Arkitekturfantasier

Arkitekturfantasier

Fortidens ruiner er ikke døde objekter i Piranesis univers. Alt stof er levende og flettet sammen i foranderlige processer, der også kan lede til frembringelsen af nye kunstværker. I titelbladet til hans første serie, Første del af Arkitektur og Perspektiver (1743-44), møder vi i forgrunden et ruinøst monument henlagt i skygge, hvorefter dyngerne af friser, søjletromler, vaser og relieffer bygger sig op for allerøverst at ende i resterne af et imponerende tempel i korintisk stil, gengivet med ganske let streg, så det synes at være på vej til at fordampe i sollyset. Små grupper af mænd befolker ruinerne, det kunne være kunstnere eller arkæologer, ligesom Piranesi selv, på opdagelse, med gestikulerende arme, der i anfægtelse udpeger fundene.

De berømte Fængselsfantasier blev publiceret første gang i 1750 og genudgivet i bearbejdet form i 1761. Første version kalder man også for første tilstand, mens den senere version, hvor Piranesi altså har arbejdet videre på de samme trykplader, kaldes for anden tilstand. Hvordan det hele hænger sammen i disse fantasier, er vanskeligt at sige: Renæssancens stabile billedrum er sprængt i stumper og stykker til et foruroligende fragmenteret univers af hvælv, buer, broer, trapper, gitre og torturinstrumenter. Første tilstand har skitsens lethed, anden tilstand er mørkere og klarere struktureret. Mange har tolket serien som et præromantisk udtryk for en sublim æstetik, men i det glimrende udstillingskatalog argumenterer kurator Hanne Kolind Poulsen overbevisende for, at serien kan betragtes som et indlæg i en samtidig verserende debat om, hvorvidt den romerske eller græske antik burde nyde forrang. Serien er endda muligvis en hyldest til det romerske retssystem, Lex Romana. Hvor gådefulde de end måtte forekomme, kan værkerne således ses i lyset af en fremgryende oplysningstid, hvor menneskelig fornuft og moral blev ivrigt diskuteret i nye offentlige fora, herunder i kunsten.

Ud af oplysningstiden sprang også nye videnskabelige felter såsom historievidenskaben og arkæologien. I sine arkæologiske bøger integrerede Piranesi billeder og videnskabeligt baserede tekster, hvorved fortiden både blev forklaret og gjort synlig. I disse tryk møder vi den systematisk registrerende Piranesi, der gerne fremstiller i plan, snit og opstalt på samme blad og inddrager detaljerede skildringer af konstruktive forhold. Det drejer sig ikke blot om templer, teatre og gravanlæg, men også om broer, akvædukter, vejanlæg og kloakering, som romerne mestrede anlæggelsen af. Piranesi betjener sig dog også af underfundige, illusionistiske trompe l’œil-effekter, som når flere af tegningerne forekommer at være lagt oven på hinanden i én og samme tegning.

Det foranderlige rum

Som et teaters black box er udstillingsrummene malet sorte, hvorved Piranesis værker synes at svæve frit. Opløsningen af rummets grænser understreges af reflekterende metalplader monteret på store udstillingsmøbler, der kombinerer montre og bænk. Fra indgangsdøren er den lange, rektangulære hal strengt aksialt opdelt, man ser straks helt ned til enden af aksen, hvor en høj kandelaber udført i gips, en nutidig konstruktion efter én af Piranesis raderinger, lyser op i mørket. Ophængningen er omtrent kronologisk, vi introduceres og møder de første billedserier, mens veduterne omgiver en kvadratisk celle til Fængselsfantasierne. For sammenligningens skyld er sidstnævnte serie ophængt, så hvert blads første tilstand hænger præcis over samme blads anden tilstand. De efterfølgende to store rum omfatter henholdsvis de arkæologiske bøger og designværkerne. Rumligt set er udstillingen således fuldkommen klart og logisk opbygget, mens den sorte farve sørger for fordybelsen og et gran af mytik: Vi er på samme tid i teatret og i skatkammeret – det er vitterligt også juveler, vi får serveret.

Et nutidigt kunstindslag, installationen Stalker X af kunstnergruppen AVPD (Aslak Vibæk og Peter Døssing), består af en smal, hvidmalet, kraftigt oplyst korridor, som omgiver fængselscellen. Hvert hjørne af denne kvadratiske figur er skåret af og erstattet med et spejl. Et synsbedrag opstår, korridorerne forekommer uendeligt lange, mens kroppen hurtigt opdager, at man må om hjørnet for at komme videre. I tillæg er der tale om spionspejle, der tillader, at man udefra kan betragte livet i korridoren uden selv at blive set. Installationen tematiserer Piranesis visuelle manipulationer og nedbrydningen af klare rumlige sammenhænge, endvidere er kontroltab og overvågning som bekendt centrale aspekter af alle typer af fængselsarkitektur. Samtidig fungerer det hvide rum dog også som en pause i udstillingen, blikket renses, og vi får kroppen med.

Piranesis tryk er reproduceret i mange sammenhænge og dermed velkendte for de fleste, men at se dem tæt på er alligevel en uforlignelig oplevelse. Trykkene er i adskillige tilfælde overraskende store og tænkt til at skulle ses tæt på, så man fuldkommen opsluges af billedet. Man fortaber sig i detaljerigdommen, stregens fine nuancer, raffinerede gradueringer mellem det sorte og det hvide og den banebrydende gengivelse af rum, af stoflighed og indviklede lys- og skyggeforhold, der såvel kan gøre trykkene atmosfærisk stemningsfulde og give beskueren det klare og dog fængslende overblik.

Allerede i sin samtid inspirerede Piranesi andre arkitekter, eksempelvis var han i kontakt med englænderne Robert Adam og John Soane, mens hans nutidige fanskare omfatter Pier Vittorio Aureli (Dogma), Peter Eisenman og mange andre. Velbegrundet skepsis ytres i dag over for billeders potentiale for manipulation, ikke mindst i forbindelse med arkitektkonkurrencer og salgsprospekter. Piranesi – syner og sandhed spørger netop til dette skisma mellem, hvad vi kan se, og hvad vi kan tro på. Samtidig er det umuligt ikke at overgive sig til, hvad Hanne Kolind Poulsen i kataloget rammende beskriver som “billedernes affektive potentiale”: Man lader sig ganske enkelt forføre.