Akademisk Arkitektforening

Interview: Arkitektforeningen holder temamøde om renovering, arkitektonisk kvalitet og værdiskabelse d. 31. januar. En af oplægsholderne er Rune Thorbjørn Clausen, der lige har forsvaret sin ph. d. på CBS.

Af Marie Leth Rasmussen

Titlen på Rune Thorbjørn Clausens ph.d. er: ”Værdifuld arkitektur: et eksplorativ studie af bygningers rolle i virksomheders værdiskabelse”. Ph. d.’en er blevet til i samarbejde med PLH Arkitekter, der ansatte Rune Thorbjørn Clausen som erhvervs ph.d. På tegnestuen havde Rune Thorbjørn Clausen fri adgang til arkiver, dokumenter og interviews med medarbejderne.

Hvad var temaet for din Ph.d. afhandling?
Afhandlingen har flere undertemaer, men paraplytemaet er arkitekturens værdiskabelse. Altså ikke et studie af HVILKE værdier arkitektur har skabt eller for den sags skyld vil skabe, men derimod det mere undrende og eksplorative spørgsmål om, HVORDAN arkitekturen skaber værdi. Derfor har jeg kursiveret skabelse i ordet værdiskabelse for netop at vise, at det mere er skabelsesmekanismer end en egentlig kortlægning af værdi, som er formålet og temaet for afhandlingen!

Arkitekturens arveanlæg
Hvorfor har du valgt at forske i det emne?
Der er sådan set to årsager til lige netop den vægtning. For det første opdagede jeg et behov i praksis for at forstå og udtrykke den værdi, der når ud over anlægs- og driftsomkostningerne. Altså en mer-værdi, der udgøres af mere uhåndgribelige faktorer som kan være svære at forklare tilblivelsen af.  Vi ved f.eks. godt, at arkitektur potentielt kan skabe forøget stolthed, styrke et image, tætne eller bryde sociale relationer etc. Men alle disse værdier er sideeffekter af noget andet, som går forud for værdierne såsom situationer og handlinger, og det er arkitekturens sammenhæng med sidstnævnte, der er interessant. Selve effekterne er episodiske succeser, som er gældende i tid og sted, og det er derfor let at fejlfortolke, hvis vi antager, at en bestemt værditype i én bygning også bliver skabt i en anden bygning, fordi vi dermed ser bort fra de specifikke situationer og handlinger, der med-definerer værdien i den oprindelige bygning. Vi kan naturligvis godt begynde at tale om en fællesnævner for de to bygninger, men så er mit argument, at vi nødvendigvis må fokusere, ikke på effekter, men på dispositionsmæssige aspekter af arkitekturen – altså, hvordan virker den helt særlige evne eller det ”arveanlæg”, der gør, at arkitekturen kan skabe værdifulde effekter over tid for sine brugere.

Direkte og indirekte samspil
Vi ved fra praksis og litteraturen, at der findes en række værdityper på arkitektur såsom bytteværdi, brugsværdi, imageværdi, social værdi, miljøværdi, etc. Hvad vi ikke ved så meget om, er den indbyrdes sammenhæng mellem disse værdityper. Jeg forsøger i afhandlingen at finde frem til et modificeret greb om gældende værdiopfattelse. Det skal forstås sådan, at jeg fjerner mig fra et fokus på kategorisering af arkitekturen i værdityper i bestemte ”bokse” med bestemte mærkater. I stedet fokuserer jeg på sammenspillet mellem arkitekturen og brugerne, og jeg finder frem til, at vi ikke bør se sammenhængen mellem arkitektur og bruger som et stabiliseret 1-1 relation, fordi sammenhængen er langt mere indirekte og multirelationel. Vi skal hellere anskue sammenhængen som et netværk, der er karakteriseret ved at være komplementær og relativ.

Arkitekturen kan spille mange forskellige roller
Arkitekturens værdi er i det perspektiv den rolle, som den selv tager, og som den gives af brugerne i deres daglige praksisser. Det, der gør arkitekturen særlig værdifuld, er dens særlige evne til potentielt at spille mange forskellige roller i mange forskellige projekter og gøre det simultant. Derfor skal vi begynde at tale om arkitekturens værdi som et mulighedsrum, hvori forskellige brugere både kan udnytte arkitekturen i eksisterende projekter og gøremål, men også udforske nye projekter og gøremål via den inspiration, som mulighedsrummet tilbyder.

Pointen er, at det IKKE er den rolle som bygningen har i ét projekt men derimod den fortsatte rolle bygningen har i en økologi af projekter, som er definerende for arkitekturens værdi. Jeg illustrerer det i afhandlingen med en økologi metafor. Ligesom i et økosystem skal vi se arkitekturens værdiskabelse som et udtryk for den mulige symbiose, der er mellem arkitekturen og de mennesker, der med forskellige projekter bruger arkitekturen.

Brugerne skal selv kunne skabe mening
De ansatte, i den erhvervsbygning jeg studerer, lever alle i samme hus - på hverdage fra 9-17 i hvert fald. Bygningen er naturligvis ikke kun en klimaskærm, der beskytter medarbejderne mod regn, vind og sol. Bygningen giver dem også som organisation en fysisk struktur i forhold til organisatoriske gøremål (et hovedformål). Nogle gange hjælper bygningen dem til at udføre disse allerede definerede opgaver, andre gange hjælper bygningen dem til at se nye behov og nye underformål, som derfor først skal defineres. F.eks. bruger medarbejderne også bygningen til ”andre projekter” af mere social, image og identitetsmæssig karakter. Fælles er den rolle, som bygningen har i begge perspektiver, og hvordan brugerne både udnytter og udforsker økosystemet bedst muligt.

Derfor er budskabet, at vi ikke skal fastholde ét projekt eller én måde at bruge arkitekturen på, men derimod gøre arkitekturen til en dispositionsmæssig egenskab for kunden/brugeren som så kan arbejde med denne på deres egen måde og derigennem selv skabe mening og forskellige effekter.

Kvalitative interviews og fotos
Hvad gjorde du i praksis?
Afhandlingen er en micro-sociologisk analyse af daglige brugere af en erhvervsbygning i København. Studiet er en såkaldt foto-etnografi. Det vil sige, at jeg udvalgte tolv medarbejdere på tværs af organisationen og med en variation i arbejdsfunktion, alder, anciennitet.

Jeg foretog først en kvalitativ interviewrunde med dem alle kort efter indflytning i det nye hus, hvor erindringen om det gamle hus stadig var frisk, og hvor de samtidig havde lært det nye hus lidt at kende. Efterfølgende udleverede jeg kameraer til dem, og stillede dem den åbne opgave at tage billeder af steder og situationer, som havde værdi for dem. Det blev til 170 billeder. Disse lod jeg ikke stå alene, så jeg foretog en 2. kvalitativ interview runde, hvor jeg med de printede billeder som udgangspunkt interviewede dem om, hvad billederne var illustrationer af, og hvorfor de var taget. Således er billederne ikke vigtige i sig selv, men derimod så jeg dem som illustrationer af anknytningspunkter, hvor bygningen har en rolle for brugerne. Billederne illustrerer steder, hvor vi kan observere værdi-skabelse. Jeg udvalgte 30 billeder, som i planche form var et udsnit af tre temaer (arbejdets karakter, identitet, og image), og jeg udfoldede analytisk et billede for hvert tema. De to runder interview samt billeder blev suppleret af interviews med arkitekten, med en repræsentant for bygherren samt arkiv dokumenter og tegninger over huset.

Bygninger er både synlige og usynlige
Hvilke dilemmaer eller udfordringer er du stødt på i din forskning?
Jeg synes, jeg møder et finurlig paradoks i arkitekturen. På den ene side er arkitektur, som f.eks. den her bygning jeg følger, en meget markant fysisk manifestation. Bygninger er synlige, men samtidig er de i høj grad Usynlige for lægmand, der bevæger sig i arkitekturen på vanens præmisser og ofte ikke er bevidste om arkitekturens tilstedeværelse. Det er således svært at få brugerne til at tale detaljeret om deres oplevelser og erfaringer med en bygning. Her er foto-etnografien et værktøj, som er med til at få bruger og bygning til at tale sammen.

Bygninger skal ses mere som input end output
Derudover støder jeg ind i det mere generelle faktum, der er en variant af det sociologen Michael Power kalder for revisionssamfundet. Vi ved godt, at arkitekturens værdi også består af en masse immaterielle og bløde faktorer, som er svære at dokumentere. Men alligevel er der en tilbøjelighed til hele tiden at falde tilbage på numerisk verificering og kausale sammenhænge, fordi de tilsyneladende leverer et beviseligt argument. Så vi definerer på forhånd en ramme for, hvad der skal dokumenteres, og så opfinder vi værktøjer til at dokumentere det ønskede behov - på skalaer, der algoritmisk vægtes eksempelvis. Men som nævnt tidligere er der en fortolkningsfare ved sådanne absolutte og entydige svar, fordi sammenhængen mellem bygning og bruger dermed simplificeres og stabiliseres i en 1:1 relation. Det kan naturligvis være nødvendigt i en vis grad, fordi vi må kunne forudse og vurdere et beslutningsgrundlag for vores intentioner og aspirationer. Men faren er, at vi fortolker bygningen som isoleret output – som et mål i sig selv, og ikke som et input til flere og mere varierede mål. Og det er som nævnt som input - den eller de roller arkitekturen spiller i værdiskabelserne - at arkitekturen er værdifuld!

Fokus på hvordan værdierne bliver skabt
Hvordan kan din forskning anvendes i praksis?
Jeg håber selve afhandlingen – på samme måde som dens budskab ovenover – bliver et input for praksis og ikke kun forbliver et videnskabeligt output, og jeg mener, den kan anvendes som input på forskellige måder.

For det første mener jeg, det har relevans for praksis at få et mikro blik på brugeren som lægmand. Det vil sige dem, der til dagligt arbejder og lever i bygningerne. Særligt fordi blikket slår ned efter indflytning og tiden efter. Der er normalt meget fokus på tiden op til jf. f.eks. brugerinddragelse etc. og den fokus, der er på tiden efter indflytning tager hovedsageligt udgangspunkt i f.eks. evalueringer, der som nævnt ofte er karakteriseret ved numerisk pointgivning, og derfor ikke er undersøgende i forhold til, hvordan værdierne bliver skabt.

Levedygtig arkitektur giver mulighedsrum
Jeg forsøger at overbevise om arkitekturens værdi mere end at bevise den. Derfor skal dens praktiske bidrag findes i, at jeg forsøger at åbne for et nyt og modificeret greb om værdiskabelse, som kan anvendes af arkitekten som inspiration til arbejdet med at styrke deres argumentationslogik i forhold til nye kunder. Samtidig ønsker jeg også at gøre bygherren mere sensitiv overfor arkitekturen som et mulighedsrum for ikke ét projekt/formål, men mange forskellige projekter simulant.

Mit argument er, at vi ikke skal fastholde én transaktion med start og slut, fordi værdiskabelse er kontinuerlig, og når ét projekt, med bygningen i en specifik rolle, slutter, ja, så opstarter et nyt med samme bygning i en ny rolle. Og imens det sker, så åbner og slutter andre projekter sideløbende. Der er ikke ét projekt men et netværk af projekter, som alle er forbundne i bygningen som mulighedsrum. Det er også det, jeg mener med en ”økologi”, og nogle bygninger er, afhængig af deres design, disponeret for at udvikle en mere ”levedygtig økologi” end andre. Og værdien bliver deraf – så vi må fjerne os fra et snævert fokus på effekter og åbne et perspektiv på dispositioner, fordi det er som disposition, at arkitektur er værdifuld! Det er denne grundlæggende idé, som afhandlingen i bund og grund ønsker at formidle til praksis.