ANNONCE

Full Fill Homes, Auroville, Indien, arktiekt Anupama Kundoo, 2015. Foto: Javier Callejas
Anmeldelse af

Thomas Bo Jensen

Arkitekt MAA og professor ved Arkitektskolen Aarhus.

Med udstillingen Anupama Kundoo – Taking Time har Louisiana lagt nye dimensioner til museets fremragende udstillingsserie Arkitekturens Værksteder. Der er i bogstaveligste forstand ‘stof’ til eftertanke. Enhver arkitekt eller byggeinteresseret bør unde sig selv at besøge udstillingen. Tage sig tid til at studere de mange elementære aspekter af arkitekturfrembringelsen, der vises, og tage sig tid til at reflektere lidt dybere over egen praksis og egne vaner.

Udstillingen er bygget op over to hovedtemaer, hvor det første tema, man møder, Tidens Arkitektur, lægger en filosofisk grundtone ind under hele udstillingen. Temaet er både anskuet naturhistorisk, kulturhistorisk, personligt og politisk. “Tid er din eneste ressource i livet”, erklærer Kundoo i sin åbningstale, hvorefter hun polemisk spørger: “Hvad er de miljømæssige, sociale og økonomiske omkostninger ved at spare tid? Når vi skærer hjørner af tiden, skærer vi hjørner af vores tænkning – det er et dilemma”. Af samme grund mener hun, at aforismen ‘tid er penge’ er skadelig. Den er en rest af industrialiseringen og del af et effektiviseringsregime, som vi bliver nødt til at vænne os af med, hvis vi skal nærme os en mere bæredygtig levevis, mener Kundoo.

Et overdådigt wunderkammer

Det første udstillingsrum har karakter af et ‘wunderkammer’, hvor forskellige genstande fra Kundoos forskningsarkiv er udstillet. Centralt i rummet er opstillet et lysende kabinet med hylder og skuffer, fyldt med rariteter. De er inddelt i tre temaer eller tre aspekter af arkitekturens fundament: Stof/Matter, Liv/Life og Sind/Mind. I det første vises krystaller, vulkanske sten, rå metaller, moqui-kugler (sten, der er opkaldt efter moqui-indianerne i Utah, USA, red.) mv. I det andet fuglereder, konkylier, kogler, bælge, fjer, bikuber, svampe, blade, koraller og meget andet, der peger på livsformers sindrige – og tidskrævende – arkitektur. Det tredje tema, Sind – eller ‘den tænkende hånd’ – viser diverse værktøjer til bearbejdning af træ, sten og metal og til fremstilling af tekstiler, smykker, sko, kurve og mursten side om side med solceller. Snarere end at udgøre en direkte baggrund for Kundoos praksis er disse genstande metaforer for, hvad tid betyder for naturens materialer og konstruktioner, for håndværket og den teknologiske udvikling.

I en krans rundt om kabinettet er placeret borde med hhv. natursten og træ, ler og teglsten og aggregater og pigmenter til fremstilling af et af Kundoos yndlingsmaterialer, ferrocement. Materialerne på de meget velordnede og righoldige borde (her er virkelig noget at gå på opdagelse i for barnlige sjæle) henviser alle til en række byggeprojekter vist i modeller og fotografier langs væggene. Bygningerne er meget forskelligartede, men fælles for dem alle sammen er, at de er tilpasset deres specifikke kontekster i Indien. Anupama Kundoo har ikke en identificerbar stil, det er snarere stedernes karakter og håndværksmæssige muligheder, der bliver stildannende – i et diskret parløb med inspirationer fra nogle af modernismens koryfæer som Le Corbusier, Louis Kahn, Luis Barragán og Oscar Niemeyer.

Anmeldelse af

Thomas Bo Jensen

Arkitekt MAA og professor ved Arkitektskolen Aarhus.

Fakta

Arkitekturens værksteder: Anupama Kundoo – Taking Time
Louisiana
Gl. Strandvej 13, 3050 Humlebæk

Kurator: Kjeld Kjeldsen og Mette Marie Kallehauge
Udstillingsarkitekt: Brian Lottenburger
Udstillingsperiode: 8. oktober 2020 – 31. januar 2021

Udgivelse

Anmeldelsen blev bragt første gang i Arkitekten 09/2020.

ANNONCE

Voluntariat Homes for Homeless Children, Pondicherry, Indien, arkitekt Anupama Kundoo, 2008. Foto: Javier Callejas

Eksperimenterende byggeri i Auroville

De fleste af Kundoos bygninger findes i Pondicherry i det sydøstlige Indien og i den nærliggende eksperimenterende by Auroville. Den blev grundlagt i 1968 af Mirra Alfassa, også kendt som The Mother, der navngav byen efter sin spirituelle mentor, Sri Aurobindo. Som byens hovedarkitekt tilknyttede hun franskmanden Roger Anger, der arbejdede på byen frem til sin død i 2008.

Som færdiguddannet arkitekt fra Mumbai University i 1989 besluttede Anupama Kundoo sig for at tage rygsækken på nakken og besøge Auroville – tiltrukket af Mirra Alfassas vision om, at der på Jorden bør være et sted for sameksistens, “som ingen nationer gør krav på”. Hvad der var planlagt som en uges ophold, endte med at vare 15 år. Kundoo startede sin egen praksis i Auroville i 1990, men arbejdede samtidig tæt sammen med Roger Anger på en række projekter i byen. Kort efter Angers død kvitterede hun med en monografi om hans arbejder. Før da var hun i 2004 flyttet til Berlin for at udføre et ph.d.-studie omhandlende Baked-Insitu Mud Houses ved Berlins tekniske universitet. Et meget visionært projekt, der bl.a. førte til opførelsen af de rørende Volontariat Homes for hjemløse børn i Pondicherry i 2008. På udstillingen er de små blækhattelignende huse vist i 1:5-modeller af ubrændte mursten. Princippet forekommer enkelt og ligetil: Man stabler ubrændte mursten op i den ønskede rumlige form, fylder den med flere mursten og brænder det hele, præcis som mursten er blevet brændt i årtusinder. Efter brændingen tømmes det færdigbagte hus for de overskydende sten, som kan bruges andetsteds eller sælges, hvorefter huset pudses op indvendigt og beklædes udvendigt. Voila!

Et andet smukt og visionært byggeri fra udstillingen er Anupamas eget hus, Wall House fra 2000. Hvor hendes første hus, Hut in Petite Ferme, fra 1990 – et vaskeægte gør det selv-projekt, flikket sammen af træstammer, granitstave, palmegrene og kokossnor – fremstår yderst rudimentært, så er hendes andet hus et arkitektonisk mesterstykke og en fornøjelse at gå på opdagelse i, selvom vi må nøjes med modeller og fotografier. Med byggematerialerne på det nærliggende bord som baggrund forstår man pludselig de højst originale hvælvede tagformer, der består af en art stablede ribber sammensat af små koniske teglrør. Lokale pottemagere har tillige fabrikeret store terrakottaskåle, som er indstøbt i nogle af husets flade betonlofter. Det er udstillingens store force, at man kan se og røre ved alle disse komponenter, som i sig selv er dragende smukke, men – sat ind i den arkitektoniske sammenhæng – overraskende selvfølgelige.

Wall House, Auroville, Indien, arkitekt Anupama Kundoo, 2000. Foto: Javier Callejas

Rumlige byggeklodser

Før man bevæger sig ned til udstillingens andet store rum og hovedtema, Co-Creation, passerer man et rum udført som en 1:1-mock-up af Anupama Kundoos Full Fill Homes, der er et fleksibelt byggesystem af ferrocement-kasser, designet til hjemløse. Systemet, der inklusive fundament kan samles på syv dage, består af kasser i forskellige dybder og længder, fabrikeret af hønsenet og mørtel. En farvesætning af forskellige pigmenter, der også er udstillet på et af materialebordene, forvandler de døde cementoverflader til et Mondriansk ‘forbandt’, hvor de farvesatte hylder tjener til opbevaring. Det er endnu et af mange gode eksempler fra udstillingen på, hvordan en simpel lokal teknologi kan flytte grænser for sociale standarder, uden brug af miljøbelastende materialer som f.eks. beton.

Line of Goodwill

Fra Full Fill Homes farverige kasser er der udsigt over det største udstillingsrum, hvor en stor model af Anupama Kundoos seneste projekt, Line of Goodwill, er udstillet: et co-housing-projekt med en radikalitet, som nok ville få selv Bjarke Ingels til at spærre øjnene op. Det skal anlægges som en 800 meter lang tangentiel arm i Aurovilles galakseformede plan. Startende i periferien i 18 etager bevæger bebyggelsen sig i en bue ned til ét plan mod søen og Roger Angers gyldne Matrimandir-monument i centrum. Bebyggelsen skal rumme boliger for 8.000 mennesker, sammenvævet af et grønt bilfrit gade-, trappe- og pladsmiljø i forskellige niveauer.

“Line of Goodwill er en slags laboratorium for gentænkning af det kollektive byliv i tæt bebyggelse”, hedder det i udstillingsteksten. Sammen med studerende fra tre arkitektskoler, deriblandt Det Kongelige Akademi i København, har Kundoo udviklet de første bud på boligtypologier, der skal integreres i projektet. Til projektet knyttes lokale designere og håndværkere, der bl.a. syr solafskærmning og rumopdelende skærme af overskudsdenim. Men Kundoo er ikke romantiker, så hun holder sig ikke kun til lokale lowtech-løsninger. I et samarbejde med tyske klimaingeniører fra Transsolar og forskere ved universiteterne i Darmstadt og Melbourne arbejder hun eksempelvis med indfarvede strømladende betonoverflader, der kan høste solenergi, og med integrerede organiske OPV-solceller indsyet i solafskærmende materialer som del af bestræbelsen på at skabe et 100% selvberoende energisystem.

Side om side med plantekasser til grønne facader er denim- og solcelleelementer monteret på en stor mock-up-model i fuld skala. Måske lidt ufærdig og naiv i udtrykket, men ikke desto mindre et godt eksempel på Anupama Kundoos undersøgende arbejdsmetoder, der, som hun selv understreger, fordeler sig ligeligt imellem forskning, praksis og undervisning. Det er i dette spændingsfelt, at Kundoos arbejder har deres styrke – som drømmende undersøgelser af fremtidige muligheder. Netop dette viser udstillingen med stor kraft – hvis man vel at mærke tager sig tid!

Line of Goodwill. Fra udstillingen. Foto: Louisiana