ANNONCE

Amager Bakke. Foto: Laurian Ghinitoiu
Anmeldelse af

Birgitte Kleis

Arkitekt MAA og teknisk redaktør

Arkitekt MAA

Amager Bakkes særegne profil er nu tilføjet den københavnske skyline og har allerede indlejret sig i hovedstadens selvforståelse som cool by. Bakken kan ses på lang afstand, på tværs af byen fra Bellahøj og Valby Bakke – og fra Øresundsbroen og Strandvejen. Kæmpestor ser den ud, men unddrager sig alligevel en reel størrelsesbedømmelse, på samme måde som tårnet på Ribe Domkirke, når man ser det tværs hen over det flade marsklandskab, næsten som et fatamorgana. Hvor stor er den egentlig, og er det landskab eller en bygning?

Når man kommer tættere på, tårner Amager Bakke sig i ensom majestæt op over et forpjusket og åbent landskabsrum, møbleret i forgrunden af kolonihaver og mere eller mindre lovlige squatter-hytter og med en skov af høje skorstene og industriklodser i baggrunden. Det eneste, der forsøger at give bakken et volumenmæssigt modspil, er bebyggelsen Margretheholms zig-zaggende bymur i seks etager, men omgivelserne hjælper ikke rigtig forståelsen af bygningens reelle omfang på vej, snarere tværtimod – og sådan skal det være. Vi skal jo netop have oplevelsen af at stå for foden af et enormt bjerg. Det er først, når man får øje på de bittesmå mennesker på toppen, at skala og størrelsesforhold går op for én, og det er jo næsten komisk at bo i et land, hvor en bygning – en skibakke – på 85 meter føles så stor, som den gør her.

Så, mission accomplished, hvis intentionen har været at skabe en illusion af alper på den fladeste ø, i det fladeste land.

Park på skrå

En række tal må tages i betragtning for at indkredse, hvad det er for en størrelse, vi har med at gøre. Hele bygningsanlægget omfatter 43.000 kvadratmeter, facaden 25.000. Tagparken er 16.000 kvadratmeter, hvoraf de 7.000 er overdækket, og skibakken kan akkommodere omkring 200 skiløbere, mens tagparken i sin helhed med løberuter, udsigtsposter, legepladser og street fitness har kapacitet til 1.500 besøgende ad gangen. Klatrevæggen, der kliner sig som en mærkelig syg gevækst op ad det høje sydvestlige hjørne, skulle med sine over 80 meter være verdens højeste klatrevæg på en bygning. Det hele er som at læse et opslag i Først og Størst.

Pisterne med kørelag af plastikmåtter er kantet af grønne bælter med planter, buske og træer, der er hejst op med kran, og som takket være fraværet af vinter indtil nu har haft optimale vækstbetingelser. Man tror på illusionen om en skovklædt bjergside ad åre. Mellem de beplantede områder snor vandre- og klatrestier af beton med små pukler af fake-bjerg sig op til udkigsplateauet allerøverst.

Et sjovt faktum: I de sjældne tilfælde, hvor det sner, vil der paradoksalt nok ikke ligge sne på den øverste del, fordi taget ned mod den varme proceshal ikke er isoleret, så her vil den hurtigt smelte. Derimod kan der godt ligge sne på den nederste del af bakken, fordi den er opført som en rampe over et koldt uderum.

Anmeldelse af

Birgitte Kleis

Arkitekt MAA og teknisk redaktør

Arkitekt MAA

Amager Bakke

Vindmøllevej 6, 2300 København S
Arkitekt: BIG
Landskabsarkitekt: SLA
Ingeniør: MOE og Rambøll
Bygherre: Amager Ressourcenter, ARC
Fondsstøtte: Fonden Amager Bakke, A.P. Møller Fonden, Lokale og Anlægsfonden, Nordea Fonden, R98 Fonden
Opført: 2019

Udgivelse

Anmeldelsen blev bragt første gang i Arkitekten 02/2020.

ANNONCE

Landskabet langs pisten. Foto: Laurian Ghinitoiu
Tagplan. Tegning: SLA

Hedonistisk bæredygtighed

Mens de sejeste stæser ad stierne mod toppen iklædt lycra, og dem med ski på fødderne kører op med tæppe- eller t-lift, kan vi, der bare vil op og se udsigten, vælge at tage et af de to trappeforløb. Trappen, der følger bakkens ydre kant, er knap så stejl som den inderste, der krummer sig rundt om bygningen.

“Det sker ikke ofte, at man får et kropsligt forhold til en bygning – eller rettere, at en bygning påvirker ens hele fysik, som den gør her. Det er en tankevækkende og stor kvalitet.”

Birgitte Kleis

Det sker ikke ofte, at man får et kropsligt forhold til en bygning – eller rettere, at en bygning påvirker ens hele fysik, som den gør her. Det er en tankevækkende og stor kvalitet. For når man aser op ad trapperne – og de er stejle med mellem 22 og 45 graders hældning på det vildeste sted – sker det med dunkende puls og vild adrenalindreven glæde. Der er fuld valuta for pengene i at nå toppen af det urbane bjerg og nyde udsigten over byen og Øresund. Og formodentlig mere end nok valuta for pengene i at løbe nedad på ski, alt imens damp fra forbrændingen står én om ørene. Amager Bakke lokker, og vi lader os gladeligt lokke, for det er bare fedt.

Men her opstår dilemmaet. Selvfølgelig er det en god idé, at man – med en af tidens floskler – ‘giver noget tilbage til byen’ ved at udnytte det enorme bygningsmæssige fodaftryk til andet og mere end alene at omdanne affald til energi. Alligevel kan jeg ikke slippe tanken om, at det samtidig er en form for sugarcoating, som lukker vores øjne for virkeligheden, når vi suser på ski ned ad Amager Bakke.

Kald mig bare Greta, men i løbet af de ti år, der er gået, siden projektet tog fart, er verden blevet en anden. I dag er det ikke længere nok at bruge bæredygtighed som et grønvasket symbol på god vilje, det er derimod nødvendigt, at alt, hvad vi foretager os, reelt tæller positivt i CO2-regnskabet, så måske er æraen for denne legende form for ‘hedonistisk bæredygtighed’ endegyldigt forbi?

Snit. Tegning: BIG

Funklende facader

Bakkens skalaophævende facade af skiftevis vinduer og aluminiumskassetter smyger sig taktfast om det store korpus som en slængkappe eller ringbrynje. Blot ikke på den højeste, sydvendte facade, hvor takten opløses, og større og mindre vinduer og kassetter slingrer søsygt op mod toppen. Her ligger ressourcecentrets kontorer i ti etager over hinanden, så det må være hensynet til daglysindtag og medarbejdernes muligheder for udsyn, der dikterer det opløste facadeskema på dette sted.

Selv om det er smukt at se facaden gløde som guld i solnedgangen og skifte karakter i takt med vejrets skiften, er spørgsmålet, hvad dens over 3.000 aluminiumskassetter egentlig skal bruges til? De har ingen konstruktiv betydning, og ideen om at bruge de nederste som plantekasser for med tiden at begrønne bakken blev droppet tidligt i processen. De er ren materialemæssig staffage, og med tanke på bygningens opgave – at generere energi på grønnest mulige vis – havde det været oplagt, om facaden også kunne bidrage til det. Er der ikke et misforhold mellem bygningens formål og funktion og dens materialemæssige ødselhed, når vi nu godt ved, at 40 procent af den samlede klimabelastning kommer fra vores bygninger?

Aksonometri. Tegning: BIG

I maskinrummet

Det er sjovt at færdes oven på bakken, men det virkelige spektakel åbenbarer sig inde i den varme og larmende stålkatedral under den. Det er som at træde ind i en industriel udgave af Giovanni Battista Piranesis universer eller som at fare vild på Eschers uendelige trapper; op og ned uden anelse om, hvor man præcist befinder sig. Det er storslået og vanvittigt skræmmende at træde fra besøgscentret på 10. sal lige ud i proceshallens enorme rumlighed og bevæge sig på smalle gangbroer af elefantrist(!) over betondækket 50 meter under én. Sjovt nok glemmer man hurtigt at bekymre sig, for blikket løfter sig i stedet mod stålkonstruktionen, der bærer hele herligheden. At kalde den kompleks er for enkelt. Der er tale om myriader af gitterkonstruktioner, som griber fat i hinanden og bærer i alle retninger. Ind imellem dem snor og slynger maskiner og rør sig som vældige organismer, hvis no-nonsense­-formgivning danner et amorft modstykke til stålkonstruktionens skrå edderkoppeben.

Tag ikke fejl; der er ikke brugt én stang stål for meget, konstruktionen er fuldkommen optimeret for at minimere behovet for søjler i hallen og dermed skabe plads til det, som det egentlig handler om, nemlig ovn, kedler, varmepumper og røgrensningsanlæg. Så med fare for at lyde selvmodsigende er der ingen materialemæssig ødselhed på spil her; alle de 7.500 tons bygningsstål, der er gået til den bærende konstruktion, er nødvendige.