Akademisk Arkitektforening

The Winter Office


Interview: Johanna Ferrer Guldager (f.1979) arkitekt MAA, ejer sammen med den amerikanske kunstner Hugo Hopping The Winter Office. Johanna har taget afgang fra Arkitektskolen Aarhus, Institut for By og Landskab I 2009.

Hvilket byrum - hvor som helst i verden - har gjort størst indtryk på dig?
Assistens Kirkegård er et af mine favoritbyrum. På den ene side et enkelt og stille sted, på den anden side et sted med stor kompleksitet ulig noget andet i København. Kirkegården fremstår stabil og ydmyg, trods flere hundrede års Danmarkshistorie, der udgør stedets særlige atmosfære. Jeg bliver altid betaget, når jeg bevæger mig gennem kirkegårdens haver, ud i de skjulte hjørner, bag de høje murer, som absorberer al larm fra det pulserende Københavns byliv på den anden side.

Hvilket projekt er du mest stolt af, at have været involveret i?
At starte og udvikle platformen for The Winter Office har været et yderst spændende og udfordrende projekt i sig selv. Jeg har oplevet, at idéen om mig selv som arkitekt blev vendt på hovedet, og har fundet stor vital inspiration ved at bevæge min praksis ud i et krydsfelt mellem arkitektur, kunst og design. 

Hvad glæder du dig mest til ved udvekslingsprogrammet New Architects?
Jeg glæder mig utrolig meget til at få et indblik i de andre arkitekters praksis, og til at arbejde sammen med dem i udvekslingsprogrammet. Jeg er nysgerrig efter, hvordan vi skal arbejde med integration og byudvikling, et tema som jeg finder yderst relevant for fremtidens design (og samfund).