Akademisk Arkitektforening

Forstadens bygninger

PARCELHUSET




Parcel – [et udparcelleret jordstykke]

Et parcelhus er et fritliggende hus, oftest i én etage, med have, beregnet som bolig for én familie. Udtrykket er baseret på, at grundstykket/parcellen er udstykket fra en større ejendom, f.eks. landbrugsejendomme, industri, grusgrave m.v. Danmark udmærker sig ved et stort udvalg af gode hustyper som op igennem sidste århundrede repræsenterer en udvikling i byggemåde, konstruktion, materialevalg og håndværk. Der er i dag omkring en million enfamiliehuse i Danmark, der udgør ca. 40 pct. af det samlede boligareal og huser ca. halvdelen af landets befolkning. Der bygges hvert år 10-15.000 parcelhuse i Danmark.

Parcelhuset lever i bedste velgående også i dag, dog med nye fokusområder. Det handler om at bygge og bo bæredygtigt i bynære parcelhuskvarterer i forstaden.  Miljørigtige huse kan typologisk være alt fra klassisk murermestervilla og traditionelt typeparcelhus til individuelle huse i nutidig arkitektur.

Selve parceltanken er mere end 100 år gammel og udsprang af arbejderklassens drøm om at eje sit eget stykke jord og være selvforsynende med frugt og grønt. Tanken har siden udviklet sig i takt med nye behov, øget velstand og kulturel inspiration. Enfamiliehusets mere folkelige udbredelse stammer fra begyndelsen af 1900 tallet, hvor byggeforeninger, bl.a. for grupper af funktionærer fra sporvejene, postvæsenet m.m., opførte samlede bebyggelser med små ens huse. Boligtypen vandt kraftigt frem 1955-75, bl.a. ved opførelse af massefremstillede typehuse. Parcelhuse i tusindevis reproducerede de store arkitekters énfamiliehuse fra 1950’erne. Den attraktive boligform, villaen - overklassens gamle boligform - rykkede indenfor almindelige menneskers rækkevidde, og det er samtidig ”the American way of life”, 50’ernes brændende drøm, der realiseres. 

Til toppen

VILLA




Villa [latin 'gård, landsted', afledn. af vicus 'samling huse, gårde']

I antikken og renæssancen dækkede begrebet ’villa’ over en større landejendom med omgivende haveanlæg og jorder. I Romerriget skelnede man mellem villa rustica - en landbrugsejendom, villa suburbana - et privathus i udkanten af en by og villa maritima - ved havet. Inspireret af renæssancevillaernes hovedbygning – casino - begyndte historicismens arkitekter i midten af 1800-tallet at tegne enfamiliehuse i byerne og forstæderne, heraf den nutidige betydning af ordet villa. I udkanten af større byer begyndte der ligefrem at opstå villakvarterer og villabyer, der er kendetegnet ved deres mere eksklusive udformning med mere eller mindre motiverede grupperinger af tårne, fremspring, verandaer og balkoner.

Til toppen

PATRICIERVILLAEN



Patriciervillaen - den store herskabelige villa

Patricier – [en person af gammel, fornem slægt, især den gamle romerske fødselsadel]

De første patriciervillaer blev bygget omkring 1860 og blev opført helt frem til 1930’erne. Oprindeligt blev villaerne bygget til det bedre borgerskab i byerne, som gerne ville væk fra byens slum og gerne ville have en bolig, der kunne signalere rigdom og betydning. Den dag i dag er de stadig forbundet med en vis signalværdi.

Patriciervillaerne er arkitekttegnede huse, som tilhører den såkaldt historicistiske periode herhjemme. Elementer fra tidligere tiders arkitektur blev genbrugt – både gotisk stil, renæssance, barok og klassicisme. Det er eksklusive boliger bygget i materialer af meget høj kvalitet og ofte med mange fine detaljer. En typisk patriciervilla er en stor, hvid bygning med tag af sort tegl og med en enkel udsmykning.

Til toppen

MURERMESTERVILLAEN



Murermestervillaen - den solide bolig til folket

Den klassiske murermestervilla er næsten lige så dansk som kolonihavehuset. De fleste af dem er bygget fra 1913 og frem til 1930’erne. Villaer af murermestertypen er arkitekttegnede huse, typisk et mindre, enkelt hus. Karakteristika er de røde murstensfacader, dannebrogsvinduerne med hvide sprosser og ofte et halvvalmet tag. Murermestervillaerne er praktiske huse, typisk indrettet med stuer og køkken i stueplanet og med soveværelser på 1. sal. Stueetagens fire, næsten lige store rum er placeret rundt om husets skorsten i midten for at udnytte varmen bedst muligt. Badeværelser er kommet til siden – oprindeligt vaskede man sig i køkkenet. Boligkvarterer med murermestervillaer hentede inspiration i Englands smalle villaveje med bløde kurver og hvide stakitter. Haverne var praktisk indrettede og ligetil med plads til både køkkenhave, frugthave og prydhave.

I 1950’erne dukker murermestervillaen op igen, som efterkrigstidens solide hus, opført efter traditionelle håndværksmæssige metoder og ikke arkitekttegnet. Denne mere konservative murermestervilla opstod som en slags overgangsform mellem den klassiske murermestervilla og parcelhuset fra 1960’erne og 1970’erne. Den kendetegnes ved det store tagudhæng og 45 graders taghældning dækket med røde teglsten og båret af synlige spær. Den er typisk større, indrettet med
en stor opholdsstue og en lidt mindre spisestue, modsat 1920’ernes villaer med to lige store stuer.

Til toppen

FUNKISVILLAEN



Funkisvillaen - den enkle, kubistiske bygningskrop

Funktionalisme [også funkis, af funktion, fra latin: functio, fungere, udføre, fyldbyrde]

Den tidlige modernisme prægede arkitekturen i 1930’erne. I Danmark blev denne stil også kaldt `funktionalismen´ - den stilhistoriske betegnelse for en udvikling i arkitekturen, som opstod efter første verdenskrig og prægede mellemkrigstiden. Husene var praktiske og enkle – funktionelle - med rod i bl.a. kunstskolen Bauhaus i Tyskland. Facaderne skulle signalere geometrisk klarhed. De blev ’renset’ for ornamenter og dekorationer og dermed forenklet til glatte murflader og vindueshuller. Friheden til at placere vinduer og altaner i facaden efter rent funktionelle krav som lys og udsigt blev mulig gennem nye byggeteknologier og var en central idé i funktionalismen. Funkisvillaens flade tage og tagterrasser understregede bygningens kubistiske udtryk.

I Danmark var der to bevægelser indenfor funktionalismen. Den første gruppes værker præges af flade tage, hvide facader og eksperimenter med beton, mens den anden gruppes bygninger er opført i mursten, og har tegltage. Den sidstnævnte gruppe fik på langt sigt klart den største betydning for boligbyggeriet.

Til toppen

TYPEHUSET



Typehuset - det seriefremstillede enfamilieshus

I 1950’erne og 1960’erne skød flere og flere etplanshuse op, der stort set lignede hinanden. Statslånsordningen fra1938 (et politisk initiativ som skulle give et løft til boligbyggeriet ved at skabe mulighed for at bygge billige enfamilieboliger) var blevet et tilgængeligt gode for mange. Med den hurtige planlægnings- og byggeproces førte det til de masseopførte typehuse, som endnu i dag er meget almindelige.  Husene er billige at producere, bygget af elementer i standardiserede mål – praktiske huse. Typisk vælger man sit hus i et katalog, hvorefter et byggefirma, der har specialiseret sig i typehuse, opfører det.

Typehuse er anvendelige på forskelligt formede og orienterede grunde, uden at væsentlige karaktertræk mistes; de findes i forskellige størrelser og kan udbygges eller med tiden ændres svarende til beboernes aktuelle behov. Parcelhuskvarterer med mere eller mindre standardiserede huse vokser i dag i udkanten af mange byer. De fleste af husene er bygget af røde eller gule mursten. I de senere år har flere og flere tegnestuer og arkitekter kastet sig ud i en genfortolkning af begrebet i et forsøg på at give de enkelte huse et mere unikt præg.

Til toppen

ALMENT BOLIGBYGGERI



Alment boligbyggeri - udlejningsboliger med beboerdemokrati

Der er almene boliger i alle kommuner. Almene boliger er udlejningsboliger ejet af boligforeninger eller boligselskaber, som udlejes til boligsøgende, der er skrevet op på en venteliste. I almene boliger er der plads til alle, men boligselskaberne har en særlig forpligtigelse i forhold til de grupper, der ikke umiddelbart kan komme ind på det private ejendomsmarked.

Boligerne blev oprindelig opført til den økonomisk svagere stillede del af befolkningen og til børnerige familier. En koleraepidemi i 1853 blev anledningen til den første filantropiske indsats på boligområdet i København, idet "Lægeforeningen mod Coleras Udbredelse" opførte bebyggelsen Brumleby på Øster Fælled. Senere tog selvorganiserede arbejdere, fagforeninger samt arbejderkooperationen, initiativ til oprettelse af boligforeninger og selskaber. I forbindelse med det såkaldte "Kanslergadeforlig" fra 1933 blev den almennyttige tanke bag de sociale boliger lovfæstet. Herefter var det kun godkendte boligforeninger og -selskaber, hvis midler alene blev anvendt til boligformål, der kunne få del i offentlig støtte.

Omkring 70% af det almennyttige boligbyggeri er opført efter 1960, og er typisk etagebyggeri. Det huser i dag et noget bredere udsnit af befolkningen end kun de svagest stillede og er en uundværlig del af det danske velfærdsamfund.

Til toppen

HØJHUSET



Højhuset - de stablede boliger

Bellahøj-husene i København 1951-1956 er Danmarks første højhusbyggeri. Særlig i 1950’erne og 60’erne blev der bygget mange etageejendomme i hele landet, hovedsagelig 13-16 etagers elementbyggeri i monoton, rektangulær modernisme. Et højhus er en højere bygning, hovedsagelig inddelt i etager på 3-4 meter hver. Der er ikke fastlagt nogen højdegrænse, men der skelnes normalt ved 12-14 etager, eller 35-40 meter. Modsat lavere bygninger, hvor ydermurene bærer bygningen, er et højhus typisk konstrueret af et skelet af stålprofiler, hvorpå bygningens øvrige elementer er fastgjorte.

Forstadshøjhusområderne blev oprindeligt grundlagt på en idealistisk ide om den moderne, selvfungerende satellitby med lys og plads mellem husene. De var særligt inspireret af den franske arkitekt Le Corbusiers `Unité D’Habitation´-projekt fra 1956-59 i Berlin. Her arbejdede han med nye og moderne ideer om boformer og udformning af helhedsløsninger, med boligblokke bestående af moderne lejligheder, der ofte var en stor forbedring i forhold til byens øvrige standard. Øverst var taghaven og side om side med lejlighederne lå butikker og børneinstitutioner integreret i komplekset.

Udendørsmiljøet omkring højhuse er ofte forringet af vindhastigheder, kastevinde og afkøling pga. skyggedannelser. Disse forhold gør, at der sjældent kommer byliv af betydning på de omkringliggende arealer, hvilket ellers var en af visionerne med at bygge i højden.

Til toppen

STOKHUSE



Stokhuse - luftige parkbebyggelser

I 1920’erne og 1930’erne, i kølvandet på 1. verdenskrig, var det funktionalismen, der prægede arkitekturen. Der blev tænkt rationelt, og arkitekterne arbejdede ud fra grundige funktionsanalyser af menneskers boligbehov, og specielt arbejderklassens. Man ønskede at adskille byens funktioner – boliger for sig og industri for sig - og det hele skulle lægges ud imellem grønne områder. 

Byens traditionelle lukkede og omsluttende karré-bebyggelser blev til fritliggende parallelle boligstokke eller stokbebyggelser. Herigennem opnåedes en bedre orientering af lejlighederne, så de fik mere lys og luft. Gaden og baggården blev erstattet med bedre, grønne friarealer til ophold og leg. Stokbebyggelserne orienteredes typisk i nord-syd længderetning, så solens vandring fra øst mod vest kunne udnyttes optimalt. Arkitekterne arbejdede bevidst med at gøre op med den klassiske måde at strukturere lejligheder på, med en fin stue til gaden og køkkenet og et mindre værelse til gården. Soveværelse og køkken blev orienteret mod øst, så der kunne være køligt om aftenen og sol om morgenen. Til gengæld skulle stuen og altanen ligge mod vest, så man efter arbejdstid fik glæde af eftermiddags og aftensolen. Husblokkene ligger forskudt i forhold til hinanden, så der opnås maksimale udsigtsmuligheder og lysindfald.

De lige stokbebyggelser forblev mange steder enkeltstående eksempler og fik et noget eksklusivt præg - og noget underfundigt ville arbejderne ikke vide af dem, selvom de blev fremført i arbejderklassens navn. Kritikken gik bl.a. på, at stokbebyggelserne var militaristiske og ensartede, og at de forblæste ubeskyttede friluftsarealer mellem husene ikke var de ideale opholdsarealer, man havde tænkt sig. Hermed indvarsledes den bebyggelsesplan, der kom til at præge de næste årtier:  den organiske parkbebyggelse med center, høje huse, parker, lave huse, nærarealer, veje og stier. Parallelforskydningen af stokkene blev brudt for at skabe en mere differentieret bebyggelsesplan, hvor stokkene smyger sig i landskabet. Dermed bliver ude arealerne mere forskelligartede og bliver en bedre ramme om de uformelle møder på vej til, og imellem de enkelte boligstokke.

Til toppen

RÆKKEHUSET



Rækkehuset - enfamilieboliger i forlængelse af hinanden

Et rækkehus er et hus, der er bygget sammen med andre, ofte ens huse, der danner en række.

Ideen om at bygge tæt-lav rækker bl.a. tilbage til 1930érne og 1940érnes rækkehuse. Med rødder i dansk byggetradition og inspiration fra en engelsk haveby-bevægelse var tanken, at rækkehusene skulle være den ideelle bolig for arbejder og håndværkerfamilier med 3-4 børn. En bolig i god kvalitet, som man kunne være stolt af at vise frem, og en have hvor der både var plads til at lege og dyrke grøntsager. 

Arkitekterne ønskede at tegne billige og enkle boliger med mulighed for masser af lys og luft. Rækkehusprincippet muliggjorde disse ønsker ved at underordne sig en overordnet planlægning, som bestod i at opføre husene på lange lige rækker. Herigennem opnåedes en ensartet orientering mod lys og gav mulighed for mindre private havearealer på hver side af husene. Byggeteknisk er husene bygget sammen med lodret adskillelse mellem de enkelte boliger. Rækkehusene var typisk i et, halvandet eller to etager.

Siden 1920’erne har rækkehuse været en traditionel bebyggelsesform i danske provinsbyer og er ofte at se i forstæder til større byer. Trods individuelle variationer i størrelse, planløsning og facadelængde, har de fleste rækkehusbebyggelser et fælles ydre præg i materialer og proportioner. Fordelen ved et rækkehus er, at varmetabet gennem ydervæggene er mindre, da typisk kun to facader vender ud mod det fri.

I 1950érne var det et nyt billede, der blev styrende for tæt lav-formen: klyngehuse og kædehusene.  Med forbillede i det romerske og kinesiske gårdhavehus, udvikledes ideen om at lægge ens hustyper sammen i en byskulptur, der både værner om privatlivets fred og åbner mod et fællesskab i områderne mellem klyngerne. Karakteristisk for klyngehustyperne er, at de deler ydervægge med mere end ét andet hus, ligesom rækkehuse, men ikke i lige rækker. Klyngehus-formen er stadig en benyttet måde at strukturere en boligbebyggelsesplan på. Der arbejdes med at fortætte boligerne, netop med ønsket om, at give plads til større fællesarealer.

Til toppen

TÆT-LAV 



Tæt-Lav - boligenklaver og socialt fællesskab

Tæt-lav-byggeriet er udformet som et alternativ til højhusbyggeri og parcelhusbyggeri. Omkring 1970 havde det ensartede og industrialiserede etagehusbyggeri hjulpet på bolignøden, men samtidig skabt en arkitektonisk fattigdom. Derfor udskrev Statens Byggeforskningsinstitut i 1971 en konkurrence om nye former for tæt-lavt boligbyggeri. Vinderne blev den unge tegnestue Vandkunsten med et forslag inspireret af ungdomsoprørets samfundskritik – de efterlyste beboerdemokrati og brugerindflydelse i arkitekturen. Bebyggelsen hedder Tinggården (1978 og 1983-84) og ligger i Herfølge ved Køge - en varieret anlagt boligbebyggelse med lave, sammenhængende huse i 1-3 etager, hver med sin egen terrasse og/eller lille have og fællesarealer i et landsbyagtigt miljø.

Siden da har tæt-lav boligformen været toneangivende inden for dansk arkitektur. Man var betaget af den overskuelighed og nærhed, som kunne opleves i små bysamfund. Det blev selve bebyggelsesstrukturen, som kendetegnede tæt-lav-bevægelsen; boligenklaver forbundet af et netværk af bilfri stræder og små pladser, der inviterede til ophold og leg. Det var en vigtig del af trivselsfilosofien at synliggøre det sociale liv i bebyggelsen, der ofte var tilføjet udvendige adgangstrapper og reposer, og bebygget med udhuse og cykelskure. Fælleshuse med vaskeri, køkken og opholdslokaler fik ofte en markant, central placering i bebyggelsen.

Én variant af tæt-lav bebyggelserne tilstræbte bevidst en vis spontanitet i udtrykket med markante skalaspring i etagehøjderne, knækkede facadeforløb, og en mangfoldighed i materiale og farvevalg, og fik derigennem ofte et sammensat, postmoderne udtryk. De homogene tæt-lav bebyggelser har et mere åbenlyst koncept; der anvendes for eksempel en bestemt teglsten til facade og tag, fastlagte taghældninger og standarddetaljer ved tagudhæng og så videre. Alle dele indgår i en afstemt helhed, ofte med fine stoflige kvaliteter.

Til toppen

Kilder:

www.denstoredanske.dk + www.wikipedia.dk + www.danbolig.dk + www.bygningskultur.dk + www.bolius.dk + Tag over hovedet, Erik Nygaard + www.arksite.dk + www.bl.dk + Dansk Arkitektur 250 år + SBI + Bygningskultur Danmark +  Erik Nygård + Greve Museum + DAC + Bolius + By og Byg + Randers Kommune + Køge Kommune + Det Grønne Hus + Køge Kommune + Fremtidens Parcelhuse + "Bag Hækken" - Olaf Lind og Jonas Møller + Instituttet for Fremtidsforskning + Kulturarvstyrelsen + ”Hvem opfandt parcelhuskvarteret?”-Peter Dragsbo + Politiken + Teknologisk Institut + Eneritjenesten.