Parcelhusdilemmaet

Parcelhuset har siden 1950’erne været danskernes foretrukne boligform – et symbol på frihed, privatliv og familieliv. I dag udfordres det både af klimakrisens krav og af befolkningens ændrede behov. I det næste projekt i Agenda Earth’s transformationsspor undersøges, hvordan danske parcelhuse og kvarterer kan gentænkes som ramme for nye livsformer, større diversitet og et mere fællesskabsorienteret, bæredygtigt og fremtidssikret hverdagsliv.

Parcelhusdilemmaet-foto-Siân-Davey
Foto: Siân Davey, The Garden, 2021-2023
Vil du vide mere? Kontakt:

Mie Dyreberg Haldrup

+45 28 86 98 44

mh@arkitektforeningen.dk

Parcelhuset er både elsket og udfordret. Det afspejler drømme om ejerskab og det gode liv, men fastholder samtidig strukturer, der kan bidrage til ulighed, højt ressourceforbrug og social isolation.

I Parcelhusdilemmaet undersøges, hvordan eksisterende parcelhuskvarterer kan udvikles til mere inkluderende, bæredygtige og regenererende miljøer – socialt, miljømæssigt og økonomisk – samtidig med, at projektet adresserer centrale samfundsudfordringer som klimakrise, urbanisering, demografiske forskydninger, ensomhed og mental mistrivsel. Gennem en åben call-proces samarbejder arkitekter MAA med videnspersoner og kommunale aktører om at udvikle konkrete forslag og anbefalinger, der gør fremtidens parcelhuse både attraktive, funktionelle og realistiske.

Laboratorier – tre temaer

Projektet er organiseret omkring tre ”laboratorier”, hver med et konkret tema, sted og samarbejdskommune:

Laboratorie 1: Varieret boligudbud og økonomisk tilgængelighed – Hvordan kan parcelhuset blive mere mangfoldigt og økonomisk tilgængeligt? Fokus på nye boligtypologier, ejerskabsformer og planværktøjer.

Hvidovre Kommune

Laboratorie 2: Demografisk forskydning og velfærd – Hvordan kan parcelhuset understøtte et længere og mere foranderligt liv? Fokus på aldersinkluderende boligarkitektur, plejeløsninger og naboskabsintegrerede fællesskaber.

Vesthimmerlands Kommune

Laboratorie 3: Naboskab og ny boligkultur – Hvordan kan eksisterende parcelhuskvarterer styrke fællesskab, mental sundhed og social bæredygtighed? Fokus på sociale mødesteder, deling, lokal identitet og boligarkitektur, der fremmer hverdagsfællesskaber.

Billund Kommune

Hvert laboratorium skal ved projektets afslutning ultimo 2026 levere et arkitektonisk forslag og en ”forandringsrecept”, der identificerer strukturelle og lovgivningsmæssige barrierer og giver konkrete anbefalinger til handling indenfor det specifikke tema.

Vil du vide mere? Kontakt:

Mie Dyreberg Haldrup

+45 28 86 98 44

mh@arkitektforeningen.dk

Om Agenda Earth

‘Parcelhusdilemmaet’ er en del af det større initiativ Agenda Earth, der sætter ord og billeder på fremtidens byggede miljø og landskaber og afsøger de lovgivningsmæssige rammer, der skal muliggøre det. Initiativet drives af Arkitektforeningen og udvikles løbende i samarbejde med Dreyers Fond, som også støtter projektet.

‘Parcelhusdilemmaet’ ledes af tegnestuen dominique + serena, ved Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena, som også kuraterer Den danske Pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig i 2027, hvor tematikken udfoldes for et internationalt publikum.

Foto: Dataforsyningen

‘Parcelhusdilemmaet’ ledes af tegnestuen dominique + serena, ved Dominique Hauderowicz og Kristian Ly Serena, som også kuraterer Den danske Pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig i 2027, hvor tematikken udfoldes for et internationalt publikum.

Læs mere om Arkitekturbiennalen i Venedig   her

Filtrér: Arkitektforeningen

Nyhed

Se 12 mere +

Kalender

Se 12 mere +

Debat

Se 12 mere +

Kurser

Se 12 mere +

Job

Se 12 mere +

Andet

Se 12 mere +

Artikler

Se 12 mere +