AARCH flytter til godsbanen

Da Arkitektskolen Aarhus flyttede ind i hovedbygningen på Nørreport 20 i 1965, var det ment som en midlertidig placering. Men som vi kender fra historien om Københavns Universitet Amager, så slår store institutioner hurtigt lange rødder, og skolen blev, hvor den var, mens den løbende annekterede nye kvadratmeter rundt omkring i kvarteret, når pladsen blev for trang.

Fra udkantskvarter til kulturakse

Godsbanegården, der blev tegnet af DSBs chefarkitekt Heinrich Wenck (1851-1936) i 1920, lå engang i udkanten af Aarhus som et knudepunkt for videredistribution af gods rundt i landet. Sporene til banegården førte man langs Aarhus Å, og på den måde blev baneterrænet tæt knyttet til det lange grønne stræk ud i landskabet, der forbinder byen med istidslandskabet i Ådalen syd for Aarhus.

Da DSB forlod bygningerne i år 2000, var baneområdet det sidste og dermed bedst bevarede af sin slags i landet, men det er nu fuldstændig omsluttet af byen. Kommunen overtog arealet og bygningerne i 2008 med en vision om at omdanne den gamle godsbanegård til et nyt center for kulturproduktion. 3XN tegnede transformationen, og ‘Godsbanen’ åbnede i 2012 med offentlige værksteder, scener, café, projektrum og en stor, offentligt tilgængelig tagflade med udsigt over byen.

Samtidig lå udearealerne hen som et lykkeligt friholdt mellemrum i byen, hvor en underskov af små kulturentreprenører samlede sig under paraplyen Institut for (X). Omkring deres midlertidige aktiviteter og Godsbanen begyndte konturerne af en hel bydel at tegne sig. En identitet og karakter, der er så stærk, at kommunen bruger den som afsæt for udviklingen af en ny ‘ung’, kulturel bydel: Aarhus K. K’et er ikke alene knyttet til de kulturproducerende aktiviteter, men også til ‘kulturaksen’, der i smilets by har u-form og tegnes prik til prik fra Botanisk Have i den ene ende til Kunstbygningen i den anden. Aksen rammer Godsbanen på midten, og sådan indskrives området på ny som en vigtig knude i byens fortælling.

Ceres Byen

Ved siden af Godsbanearealet udvikler man en anden ny bydel, Ceres Byen, i et tilsvarende funktionsforladt, og for investorer ekstremt attraktivt, industriområde. De gule teglbygninger, der engang bar områdets identitet og lavede et stærkt hjørne i byen, er i dag blevet reduceret til et minimum for at give plads til et nyt tæt boligområde og VIA University College.

Tidligere duftede der altid af humle, når man ramte Ceres-krydset. Luftforandringen begyndte for alvor, da Prismets panserglasblå figur landede med slagskygge og udlejningsproblemer på den anden side af gaden. Nu bygges identiteten på Ceres-grunden op med catchy stednavne som Ceres Park og Ceres Panorama. Og det er populært, markedet smiler fortsat, for sidstnævnte panoramatårn meldte alle 130 lejligheder solgt allerede inden færdiggørelsen.

Kulturbyen

Så hvad skal Aarhus K stå for? Mens den øvrige by hastigt fortættes, har man fra kommunal side lykkeligt lurepasset en up-tempo byudvikling på Godsbanearealet. Foreløbig peger udviklingsplanen på en etapevis udstykning af kvarteret i fire karakterforskellige delområder. Den nye arkitektskole bliver hovedpersonen i ‘den kreative bydel’, der grænser op til Godsbanen (der udgør ‘kulturaksen’) og ‘den tætte bydel’, hvor der kan komme en ny produktionsskole og et kollegium. ‘Event-området’, der grænser op til Ringgadebroen, forbeholdes en mulig fremtidig multiarena.

Det var planen, at Institut for (X) skulle flytte ud, når de store institutioner flyttede ind, men deres særlige evne til at skabe en midlertidig by har foranlediget, at kommunen har engageret dem til at drive et bydelskontor, som skal få de nye institutioner og de eksisterende midlertidige funktioner til at smelte sammen.

I bedste fald kan kombinationen af kreative, kulturproducerende uddannelsesinstitutioner, græsrødder og kollegieboliger imødekomme de 16% af Aarhus’ indbyggere, som er studerende, og som ikke kan, og måske heller ikke ønsker, at erhverve sig en ejerbolig, i et af de nye tårne på den anden side af gaden.

Besøger man området på en forårsdag i 2017, er det svært ikke at blive fornøjet. Den sydlige ende af arealet præges af grønbrun fladhed: skinner på en slette, der trods forurening er sprunget ud i et flor af robuste vækster, på vej mod den frodige ådal. I den anden ende, tættere på byen, myldrer Institut for (X)’s selvbyggede enheder rundt om de endnu bestående haller foran Godsbanen.

Rollespillere slås i solen med træsværd og skjolde langs DSB’s rangerterræn, hvor IC4-togene tilsyneladende har fundet deres endestation. To jurte-lignede telte udsender røg fra toppen, et vådområde markerer indgangen til en ombygget container, hvor man kan blive informeret om permakultur i Danmark. Lyden fra savværksteder blander sig med stemmerne fra nysgerrige søndagsturister. Og hele tiden har man byens store institutioner som bagtæppe. At brugen af området er alsidig, og at nybyggerånden er tiltrækkende, er der ingen tvivl om. Det er et område i bevægelse.