Akademisk Arkitektforening

Byens Saloner: Har arkitektkonkurrencen en fremtid?



Har arkitektkonkurrencen en fremtid eller er de mange ruller papir og blyantsstreger bare spild af tid og penge for alle involverede? Byens Netværk og Arkitektforeningen inviterer til en spændende debat om arkitektkonkurrencens potentiale og fremtid.

Siden sin oprindelse i det gamle Grækenland har arkitektkonkurrencen tjent som instrument til at afsøge det arkitektoniske mulighedsrum i byggeriet. Gennem visionære frihåndstegninger og undersøgende skitser udgør den et stærkt middel til kreative løsninger, hvor nye ideer forløses - og rum får liv.

Sine indlysende værdier og potentialer til trods, er arkitektkonkurrencen - eller "projektkonkurrencen" i fagsprog - ikke uden udfordringer. Såvel bygherrer som rådgivere melder om, at der i dag bruges uforholdsmæssigt mange ressourcer på konkurrenceprocessen - og spørgsmålet er, om arkitektkonkurrencen overhovedet har en værdi, der ikke lige så godt kan opnås gennem andre former for udbud? Med andre ord: Er arkitektkonkurrencen som form ved at miste sin eksistensberettigelse? 

Byens Saloner har sammensat et panel af erfarne eksperter, der fra hver sin kant vil kaste lys på arkitektkonkurrencens muligheder og begrænsninger.

Samtidig håber vi, at DU har lyst til at give dit besyv med, så vi sammen kan (gen-)finde vejen til en større værdiskabelse i byggebranchens konkurrenceprocesser. Formålet er at komme ind til kernen i konkurrencens værdier for at drøfte, hvad der kan sikre dens fremtid og samtidig være en god udbudsform for alle parter. Blyanten skal spidses, hvis bygherrer og de øvrige involverede parter fortsat skal finde værdi i at gøre brug konkurrencen.

Med i panelet er:

Jan Christiansen, Freja Ejendomme, tidl. Stadsarkitekt:
- Hvad kan arkitektkonkurrencen – og hvilken betydning har den for byens udvikling?

Rasmus Jessing, kontorchef i Bygningsstyrelsen:
- Arkitektkonkurrencens begrænsninger – og, hvad leder en bygherre efter, når nye projekter skal sættes i gang?

Preben Dahl, chefjurist i Danske Arkitektvirksomheder:
- Udfordringer og misforståelser omkring arkitektkonkurrencen

Mette Mogensen, projektudviklingschef i Domea.dk:
- Hvordan udvikler vi god arkitektur uden arkitektkonkurrencer?

Uffe Bay-Smidt, Partner i KANT Arkitekter:
- Hvad skal vi egentlig konkurrere om?

Arrangementet finder sted i Arkitektforeningens receptionslokale, Åbenrå 34, 1124 København K. 

 

Efter debatten serveres et let traktement.

Se mere og tilmeld dig.

Dato: 
Tor, 25/01/2018
Tidspunkt: 
15:30 - 18:30

Sted

Åbenrå 34
1124
København K

Kommentarer