Anmeldelse: Indlevet samtale

Også skolens anden markante bygning, tegnet af Kjær & Richter i 1977-79, gør et stort indtryk. Bygningen er åbenbart konciperet som en modernistisk abstraktion over en middelalderborg, hvilket formentlig har med det forhold at gøre, at Duborg-Skolen efter sigende skulle hvile på fundamentet af Margrete d. 1.’s borgruin. Det forbliver for mig at se et lidt påfaldende forhold ved bygningen, at dens hovedgreb hviler på en sådan tom metaforik. Men det ændrer ikke ved, at man alligevel har fået nogle ganske stærke arkitektoniske kvaliteter ud af at dyrke dette motiv med konsekvens. Således fremtræder bygningen i bybilledet – i det mindste for en umiddelbar betragtning – som en anderledes hård nyser, afklaret grænsende til det kyniske. Her gives der ingen pardon. Som sådan kræver den nok en vis tilvænning for lægfolk, før man kan værdsætte kvaliteterne. Men har man sans for dette, udfolder bygningens radikale æstetik sig måske bedst i det indre atrium, netop fordi den subjektive, kropslige oplevelse af bygningen her melder sig mest insisterende og gennemgribende. Eksempelvis bevirker murværkets stoflige virkninger, sammen med den i øvrigt gennemgående mørke farveholdning, at lyset bearbejdes kvalitativt med rumlige konsekvenser til følge. Dette forstået således, at eksempelvis et fænomen som dunkelhed tydeligvis er udnyttet som en positiv kvalitet, og når dette kontrasteres af ovenlys, strejflys eller diffust sidelys, forbliver det nu engang stærkt rumdannende og ikke mindst stemningsskabende virkemidler. Således er bygningen unægteligt et markant kunstnerisk udsagn, hvorfor den da også fornuftigt nok er fredet.

Hvad nærværende projekt angår, har man her haft behov for at foretage en række ændringer af hensyn til husets nutidige brug. Uden at have oplevet bygningen før transformationen kan jeg forestille mig, at husets førnævnte radikale hovedgreb sine steder kan have slået over i decideret formalisme på bekostning af funktionaliteten. Hvorom alting er, synes det fine ved den nuværende transformation af bygningen at være, at man har blødt dens strenghed lidt mere op uden at miste dens markante karakter. Det forekommer overbevisende, ikke mindst fordi man i øvrigt tydeligvis har haft fint blik for netop husets rumlige kvaliteter, hvorved man faktisk synes at have forløst en række potentialer. Mest markant ses dette i bunden af atriet, hvor to etagehøje niveauer før alene var visuelt forbundne. Her har man nu etableret en art amfiteatralsk trappe, for foden af hvilken der nu danner sig ligesom en orkesterplads; og idet man yderligere har omformet det originale, omkringliggende trappeforløb ganske umærkeligt, har man skabt et funktionelt og karakterfuldt samlingspunkt for morgensang og lignende. Tilsvarende har en række andre, mere minimale ændringer tilladt, at man nu ikke blot kan bevæge sig friere, men i det hele taget bebo rummet på mere tidsvarende vis. Derved er grundplanens karakter af agora blevet styrket, hvilket kun kan være passende for et sådant sted.

Skønt der dermed egentlig er tale om relativt store formale ændringer i bygningen, fremtræder det ganske naturligt, ikke mindst fordi nyt og gammelt også her fletter sig umærkeligt sammen. Dette sker ikke kun på et rent byggeteknisk-materielt niveau, hvor eksempelvis valget af mursten og mørtel gør, at man skal kigge meget godt efter for at se overgangen, men måske mindst lige så vigtigt som følge af en empatisk sensibilitet for de æstetiske smagspræferencer, der har formet den oprindelige bygning. Denne udtrykker sig eksempelvis i, at man har turdet insistere på skønheden i denne helt særlige nuance af halvfjerdserorangerød, som de nye stålværn bærer.

Husets nye møblering, et ret stort trappemøbel med balkon, baserer sig modsat på nutidige, mildere smagspræferencer. Disse elementer er udført i lys krydsfiner, og jeg kan forestille mig, at hensigten her har været at afbalancere førnævnte udtryk; men jeg kan alligevel ikke slippe tanken om, at man måske kunne have vundet noget ved også her at gennemføre en mere kongenial æstetik. Men for så vidt som det trods alt drejer sig om møblering, og dermed om noget, der er stillet ind i rummet, er der under alle omstændigheder tale om et afklaret valg, der ikke ændrer ved et smukt helhedsindtryk.

Afslutningsvis skal skolens nye naturvidenskabsbygning fremhæves. Denne tegner sig som en velproportioneret, stram glasbygning, der med en sikker detaljering placerer sig oven på den eksisterende gymnastiksal. Det er et velvalgt og afklaret hovedgreb, der bringer mindelser om eksempelvis Herzog & de Meurons første transformation af Tate Modern. Også her er resultatet overbevisende og godt, primært fordi tilføjelsen ikke aflæses som et nyt objekt stablet oven på et gammelt, men snarere som kompletteringen af en torso. Det klæder slet og ret den eksisterende bygningskrop at få kronet sit korpus med et sådant krystalkranium. Ikke mindst fordi bygningen får en bedre proportionering, men ydermere som følge af det forhold, at der kompositorisk er tale om et grundlæggende klassisk virkemiddel: Bygningen afsluttes harmonisk mod himlen, idet glasbygningen, når alt kommer til alt, faktisk er en attika. Interiøret tegner sig med sit gennemført kliniske laboratoriepræg meget passende og velvalgt for netop en naturvidenskabsbygning. Alene det forhold, at man fra et sådant sted, badet i rationalitetens klare lys, nøgternt kan observere den omkringliggende empiriske virkelighed, synes at sige ikke så lidt om, hvad naturvidenskab er. Dette er i øvrigt et greb, der ikke er uden historisk fortilfælde, idet schweiziske Bearth & Deplazes har dyrket tilsvarende motiver i naturvidenskabsbygningen ved lærerseminariet i Chur fra 1999.

Alt i alt kan jeg dårligt mene andet, end at der her er tale om ganske kompetent håndtering af den arkitektoniske kulturarv, måske mest af alt fordi arbejdet synes at bevidne en sund fornemmelse for, hvordan man med et historisk hus kan føre en empatisk og respektfuld samtale, der bringer det bedste frem i samtalepartneren.