Akademisk Arkitektforening

Strategi 2016-2018



Arkitektforeningens strategi for 2016-2018 blev vedtaget af Arkitektforeningens bestyrelse den 3. december 2015.

Strategiens sigte er at øge samarbejdet med alle relevante interessenter i det omgivende samfund. Arkitektforeningen vil arbejde for at realisere visionen gennem et fokus på tre strategiske indsatsområder:

Styrket interessevaretagelse gennem samarbejde
Arkitektforeningen skal være det naturlige samlingssted for faglig videndeling, hvor alle – ikke blot arkitekter – som beskæftiger sig med det byggede miljø kan lade sig gensidigt inspirere med det formål at udvikle og dele viden samt styrke arkitektstandens anseelse og indflydelse i branchen og over for politiske beslutningstagere. 

Større effekt gennem udvikling af aktiviteter
Arkitektforeningens interessevaretagelse finder ofte sted igennem projekter, hvor vi alene og sammen med andre – ofte støttet af fondsmidler – demonstrerer arkitekturens værdiskabelse. Dette arbejde skal styrkes og udvikles for at få større gennemslagskraft, for at synliggøre værdien for medlemmerne og med fokus på de positive økonomiske effekter, der også kan være af en øget indsats på dette område.

Øget legitimitet gennem medlemstilgang
Organisationsgraden blandt arkitektuddannede skal hæves betragteligt. Det skal være naturligt og attraktivt at melde sig ind i Arkitektforeningen, allerede mens man er studerende. Det er væsentligt at skabe rammerne for at bevare en livslang forbindelse til det faglige fællesskab.

Det er vores vision med denne strategi, at Arkitektforeningen ved 140-års-jubilæet i 2019 er et bredt favnende fællesskab for alle arkitekter; et fællesskab der har en stærk og tydelig faglig stemme i den offentlige debat og udgør en levende ramme for udveksling mellem alle faggrupper med en professionel interesse i udviklingen af vores fysiske omgivelser til gavn for hver enkelt og til samfundets fælles bedste.

Bestyrelsen er: Natalie Mossin (formand), Andreas Lykke-Olesen, Bente Melgaard, Johanne Lundager, Peter Thorsen, Marco Berenthz, Camilla Richter-Friis van Deurs og Rie Øhlenschlæger.

Klik her for at læse den fulde version