ANNONCE
Arkitekten mener: Byg 20 friluftsbiografer
Teknik- og Miljøforvaltningen blev fornyeligt præsenteret for forslag om at rive Palads-biografen ned til fordel for et nybyggeri på 18 etager. Hvor blev konkurrencen af?
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
Ifølge Politiken Byrum vil Nordisk Film skabe “et nyt ikonisk biograf-lokomotiv i København”. Endnu en gang er det den stakkels Palads-biograf ved banegraven, som skal rives ned og denne gang erstattes af et biograf- og erhvervskompleks på i alt omkring 25.000 kvadratmeter til ca. 1 milliard kroner.
Vi befinder os midt i en corona- og klimakrise, og alle medier svømmer over med artikler om flere grønne frirum, større afstand og mindre tæthed i byerne.
Kort sagt: Spredt/lavt er det nye sort. Bare ikke hos Nordisk Film, som her slår noget op fra fortiden.
Hvad der til gengæld er en nutidig tristesse, er, at man endnu en gang ser private bygherrer og politikere ignorere konkurrencer om, hvordan vores fælles by skal udvikles.
Det er nu, kære politikere, at I skal vise jeres ansvarlighed, også når det gælder borgerinddragelse, reel bæredygtighed og langsom, blød byudvikling.
Få nu jeres bygherre med på at udskrive en åben, anonym konkurrence om Palads og banegraven, som handler om at etablere et kæmpestort gennemgående, grønt, rekreativt byrum i København. Måske kan der ligge 20 friluftsbiografer på et hævet plateau over banegraven i København?
De store berømte tegnestuer har selv været små engang og kom til verden gennem konkurrencer. Lad nu flere få en chance. Måske vinder de berømte alligevel, men så har vi i hvert fald fundet det bedste forslag.
Martin Keiding
Chefredaktør
Arkitekt MAA
ANNONCE