Axel Towers: Byarkitektur

Fortolkningen af byggeopgaven blev de cylindriske tårne med den hævede byhave i midten – i et grønt område med udsyn væk fra den tætte by. Axel Towers’ byhave giver mindelser om tidligere tiders udsigt fra 1800-tallets ydre vold. De nye udsigter tilføjer i høj grad nye perspektiver og kvaliteter i oplevelsen af byen på og fra dette sted. Omend det er et vindigt sted. Beplantningerne kan måske med tiden blive hjælpsomme her.

Det er et bygningsanlæg med en fordoblet fremtræden – huset på den ene side med dets særlige indre og på den anden side byrummene, der dannes med nye passagemuligheder.

Der findes andre, men ikke mange cirkulære former i området, dels Cirkusbygningen samt Axelborgs runde tårn og dels Vesterport Stations indgang og Planetariet lidt længere væk.

Og der er andre – for deres tid – skelsættende huse i området såsom SAS-huset fra 1960 og Vesterport med de kobberbeklædte facader fra 1932. De står med deres objekt-karakter som nogle af de fineste bygninger på randen til Vesterbro, men de står som fritliggende bygningskunstværker, hvor Axel Towers i sin formgivning vil noget andet og netop opløser karréstrukturen. Med sine træbeplantninger, som strækker sig fra Tivolis eventyr-have over Vesterbrogade, mellem tårnene over Axeltorv til Palads og hen imod Vandværksgrunden, vidner det om arkitekternes og byens fælles ønsker om at skabe et nyt landskabeligt træk, hvor man kan færdes til fods gennem et mere grønt København.

Rundt om bygningen i gadeplan er der adgang til udadvendte aktiviteter som caféer samt til erhvervslejemål og kontorer fra 2. sal og op. Fra facadens åbning mod Jernbanegade er der adgang til cykel- samt bilparkering under jordoverfladen. Bebyggelsens/bygningens møde med terrænet og dettes belægninger med chaussésten overalt er enkelt løst.

Der er plantet træer i cirkulære bede rundt om bygningen, og ved den nye smalle passage mellem Vesterbros Passage og Jernbanegade begrønnes den lige væg.

Historien om Københavns forlystelsesgade på overgangen fra middelalderbyen og mod det engang nye Vesterbro kan spejles i Axel Towers’ legende, bølgede facader.

Man kan spørge sig selv, om der er kvalitative forskelle mellem det ydre og det indre i den plastiske komposition. I baroktiden havde man værker, hvor det indre voksede frem sammen med det ydre af bygningerne. Her i Axel Towers er det ydre og det indre også sammenflettet. Det overdækkede med det uoverdækkede rum, der åbner sig mod himlen. Her virker det indre skulpturelle trappeforløb som en konsekvens af den ydre adgang fra byhaven, som ligeledes har trappeadgange formet efter samme princip. Man kan bevæge sig ad trapper med kurvede vægge for at komme til kontorer i etagerne, som er indrettet mellem facaderne og indre glasvægge. Fra gulv-til-loft-vinduerne er der her flere udsigtsmuligheder i mange retninger. Man kan mange steder også rette blikket mod andre dele af bygningen. Det er muligt at bevæge sig op gennem et tårn, som ad en bjerglandsbys gadeforløb, for at ende i sit kontor med en let krum facade, konveks eller konkav. Tydeligst er princippet med den rumlige sammenhæng måske på 5. etage, hvor alle tårnene er flettet sammen i et smukt, svungent forløb.

Men man kan omvendt mene, at den indre form med trappen har en konsekvens i de ydre rum, der dannes mellem tårnene ved deres møde med terrænet i de underste etager. Formerne i og omkring bygningen må opleves i bevægelse og kan ikke umiddelbart overskues. Denne særlige form for uoverskuelighed er sædvanligvis ikke til stede i dansk samtidsarkitektur. Ligesom den særlige måde at skabe plasticitet på er overraskende. Skal man sammenligne grebet med noget, som ikke stammer fra arkitekturens verden, men dog er meget arkitektonisk, kan det være den britiske kunstner Barbara Hepworths figurer, som f.eks. “Involute” fra 1946, hvor en hvid sten er skåret og hulet, således at indre og ydre hænger sammen næsten efter et Möbiusbånds principper, men rumæstetisk nyskabende. Og i formmæssig familie med bygningens tankegang, hvor det ydre fremkommer af det indre og omvendt.

Selve forholdet mellem rumlighederne i og omkring tårnene og deres sammenhænge kan også ses som genereret i lighed med alle de kurvede former, man kan udlede og opstille med en Aalto-skærm (fra 1938) til rumopdeling interiørt. Med sine spinkelt dimensionerede stave af Oregon-pine kan den netop danne forskellige facetterede kurver, som kan veksle mellem konvekse og konkave udsnit af forskellig størrelse. Der er stadigvæk tale om den samme geometri, hvor krumningerne kan skabes med radier af forskellig længde. I Axel Towers er tårnenes facader opdelt i facetter, bundet sammen af tøndebånd, hvorved de fremtræder som krumme. Facaderne er forsynet med finner, radiært strålende ud og udformet som brise-soleils, hvor facadernes dybde sørger for mediering af sol, lys, skygge og vind. Det tombakbeklædte bygningsværk vil patinere fint og harmonerer med bydelens farver. I det indre af huset er der gjort brug af egetræ på gulve og vægpaneler, og langs trappesiderne, rundt om kernerne til elevatorer m.m., er der svøbt eloxerede sinusplader af kobber. Udsøgt brug af materialer og fornemmelse for stoflighed er i det hele taget en del af tegnestuens signatur. Arkitekturen virker holdbar.

Selvom ønsket fra byens side om at få en bygning af høj arkitektonisk kvalitet er opnået, kunne man ønske sig, at oplevelsen af en sammenfletning af indre og ydre og i det hele taget oplevelsen af den særlige atmosfære i bygningen havde været mere tilgængelig for den almindelige forbipasserende. En af tagterrasserne kunne måske også have været åbnet for offentligheden i et vist omfang. Dog er der adgang til en bar oppe i et af tårnene.