ANNONCE

Ane Cortzen

Arkitekt samt tv- og radiovært.

Der var ufattelig megen diskussion rundt om middagsbordet, da jeg var barn. Min far var chefredaktør på Børsen, og min mor var journalist på Ekstra Bladet. Min bror og jeg blev afkrævet svar, som vi skulle kunne argumentere overbevisende for – vi blev fra en tidlig alder opdraget til at engagere os
i samfundet.

Da jeg blev ældre, ville jeg derfor hellere beskæftige mig med noget fiktivt, noget verdensfjernt. Jeg orkede ikke flere diskussioner. Derfor søgte jeg ind på teaterskolen, og da de ikke ville have mig, så valgte jeg arkitektskolen ud fra en vag forestilling om, at arkitektur var hævet over dagligdagen.

Jeg forstod slet ikke, at de to ting faktisk hænger uløseligt sammen. Arkitekter har gennem tiden påtaget sig lige så meget samfundsansvar som vores politikere. Ja, måske endda mere, for de har ikke været afhængige af en fireårig valgperiode og har kunnet tænke langsigtet. De store bevægelser, som rykker verden fremad – som klimabevægelsen gør i disse år – handler ikke udelukkende om det enkelte individs komfort, men udspringer lige så meget af et fælles, dedikeret ønske om at skabe en bedre verden for alle mennesker på kloden: Store, idealistiske drømme, som har fået vinger gennem et brændende personligt engagement. For mig at se går der en lige linje fra Kay Fisker til Greta Thunberg.

Men bemærk, at sidstnævnte ikke er arkitekt. For arkitekterne har mistet deres samfundssind. Tidligere tiders store brandtaler i dette blad er forstummet, det store engagement er sandet til. Jeg kan ikke pege på en eneste, nulevende dansk arkitekt, som har blandet sig nævneværdigt i samfundsdebatten. Desværre, for arkitektur er det fag, som – ud over pave-gerningen – kommer tættest på det guddommelige; arkitekten skaber det gode liv, på samme måde som Gud skabte Paradisets Have. Den magt besidder arkitekten, og hun lader hånt om den i disse tider. Hvorfor har de danske arkitekter skrevet sig selv ud af ligningen på den måde? Jeg tror, jeg har fundet svaret.

Jeg blev aldrig skuespiller. Jeg blev sådan set heller aldrig arkitekt. Jeg blev en mellemting. Og ligesom hofnarren er det åbenbart blevet mit lod på munter vis at påpege sandheden, som indimellem er ilde hørt: Arkitekter tjener for mange penge. Måske ikke i starten, men når man har vist sit værd på en tegnestue, så bliver man gjort til partner, og så går det galt. Mens fløden skummes, begynder man at gå mere op i at tegne sit eget perfekt placerede sommerhus end at skrive en brændende kronik til Berlingske om udryddelsen af de unikke kulturmiljøer rundt om i vores byer. Man undlader at råbe op om de ufatteligt mange spekulationsbyggerier, der skyder op som skimmelsvamp i totalentreprisens hellige navn. Man vil hellere google den nye Tesla end blande sig i debatten, vil hellere modtage endnu en pris end pege på problemerne. For hvis man blandede sig bare en smule, så kunne tegnestuen jo risikere at miste kunder, og så ryger overskuddet. Og hvad så med det perfekt placerede sommerhus? Hvad med al den dejlige mad og den gode vin? Magelighed er dræbende for samfundsengagementet.

Ane Cortzen

Arkitekt samt tv- og radiovært.

Udgivelse

Klummen udkom første gang i Arkitekten 02/2020.

Arkitektens kritiske klummer skrives af et redak­tionelt udvalgt panel af skribenter, som selv vælger vinkel og indhold. Teksten er udtryk for skribentens egen holdning.

ANNONCE

Udgivelse

Klummen udkom første gang i Arkitekten 02/2020.

Arkitektens kritiske klummer skrives af et redak­tionelt udvalgt panel af skribenter, som selv vælger vinkel og indhold. Teksten er udtryk for skribentens egen holdning.