ANNONCE
Bedst & Værst 2017: Søren Johansen
Det bedste og værste i 2017 findes ifølge Søren Johansen i udlandet. Det prisvindende byggeri DeFlat Kleiburg i Holland var bedst, og nedrivningen af Robin Hood Gardens i England var værst.
Søren Johansen
Arkitekt MAA og medstifter af Johansen Skovsted Arkitekter.
Bedst: DeFlat Kleiburg
Det hollandske konsortium DeFlat Kleiburg reddede, sammen med NL Architects og XVW Architectuur, den sidste overlevende af Bijlmermeer-kvarterets hexagonale struktur af boligblokke fra nedrivning. Juryen for Mies van der Rohe-prisen 2017 valgte at hædre netop denne bedrift med årets pris.
Tidligere tiders omdannelser og renoveringer af blokkene i arkitekten Siegfried Nassuths enorme Bijlmermeer har søgt at gøre op med deres uniforme karakter gennem farvesætning, opbrydning af facaderne og påbygninger. I omdannelsen af Kleiburg gik man modsat til værks: Tilbygninger og bemalinger er renset bort, og bygningen står således igen med sin repetitive karakter, sin sandblæste beton og sine originale, simple og kraftfulde horisontale linjer.
I kontrast til blokkens ydre har Kleiburgs nye beboere overtaget de gamle lejligheder urenoverede til symbolske beløb og dermed fået mulighed for selv at skabe unikke og personlige hjem fra grunden med usædvanlige og ekstravagante lejlighedssammenlægninger både i plan og snit.
Projektet er ligetil og fuldt af eksempelværdi. Det evner at se potentialet i det, der er, og har med simple midler forvandlet en bygning, som var lagt for had, til noget helt særligt og attråværdigt.
At juryen for årets Mies van der Rohe-pris valgte at trodse en årelang tradition for at hædre markante arkitektoniske nyskabelser og i stedet at give prisen til dette noget anderledes projekt, varsler forhåbentlig nye tider. Om en styrket bevidsthed om både værdi og potentiale i denne udskældte periodes mange frembringelser.
Søren Johansen
Arkitekt MAA og medstifter af Johansen Skovsted Arkitekter.
Udgivelse
Artiklen blev første gang bragt i Arkitekten 01/2018.
ANNONCE
Værst: Nedrivningen af Robin Hood Gardens
Blandt det værste i 2017 er nedrivningen af Alison og Peter Smithsons Robin Hood Gardens fra 1972.
Afskåret fra omverdenen i et støjmættet rum mellem to hovedfærdselsårer i Poplar, London, lå dette sociale boligbyggeri som et manifest for vilje og tro i tiden på, at byen ikke blot skulle kunne rumme mennesker fra de lavere sociale lag, men at man gennem det byggede kunne skabe fællesskab og bedre levevilkår.
To bebyggelsesstokke bugtede sig i lette knæk langs de store veje og indrammede et bakket og fredfyldt indre grønt landskab. Vertikale, støjreflekterende betonvinger anslog en legende rytme, og horisontale skår skabte bugtede ‘gader i himlen’. Som et modsvar til ‘højhuset’ talte Robin Hood Gardens byens sprog og gjorde plads til fællesskabet.
Med nedrivningen af Robin Hood Gardens har vi mistet et hovedværk af arkitektduoen, hvis arv fortsat præger og inspirerer arkitekter i dag.
Bygninger med markant kulturhistorisk betydning som Hans Chr. Hansens Ringbo står på samme måde over for at gå tabt. Derfor er det afgørende, at de negative følelser udfordres, at det bliver gjort klart, hvad det er, vi står til at tabe, og at der skabes gode eksempler på, hvordan periodens bygninger kan få nyt liv.
I begyndelsen af november 2017 besluttede Victoria and Albert Museum i London at bevare en del af Robin Hood Gardens. En bolig, der strækker sig over tre etager, vil i løbet af året blive skåret ud af bygningen og gjort klar til at blive udstillet. Red.