet Tæller'. Samtidig lanceres publikationen 'Steder i landskabet', der skal inspirere ejere, bygherrer og turismeaktører i yderområderne til at skabe nye oplevelser med små arkitektoniske indgreb på det enkelte steds præmisser.
"Naturen og de mange smukke landskaber er yderområdernes stærkeste potentiale. Et potentiale som kan udnyttes endnu bedre end det bliver i dag. Med udvælgelsen af de 10 særlige steder, er det formålet at vise nye veje til, hvordan oplevelsen af landskabet kan højnes og skærpes gennem små, enkle arkitektoniske indgreb af højeste kvalitet. Det kan være en bænk, en bro, en udsigtsplatform eller et ankomstareal, som kan formidle naturen på nye måder" siger Flemming Borreskov, adm. direktør i Realdania.
"Jeg er rigtig glad for, at vi gennem dette nye partnerskab med Realdania, kan hjælpe udviklingen i yderområderne. Vores kyster, natur og landskaber er for rigtig mange turister - og for os selv - noget af det bedste ved Danmark. Og gennem samarbejdet med Realdania, vil vi kunne understøtte bl.a. kystferieturismen og dermed forhåbentligt være med til at skabe jobs og udvikling rundt om i landet", siger miljøminister Ida Auken.
Arkitektkonkurrencer til sommer
I løbet af sommeren følger arkitektkonkurrencer om den endelige udformning af de forskellige landskabelige indgreb, og til efteråret gennemføres et fælles udviklingsforløb for de involverede kommuner, bygherrer og arkitekter. De konkrete arkitektoniske indgreb forventes gennemført fra 2013. Når projekterne er realiseret vil de indgå i Naturstyrelsens generelle formidlingsplatform "Naturoplevelser".
Læs mere om projektet
Foto: Kalø Slotsruin taget af Jakob Fischer