ANNONCE
Arkitekturpolitikkens betydning 3
Den dag, stormfloden kommer, skal vi kunne hjælpe hinanden, siger Lisbet Wolters, stadsarkitekt i Vejle Kommune siden 2015, i dette tredje interview i Arkitektens serie om dansk arkitekturpolitik.
Anne Pind
Arkitekt MAA
Hvor meget magt har en stadsarkitekt i Vejle?
LW Det er et spørgsmål om, hvor meget formel magt man har, og hvor meget uformel magt man har. Sådan er det jo, når man arbejder i et politisk system. Stadsarkitekter i Danmark er placeret vidt forskelligt i det kommunale hierarki. Vi har den samme titel, og fælles for os er, at vi i en eller anden grad har ansvaret for den arkitektoniske kvalitet i de kommuner eller byer, hvor vi er ansat, men jeg tror ikke, at der er nogen af os, der er placeret ens. Jeg har selv et chefområde med fire afdelinger og omkring 65 medarbejdere, som jeg har ansvaret for. Det betyder rigtig meget, om du bare er dig selv som stadsarkitekt og har en konsulentrolle, eller om du har nogen, du kan udøve din arkitekturpolitik og dit arkitektarbejde sammen med.
Hvilke områder dækker de fire afdelinger, du har ansvar for?
LW Vi har en afdeling for drift og udvendig vedligehold af alle de kommunale bygninger. En anden afdeling arbejder med infrastruktur, dvs. torve, pladser, veje, cykelstier og kollektiv trafik. Ikke drift, men det nye, der skal laves. Så er der Projektudviklingsafdelingen. Her udvikler vi projekter og laver visioner og strategier for byen, som vi lægger vi frem for politikerne. Konkrete forslag, der kan få dem til at reagere – er det den her by, vi vil have? Vi arbejder også med udviklingen af landdistrikter, landsbyer og de mellemstore byer i kommunen. Og så er byliv, arkitektur, klima og kunst altid med i baghovedet, når vi udvikler. Vores oplevelse er, at vi får de bedste byer, når vi er flere, der går sammen om at løfte projekterne. Derfor handler en stor del af vores arbejde om samarbejde med borgere, investorer og virksomheder. Den sidste afdeling er Økolariet, et videns- og oplevelsescenter med fokus på bæredygtighed, ressourcer og byudvikling. Det er også her, vi har Vejles bylaboratorium.
Hvordan bruger I bylaboratoriet i jeres formidlingsarbejde?
LW I Vejle arbejder vi med visionsdrevet byudvikling. Det betyder, at vi gerne vil udvikle byen sammen med borgere og investorer og have en konstant dialog med dem om, hvordan vi skaber en god by. Der er bylaboratoriet et vigtigt instrument, fordi det er et sted, hvor vi kan vise, hvad det er for nogle planer og visioner, vi har i kommunen. Og det er let tilgængeligt. Der er åbent hver dag fra 10 til 16, det er gratis, og det er bemandet. I udstillingen står der en kæmpestor bymodel i træ. Den eksisterende by er malet hvid, og det, der er på vej, har en anden farve. Så kan man nemt få overblik over, hvilke forandringer der rammer. Lige nu bruger vi den til at formidle nogle af de klimaudfordringer og -projekter, som vi arbejder med. Vi har lavet en udstilling, der hedder “Fremtidens Vejle”, hvor vi stiller seks spørgsmål, der alle sammen har med resiliens at gøre. Et af dem er: “Kan man lave en by, man bliver sundere af at bo i?”
Hvad betyder det?
LW Det at udvikle en by handler jo ikke bare om at skabe rum for vækst – om at skabe flere boliger, flere plejehjemspladser, flere daginstitutioner, flere veje. Hvis vi gør det klogt, så kan vi rent faktisk også bidrage til at løse nogle af de samfundsudfordringer, vi har. Forleden lavede jeg et oplæg, hvor jeg stillede spørgsmålet “Hvad er den største trussel i USA?”. Så var der en, der sagde “Trump!”. Men det er simpelthen fedme-epidemien, der er den største trussel, ikke engang fattigdom. Amerikanerne har skabt nogle byer, som på ingen måde understøtter folk i at bearbejde den fedme. Man skal køre rigtig langt i bil, lige meget hvad man skal. Det er umuligt at gå. Nu er der nogle tiltag i gang i New York, hvor de gerne vil cykle. Det er jo fantastisk. Vi skal holde fanen højt herhjemme, for vi kan godt det der. Vi skal blive ved med at insistere på, at vi skal have byer, hvor det er så spændende at gå, at man ikke kan lade være.
Et andet spørgsmål handler om fællesskaber: “Hvordan får du en by, hvor du tør ringe på døren hos din nabo?”. For at spørge, om du kan låne et eller andet, eller bede om hjælp, når du er syg. Vi kan jo ikke blive ved med at opretholde det her velfærdssamfund. Det har vi ikke råd til på sigt. Så vi er nødt til at få skabt et grundlag for, at vi hjælper hinanden. Derfor skal vi arbejde med at understøtte lokale fællesskaber.
Anne Pind
Arkitekt MAA
Lisbet Wolters er arkitekt MAA og stadsarkitekt i Vejle Kommune.
Interviewet blev bragt i Arkitekten 05/2018.
ANNONCE
Har du selv et bud på, hvordan de her spørgsmål kan besvares?
LW Jeg har langtfra løsningen. Jeg ved bare, at det er nogle vigtige spørgsmål, hvor vi som arkitekter kan bidrage med rigtig meget. Fordi vi kan tænkte helhedsorienteret og på tværs. Vi er nok nogle af dem, der er mindst fagforskrækkede. Fordi vi er vant til at blande os i alle mulige fagligheder, uden vi ved en disse om det. Det kan man jo se, når man kommer til at arbejde med andre fagligheder i en kommune. Så vi har en supervigtig rolle. Vi skal have mange flere arkitekter i kommunerne. Og vi skal have stadsarkitekter i alle kommunerne, det er enormt vigtigt!
Fortæl noget mere om resiliens-begrebet. Hvad betyder det i den kommunale planlægning?
LW Vejle er med i et resiliens-netværk sammen med 100 andre byer i verden, hvor vi jo har en dialog omkring, hvordan vi kan løse nogle af de udfordringer, vi står overfor i fremtiden. For nylig var jeg i New Orleans, hvor man havde inviteret fire byer, som alle sammen har stormflodsudfordringer (Da Nang i Vietnam, Santa Fe i Argentina, New Orleans, LA, i USA og Vejle, red.). Derovre, hvor de har haft en kæmpe hændelse med Hurricane Katrina, kan vi jo se, hvad det er, der sker, hvis vi ikke får arbejdet med både den fysiske by og med borgernes mind-set. Det, de har gjort, det er jo bare at bygge en seks meter høj mur rundt om byen, og så får du så en by, hvor nogen bor i ‘flood zone’, og nogen bor uden for ‘flood zone’…
Det lyder som en desperat handling og som noget, der fører til voldsom social segregering.
LW Ja. Fuldstændigt! Og den del af byen, der ligger langs med muren, er blevet en bagside, hvor du ikke skal gå hen om aftenen, fordi det er dér, der bliver handlet med stoffer, det er dér, de hjemløse, som ikke har andre muligheder, ligger og sover. Der er dér, ingen vil bo. De har en tabel, der påviser sammenhængen mellem husstandsindkomst og den kote, dit hus ligger i. Jo lavere du ligger, jo færre penge har du.
Vi skal herhjemme gøre noget, mens vi selv kan vælge, inden vi når sådan en hændelse, så vi ikke ender med en stor, dum mur. Politikerne vil gerne have nogle konkrete svar omkring stormflodssikringen. “Kan du ikke bare sige, hvor høj den skal være?”. “Hvad er sandsynligheden?”. I virkeligheden er risiko meget subjektivt. Hvornår er man i fare? Hvis man ved, hvad man skal gøre, når katastrofen sker, er man så i fare? Næ, det er man jo ikke. Så hvad er det, vi skal beskytte os imod, og hvad er det, vi gerne vil opnå? Man kunne jo også bare lave en by, der var parat til at blive oversvømmet. Hvis vi kan gøre borgerne bevidste om, hvad det her handler om, og få dem til at forstå, hvad det er for nogle vilkår, det skaber i byen, så kan vi også alle sammen blive parate. Den dag, en stormflod rammer, handler det om, at folk skal kunne hjælpe hinanden. Det er det, resiliens handler om, det er at gøre folk robuste over for de ting, der kan ske. Selv om vi ikke ved hvornår. De paralleller kan du så tage over til mange andre former for byudvikling. I bund og grund så handler det om, at den gode by ikke kun bliver skabt af arkitekter, men af os alle sammen.
For at kunne arbejde med resiliens i et holistisk perspektiv skal man være god til at møde borgerne og inddrage dem i kommunens arbejde. Er I det?
LW Jeg er jo også selv borger i min egen kommune, og det er vigtigt at blive ved med at kunne mærke, hvordan det er, man tænker som borger. Man skal spørge sig selv, om man selv gider at sidde til et borgermøde, hvor 80% af dem, der er mødt frem, repræsenterer 20% af befolkningen. Jeg tror ikke, at vi skal aflive borgermøderne. Vi skal bare forstå, at vi skal være til stede på mange flere niveauer, når vi sender ting til høring. Hvis vi gerne vil lave resiliente byer, så går det ikke bare at sende et brev til borgerne i e-boks. Så kan man sidde i forvaltningen og sige “Vi har skrevet til alle”. Ja, det er fint, men kom det frem? I Vejle har vi investeret i et stort VR-studie som en del af vores bylaboratorium. Der kan man gå rundt i en digital model af hele byen. Når der er projekter under opsejling, får vi modeller fra de rådgivende arkitekter eller ingeniører og sætter dem ind i bymodellen.
Hidtil har det været renderingernes rolle at overbevise med deres perfekte miljøer.
LW Som alle godt ved ikke passer. Alle ved, renderingerne er manipulerede. Det er jo en vision, man sælger, ikke en reel konsekvens. Det, vi gør med den digitale by, det er, at vi filtrerer alle investordrømmene fra og sætter husene ind. Så får borgerne mulighed for at se og melde tilbage på det. Det er stadig under udvikling, men jeg tror, der er nogle rigtig gode muligheder i det der. Det, vi har oplevet, er, at politikerne, som jo skal sidde og tage beslutninger om lokalplaner, de siger “Nu forstår jeg, hvad det er, det går ud på”. De er jo vant til at se en plantegning eller rendering, som sætter dem skakmat. Og du skal alligevel være noget af en modig politiker for at sige “Jeg forstår ikke en skid af det der”. Vi skal have en debat om byen på et ligeværdigt grundlag, som ikke er baseret på følelser eller noget, man synes.
Jeres nuværende arkitekturpolitik er fra 1997. Men I er ved at udvikle en ny arkitekturpolitik lige nu. Hvad er det for et skridt, den tager fra 1997 til nu?
LW Det største skridt er resiliens. Konkret er vi lige nu i gang med et klimaprojekt, der favner mange af de lag, som resiliens handler om. Projektet skal løse en teknisk vand-udfordring. I Vejle handler det om, at når skyen afleverer alt sit vand oppe på bakkerne, så suser det ned til fjorden. Det er vandets natur. Og vi skal finde ud af, hvordan vi kan styre det vand. Det er et stort projekt og et samarbejde mellem spildevandsselskabet, som skal lave det konkrete tekniske anlæg, boligforeningen, der ligger dér, hvor alt vandet lander og skal føres væk fra, og kommunen, som har nogle visioner for, hvordan byen generelt skal udvikle sig. Og så går det på tværs af sociale skel. Der bor nogle meget rige mennesker i bygningerne på kanten af fjorden, hvor vandet skal ledes hen. Og der bor nogen, der er knapt så rige i de almene boliger i samme kvarter. Hvordan får vi lavet et offentligt rum, som tilhører alle? Hvordan bevæger vi folks bevidsthed i forhold til, hvad det vil sige at leve med og ved vandet. Og hvordan skaber vi det gode liv med og ved vandet?
Det er sjovt, at de rige i Danmark er dem, der bor tættest ved vandet.
LW Det havde de også fuldstændig optur over i New Orleans. “Vil det sige, at de allerrigeste gerne vil bo der, hvor der er lavest?!”. Det er måske, fordi vi ikke har haft nogen af de hændelser endnu. Det kunne jo godt ændre sig, hvis vi ikke får styr på det her.
Det lyder alt i alt som en meget bred rolle, du har?
LW Ja! Det er det også. Altså, jeg arbejder tværgående og helhedsorienteret. Kommuner er jo tit meget silo-opdelte. Enten så er man i Teknik & Miljø, eller også er man i Kultur osv. Men jeg mener, at hvis vi skal lave den gode by, så skal vi have det hele til at hænge sammen. På mandag skal jeg med til et kick-off på en ny hjemløsestrategi, som jo normalt ville ligge i velfærdsforvaltningen, fordi det er dem, der har med udsatte borgere at gøre, men der er jeg med, fordi vi kan bidrage til at skabe nogle bedre fysiske muligheder for hjemløse i byens rum.
Det er jo også en politisk holdning at sige, at byens rum skal kunne rumme de hjemløse, for der er der jo mange, der helst så, at de var et andet sted.
LW Det tror jeg, de fleste ville synes. Det, der skal komme ud af det her, det er jo ikke ‘skal de, eller skal de ikke?’ Det handler om, hvordan vi kan indrette byens rum, så der bliver plads til os alle sammen.