Boligarkitektur og køn i det moderne massesamfund

I mellemkrigstidens Europa tager arkitekterne fat på en enorm arbejdsopgave: at bygge nye, sunde boliger til masserne. Der kan bygges både hurtigere og billigere ved hjælp af ny teknologi, og boligen som samlesæt rykker med fabrikkens logik og montageteknik ind på byggepladsen.

Sammen med nye masseproducerede vægge, døre og vinduer fødes også en frygt for, at den standardiserede boligtype skaber standardiserede livsbetingelser. At individet bliver klemt, nivelleret og usynliggjort i rationaliseringsprocessen og fremmedgjort i eget hjem.Samtidigt er kønsrollerne og dermed den patriarkalske familiestruktur med en eneforsørgende faderfigur for bordenden under forandring.

Kvinderne får stemmeret, klipper håret kort, går i bukser og på arbejde. Nye livs- og familieformer destabiliserer borgerskabet boligplan og åbner et nyt spørgsmål: hvordan kan vi så bo sammen?

Et bud er Kollektivhuset i Stockholm (1935), et socialreformistisk lejlighedskompleks med fællesfaciliteter og adgang til børnepasning og madlavningshjælp, som kunne aflaste kvindernes arbejdsbyrde. Elin Wägner, en af tidens mest indflydelsesrige svenske forfattere og intellektuelle skriver, at den moderne tids revolution er “overgangen fra individualisme til kollektivisme. Eller smukkere formuleret: samarbejde.”