ANNONCE
Bedre boliger i den uformelle by
Slumkvarter i udviklingslande er den hurtigst voksende boform. Johan Mottelsen, Marco Prahm og Jørgen Eskemose har besøgt et af områderne i Mozambique for at undersøge og registrere boligforholdene – og bygge et nyt prøvehus.
Johan Mottelson, Marco Prahm og Jørgen Eskemose
Casas Melhoradas (Bedre Boliger) er et boligprojekt, der søger at forbedre levevilkårene for mindrebemidlede i Maputo, hovedstaden i Mozambique. Projektet udvikler byggeteknikker med henblik på at nedsætte prisen og øge boligkvaliteten i slummen. Boligerne bliver testet i fuld skala som prøvehuse og evalueres for at identificere de bedst egnede løsninger for folk med små indkomster. Projektet samarbejder med lokale institutioner, håndværkere i den uformelle byggesektor og offentlige myndigheder. Det involverer både lokale og danske arkitekter og arkitektstuderende og opbygger således viden blandt den danske arkitektstand inden for by- og boligsektoren i udviklingslande.
Baggrund
I dag bor der ca. en milliard mennesker i slumkvarterer i udviklingslande, og ifølge FN vil antallet af slumbeboere vokse til to milliarder i løbet af de næste 15 år. Slumkvarterer i udviklingslande er således den hurtigst voksende boform og hovedtendensen inden for bolig- og byudvikling på globalt plan. Denne udvikling rummer store udfordringer og potentialer, men desværre er relativt få arkitekter involverede.
Den omfattende urbanisering skyldes bl.a. nye jobmuligheder i service- og industrisektorerne samt bedre adgang til uddannelse og sundhedsfaciliteter (de såkaldte pull-factors). Åbning af markeder og den teknologiske udvikling betyder, at små familielandbrug i udviklingslandene er i konkurrence med subsidieret industrilandbrug, hvilket underminerer livsgrundlaget for den rurale befolkning (de såkaldte push-factors). På denne baggrund har folk migreret fra landdistrikterne til byerne, hvilket har ført til, at store befolkninger bosættes i uformelt opførte slumkvarterer karakteriseret ved mangel på social og teknisk infrastruktur, boliger af dårlig kvalitet, overbefolkning og usikre ejer- og lejerforhold.
Maputo
Mozambique er et af verdens fattigste lande. Hovedstaden, Maputo, er kendetegnet ved stor social ulighed, som afspejles i byudviklingen, således at der reelt er tale om to byer: den formelle by i centrum med højhuse og god infrastruktur og den omkringliggende uformelle by i en etage bygget af beboerne selv, som ofte har karakter af slum. Maputo har en befolkning på ca. 2,5 millioner med en befolkningstilvækst på 5% årligt. Ca. 80% af befolkningen bor i slumkvarterer karakteriseret ved mangel på basal infrastruktur (vand, veje, elektricitet, m.v.).
Byspredning
Byen udvider sig horisontalt i højt tempo, hvilket har en række negative konsekvenser. Byspredningen genererer trafikale problemer, forurening, tab af landbrugsjord, dyr infrastruktur, nedsat mobilitet og social segregering. Ressourcerne til at investere i infrastruktur er begrænsede, og da horisontal byudvikling med lave tætheder betyder høje omkostninger til veje, vand og el, er der ikke penge til at udvikle infrastrukturen tilstrækkeligt for flertallet af byens beboere i slumområderne.
Johan Mottelson, Marco Prahm og Jørgen Eskemose
Fakta
Projektet er et samarbejde mellem den mozambiquiske NGO Estamos, Fakultetet for Arkitektur og Byplanlægning ved Universidade Eduardo Mondlane i Maputo, Arkitekter uden Grænser – Danmark og Department of Human Settlements – en forskningsenhed på Institut for Bygningskunst, By & Landskab ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – Arkitektskolen.
Bag projektet står: Johan Mottelson, arkitekt og videnskabelig assistent, Marco Prahm, arkitekt og undervisningsassistent, og Jørgen Eskemose, lektor. Alle er ansat på Kunstakademiets Arkitektskole.
Projektet blev udstillet på Louisiana i forbindelse med udstillingen “Afrika – Arkitektur, Kultur og Identitet” og er udvalgt til at blive udstillet i den Danske Pavillon ved dette års arkitekturbiennale i Venedig.
Udgivelse
Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 03/2016.
ANNONCE
Byfortætning
Befolkningstilvæksten medfører stigende grundpriser i centralt beliggende områder. Byfortætning, som udnytter pladsen mere økonomisk, baner allerede nu vejen for fortætningsprocesser. Byfortætning billiggør infrastrukturen, øger mobiliteten, adgang til uddannelse, sundhedsfaciliteter samt kommercielle funktioner. Derudover har fortætningsprocesser positive konsekvenser for miljøet grundet mindre transportbehov. En urban fortætningsproces kan derfor medføre en mere bæredygtig byudvikling, men kræver udvikling af nye boligtypologier, som er tilgængelige for den mindrebemidlede store andel af bybefolkningen. Dette er en stor udfordring, da befolkningen i slummen bygger deres boliger over mange år. Da mindrebemidlede ikke kan låne til boliginvesteringer i banker eller andre låneinstitutioner, er det vanskeligt at udvikle organisationsprincipper, hvad enten det er som ejer, lejer eller andelshavere. Der er et stigende behov for billige lejeboliger, ikke mindst fordi flere og flere ikke mere kan bygge deres egen bolig, da billig tilgængelig jord kun findes meget langt fra centrum.
I Maputos slumområder er der begrænset erfaring med høje tætheder. Boligerne i slumkvartererne opføres uden involvering af den formelle byggesektor, og hele byggeprocessen varetages af små uformelle håndværksmestre på små individuelle grunde. Boligerne i slummen er i ét plan, og de lokale håndværkere har begrænset erfaring med opførelse af fleretagers boliger. Graden af industrialisering i byggesektoren er lav, og den byggetekniske kvalitet er ringe. En optimering af produktionsprocesserne i byggesektoren ved at øge graden af præfabrikation vil kunne nedsætte ressourcespildet, tidsforbruget og ultimativt boligernes pris.
Projekt
Det første prøvehus blev opført i 2014, baseret på et simpelt byggesystem, hvor lette elementer i træ blev præfabrikeret i et snedkerværksted i et slumkvarter, transporteret ved håndkraft og samlet til en komplet bolig på relativ kort tid. I 2015 blev konceptet og byggeprocessen optimeret ved opførelsen af et prøvehus i tre etager. Denne prototype består af en tung betonplint, der bærer et let to-etages træhus og gentolker de traditionelle ‘casa de madeira e zinco’ (typisk bolig i blik og træ) og ‘casa de blocos’ (typisk bolig i betonblokke) med forbedret indeklima. Et let etagedæk-byggesystem udviklet i Brasiliens favelaer blev anvendt som etageadskillelse. Udearealerne mellem vejen og huset danner en social overgang mellem ude og inde. Boligen er beliggende i et centralt slumkvarter, som udelukkende består af en-etages boliger, og huset fremstår således som et radikalt arkitektonisk udsagn om, hvordan plads og infrastruktur kan anvendes mere effektivt.
I 2016-17 vil projektet opføre nye prototyper og søge at indgå samarbejde med offentlige og private aktører om opførelse af boliger i større skala.
