Betonballet

Derfor er det også ærgerligt, at parkens træer skjuler den nederste del af trappeforløbet. Parken fungerer som den skal, og tilbyder et virkelig dejligt offentligt rum, hvor der er blanding af læ-muligheder og havudsigt. Folk kommer til at elske den, inklusiv den spændende stenskulptur af Benjamin Langholz. Men det giver et suk i arkitekthjertet, at bygningen ikke står mere rent frem, med containerhavnen i baggrunden, som den med sine dimensioner næsten refererer mere til, end den mere klassiske bygningsskala hos de øvrige naboer. Som sådan er BIG HQ kontekstuelt fintfølende i al sin enkelthed, og står som kalejdoskopisk overgang fra de store kraner på Levantkaj, til kontor- og boligbebyggelsen i Århusgadekvarteret, og laver referencer til forskellige tiders havnetypologier.  

Nogle helt andre associationer gives i overgangen fra gade til foyer, idet man træder igennem en stålindrammet hoveddør, der får en til at tænke på både art deco og Grundtvigskirkens indgang, før man passerer en træforet entrébox, der åbner op mod det fjorten meter høje hovedrum, med reception, restaurant og udstillingsområde. Arbejdsdækkene, hvis man kan kalde det det, ligger som åbne, forskudte etager, der enten flugter med vestfacaden eller den skrå nordfacade, og er resultatet af en beslutning om at tilføje flest muligt niveauer i højden, nu da det begrænsede plot alligevel ville sprede alle medarbejdere over flere planer. Fine rækværk med ens, nedskalerede dimensioner på balustre og håndliste afgrænser dækkene mod det åbne rum. Centrale trapper i pladestål forbinder niveauerne, og forstærker fornemmelsen af et dynamisk, tredimensionelt rum. Elevatoren er gemt væk i nordsidens servicevæg, så trapperne er katalysatorer i sammenbindingen af de forskellige tegnestueområder.

Artiklen fortsætter nedenfor…

Således er et af tegnestuens fineste varemærker forbilledlig til stede både ude og inde, med de her dagligdagse arkitekturpromenader der sætter hele bygningens volumen i spil. Det samme sker med uderummets landskaber, og gennem de store glaspartiers indramning flyder de ind i bygningen i skiftende tableauer. Det giver en sjældent set luftig fornemmelse til kontorlandskaberne, der altid har byen, havet, himlen og kollegaerne i sigte, uden at det virker påtrængende. Meget af denne luftige fornemmelse skal som sagt tilskrives at elevator og andre servicefunktioner ikke er lagt i midten af bygningen, som man ofte ser, men er samlet bag en stor træreol af overskydende træ fra Dinesen, der løber fra gulv til loft på alle etager, og er placeret parallelt med bygningens nordside. I tillæg er mindre mødelokaler, køkken og værksteder samlet i dette område bag reolvæggen. Det har gjort det muligt af differentiere indeklimateknologien, så der i serviceområdet er den lovpålagde mekaniske ventilation, mens der i det store åbne rum med kontordæk ventileres naturligt.

Andre bæredygtige tiltag tæller blandt andet geotermisk varme, der blev foranlediget af den dybe pælenedramning, og solceller, der driver varmepumpen. Og faktisk også betonen, hvor en ny type cement med 30 % ler er taget i brug. Interessant eksperiment i en betonskeptisk tid, og egentlig også interessant, at det først er når arkitekter laver det hele selv, at den slags eksperimenter for alvor udføres. For det har de nemlig gjort, lavet det hele selv; bygningen er tegnestuens første projekt der for alvor implementerer deres LEAP-system, hvor alle tegnestuens fagteams samarbejder. Inkluderer man BIGs medejerskab i entreprenørfirmaet, har tegnestuen altså haft alle roller i det her projekt, og kunne derfor teste ting som bygherrer normalt ikke vil gå ind i.       

Der har så også været rum til at tage beslutninger undervejs, som for eksempel stensøjlen i husets midte, som giver de langspændte dæk den ekstra støtte de teoretisk egentlig ikke havde brug for, men nu står der stablet syv rå stenblokke, og selv om man fornemmer, at de ikke var indtænkt fra start, er de alligevel blevet et sanseligt omdrejningspunkt og en fin fortælling, om stærk skandinavisk granit for neden, den lidt svagere skandinaviske marmor på fjerde og femte sal, kronet med den mytiske, forfinede Carrara-marmor på sjette, og som arkitektonisk motiv er det ret smukt med den her arkaiske stensøjle i midten af beton, stål og glas.

Ligesom andre elementer i bygningen er de firkantede søjler optaget af retningen, og flugter således med det dæk de bærer. Andre retningsmarkører er TT-dækkenes åbne underside, med lysarmaturer som følger striberetningen. Og så er der trapperne, hvor ubrudte trappelinjer og retninger er prioriteret og trinnene må følger efter, så der for eksempel på en ligeløbstrappe mellem tre etager, er vinklet en repos ud fra et enkelt trin, med dertilhørende forskelligt vinklede trin i de to dele. Forvirrende, rent og sjovt på en gang. Også den store lysinstallation i foyeren leger med placering og bevægelighed, gennem skørtelamper der falder og hejses op i bløde rytmer.

Lamperne minder om svævende balletdansere, men trækker man analogien væk fra de umiddelbare konnotationer, er det faktisk bygningen i sig selv som minder om balletdanserens kunst: Disciplineret og sindssygt krævende, men med en lethed og elegance i fremtoningen, der tager år at fremdyrke. En flot scene, og opmærksomhed på publikum. Og ikke mindst et dragende fokus på den begavede, skulpturerede krop. Forhåbentlig kan alle snart se hele forestillingen fra første parket, hvis tegnestuens idé om at åbne restauranten for offentligheden på visse tidspunkter bliver gennemført. Det vil i så fald ligge smukt i forlængelse af BIGs generøse tilgang til at invitere offentligheden ind på matriklen, modsat hvad vi ofte ser, når store kontorejendomme slår sig ned i havnen, og direkte eller indirekte lukker offentligheden ude. Her på Sundmolens yderkant bydes man hjertelig velkommen, og kan således beundre  betonballetten helt tæt på, og det er herved anbefalet at lade sig henføre big time.