Akademisk Arkitektforening

Nyt Hospital Hvidovre



Syv teams er gået videre i konkurrencen om Nyt Hospital Hvidovre

Syv rådgiverteams er nu prækvalificeret til at deltage i projektkonkurrencen om udbygningen af Hvidovre Hospital. De skal give forslag til en helhedsplan og den konkrete udformning af de godt 30.000 kvadratmeter nyt byggeri i tilknytning til det eksisterende hospital.

Se navnene på de syv hold 

Fremtidens supersygehus
Hvidovre Hospital skal udvides med ca. 30.600 m2 for at kunne leve op til de krav, der stilles til et af fremtidens supersygehuse, og en lang række behandlingstilbud skal samles under ét for at kunne styrke den faglige kvalitet i behandlingen og give et bedre grundlag for forskning og udvikling. Hvidovre Hospital er i dag et af Region Hovedstadens fire områdehospitaler, og det varetager planområde Syd, hvor Amager og Glostrup hospitaler er nærhospitaler.

Udvidelsen skal blandt andet indeholde akutmodtagelse, kvinde/barn-faciliteter samt kardiologi. Desuden skal de eksisterende bygninger bygges om og renoveres. Nybyggeri og ombygninger af hospitalet vil foregå over de kommende år frem mod 2019. Læs mere om Nyt Hospital Hvidovre på byggeriets hjemmeside.

Konkurrencens forløb
Nærværende opgave er todelt og består dels af rådgivning vedrørende udarbejdelse og delvis realisering af en helhedsplan og dels af rådgivning i forbindelse med design, projektering og udførelse af nybyggeriet, herunder landskabsarbejder.

Projektkonkurrencen gennemføres som en tofaset konkurrence, hvor fase 1 er nærværende projektkonkurrence, og fase 2 er udbud med forhandling blandt de 1-3 vindere af projektkonkurrencen. Det forventes at prækvalificere 7 ansøgere i fase 1.

Der ydes et vederlag til alle deltagerne i fase 1 på DKK 250.000 ekskl. moms per deltager, der har afleveret et konditionsmæssigt og gennemarbejdet forslag. Til deltagerne i fase 2 (udbud med forhandling) ydes et yderligere vederlag på DKK 350.000 ekskl. moms per deltager, der har afleveret et seriøst og gennemarbejdet tilbud.

Arkitektforeningen er konkurrencerådgiver gennem hele forløbet.

Konkurrencens sekretær
Bent Kolind, arkitekt MAA
Arkitektforeningens Konkurrenceafdeling