Akademisk Arkitektforening

Vi var jo pionerer


Gertrud Galster blev uddannet som arkitekt i 1948, men det var ikke altid lige let at få lov til at arbejde i et mandsdomineret fag, der hellere så kvinderne bag kødgryderne end ude på byggepladserne.

Af Marie Leth Rasmussen

Regnen siler ned, da jeg ankommer til Bondebyen i Lyngby. Jeg banker på den brune trædør, og Gertrud Galster åbner op. ”Du skal råbe lidt højere, jeg er døv”, siger hun med en høj venlig stemme, da jeg rækker hånden frem for at hilse. Hun leder mig ind i stuen, hvor en tændt stor, hvid Appleskærm dominerer skrivebordet. Teleslyngen bliver tændt, mens vi venter på kaffemaskinen, og så begynder Gertrud Galster at fortælle sin usædvanlige livshistorie.

Kampe og eventyr
Gertrud Galster er ikke en helt almindelig kvinde. I en tid hvor få kvinder blev uddannet, og endnu færre fik en karriere, tog Gertrud Galster det usædvanlige skridt at gå efter et job som arkitekt. Et valg som betød mange kampe, men også eventyr og rejser over hele kloden.

Gertrud Galster voksede op i en familie, hvor moderen,mosteren og fasteren havde en uddannelse, så det var naturligt, at kvinder fik en uddannelse. Om de så brugte den, var en anden sag:

”Vi så acceptable ud, så vores chancer på ægteskabsmarkedet var ikke de dårligste. Min far sagde til mig: Selvom du bliver gift, er en uddannelse aldrig spildt. Han regnede med, at jeg måske ikke ville bruge den,” fortæller Gertrud Galster.

Dengang blev en uddannelse mere brugt som en billet til ægteskabsmarkedet end til begyndelsen på en karriere. Under uddannelsen kunne pigerne være heldige at møde den eneste ene og stifte familie. Men romantiske dagdrømmerier lå ikke til Gertrud Galster. Hun ville have en uddannelse, hun kunne bruge til noget, og besluttede sig for at blive arkitekt, da hun var god til at tegne. For at blive arkitekt skulle man have et praktisk fag. Derfor begyndte Gertrud Galster på bygmesterskolen ved Aalborg Tekniske Skole:

”På teknisk skole var de lidt nervøse for at modtage mig. De var bange for, at det ville skabe konflikt i klassen mellem de unge mænd, at der kom en ung pige. Det gik nu pænt”, siger Gertrud Galster og smiler.

Beskyttet på lærepladsen
Det var svært at få en læreplads som murer og som kvinde. Arbejdsgiverne ville hellere have en frisk ung fyr end en pige. Men takket være familiens netværk fik Gertrud Galster en læreplads i et murer- og entreprenørfirma. Her lærte hun håndværket at kende.

”Jeg gik på bygmesterskolen sammen med en pige, som aflagde svendeprøve som tømrer. Det var tungt. Hun havde ikke håndlangere, som jeg havde som murer, men slæbte og købte materialerne selv. Jeg var meget beskyttet på min læreplads. De passede på, at der ikke var nogen, der kom med sjofelheder, og hver ny svend lærte mig op fra grunden”,siger Gertrud Galster og tager en tår kaffe.

På stuebordet står tre flotte chokoladekager, men ingen af os får spist noget i løbet af de to timer, vi taler sammen. Der er så meget, der skal fortælles.

Job fra dag til dag
Under uddannelsen følte Gertrud Galster sig ligeværdig med sine mandlige medstuderende. Men hun fandt hurtigt ud af, at det var så som så med ligeværdigheden uden for skolens mure. Lige efter bygmesterskolen fik hun en tegnestueplads sammen med en mandlig medstuderende og bad chefen om at få den samme løn som sin mandlige kollega. Hun fik et klart nej og svaret: ”De bor jo hjemme, og han er mere moden”. ”Mere moden!”, siger Gertrud Galster, ruller med øjnene og fortsætter så: ”Men på en måde havde han jo ret. Vi kvinder fik jo intet ansvar, så på den måde var vi mere umodne. Vi fik ikke lov til at udvikle os fagligt på samme måde som vores mandlige kolleger”.

Efter uddannelsen som murer og bygningskonstruktør begyndte Gertrud Galster på Kunstakademiet. Det var under krigen, så af frygt for at de studerende skulle blive bortført af tyskerne, rykkede undervisningen fra Charlottenborg ud på tegnestuerne. Undervejs blev Gertrud Galster gift og fik en søn, men det fik hende ikke til at opgive ideen om at arbejde som arkitekt.

”Ind imellem havde jeg job på forskellige tegnestuer. Man mødte op og spurgte, om der var arbejde at lave og viste sine anbefalinger, hvis man havde nogen. Når der ikke var mere arbejde, blev man fyret. En af mine mandlige kolleger rådede mig til at søge en ledig halvdagsstilling hos ”Den Kommitterede i Byplansager”. Byplanområdet er der fremtid i, sagde han”, fortæller Gertrud Galster.

Skiftede sønnen på chefens bord
Gertrud Galster fik jobbet og tog sin søn med på arbejde.

”Jeg tog elevatoren op på femte sal, hvor der var en indvendig balkon ud mod gården. Han var et meget fredeligt barn, så han lå og sov i barnevognen. Men ind imellem skulle han jo ammes og skiftes. Det skete på Den Kommitteredes bord, når han var væk. Men det huede ikke Den Kommitterede. Så jeg måtte lade ham blive hjemme i gården og få overboen, hvis barn allerede stod i gården, til at kigge efter ham. Men det varede jo ikke længe, for vi boede til fremleje. Vi fik vores egen etværelseslejlighed i Virum. I Virum var der en vuggestue, men jeg kunne ikke komme i betragtning. Der var ikke plads, og jeg var jo heller ikke alenemor. Så jeg måtte ty til den forbudte balkon. Så tog en ældre dame i ejendommen – stærkt tilskyndet af min svigermor – ud til vuggestuen og sagde til forstanderinden: I er nødt til at tage det barn! Og det gjorde de”, siger Gertrud Galster.

Det var Gertrud Galsters mand, som afleverede sønnen i vuggestuen, og det måtte han høre noget for på sin arbejdsplads:

”De unge læger vil hellere rende efter en barnevogn end passe karrieren”, var chefens kommentar.

Kvinder fik ikke ansvar
Efter nogle år på Den Kommitteredes kontor havde Gertrud Galster lyst til at se noget rigtigt byggeri, så hun fik arbejde på en privat tegnestue. Det var dog begrænset, hvor meget hun fik lov til at komme ud på byggepladserne. Hun blev i stedet for sat til at tegne køkkener. Det måtte en kvinde jo have forstand på. Efter noget tid på tegnestuen fik hun arbejde på Københavns Rådhus med at behandle byggesager og føre tilsyn. Et spændende job for Gertrud Galster, der havde de rette forudsætninger. Men ikke alle hendes kolleger var lige så begejstrede som hun. En del af de ældre arkitekter var imod hendes ansættelse, så hverdagen på kontoret var ikke altid lige let.

Til Højesteret for at få pensionen udbetalt
For Gertrud Galster var kampen for at blive respekteret og tjene sine egne penge en privat kamp. En kamp hun førte samtidig med, at hun fik tre børn og måtte finde ud af at få tilværelsen til at hænge sammen i et samfund, der var skruet sammen efter, at mændene gik på arbejde, og kvinderne blev hjemme. Den løn, hun tjente, blev endda hårdere beskattet end mændenes. Den blev nemlig lagt oven i mandens løn og dobbelt beskattet på grund af det progressive skattesystem. Og da Gertrud Galster i 1974 blev skilt, måtte hun gå hele vejen til Højesteret for at få sin andel af den pension, hun havde sparet op til sammen med sin mand. Det blev en principiel sag, som hun heldigvis vandt.

Venner verden over
Først da Gertrud Galster var midaldrende, fandt hun ud af, at hendes kamp var en del af en større samfundsbevægelse. Det skete i 1972, da hun deltog i Union Internationale des Femmes Architectes’ 3. kongres i Bukarest. Her gik det op for hende, at mange kvinder verden over oplevede de samme problemer som hende:

”Det var en øjenåbner. Jeg havde aldrig tænkt politisk, men pludselig kunne jeg se, at min kamp var en del af noget større. Vores problemer skyldtes, at samfundet ikke fulgte med udviklingen. Jeg mødte nogle utroligt spændende personligheder. Det var helt fantastisk. For eksempel var der feministen Maria Adele Crocioni, som ville have en konkurrence om en boligform, som kunne befri kvinderne fra husholderiets slaveri. En af ideerne var, at vi skulle afskaffe alle køkkener. Det forfærdede kvinderne fra østblokken. De havde kæmpet i årevis for at få køkkener og toiletter og havde lige fået det. Når man kom ud på deres toiletter, var de pyntet fint med tæpper og nips”, siger Gertrud Galster og smiler.

Arbejdet i den kvindelige arkitektforening gav Gertrud Galster venner verden over, som hun rejste ud og besøgte. Mange af dem mailer hun stadig med og får besøg af.

”Det internationale arbejde er nok det, jeg har været mest glad for ved arbejdet som arkitekt. Mødet med alle de utroligt spændende personligheder. Det har virkelig været en gave”, slutter Gertrud Galster.

Foto: Marie Leth Rasmussen, grafisk bearbejdet af Esmeralda Rotne

Kommentarer

Anonyms billede
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.