ANNONCE
Betonnarkomaner
Dansk byggeri er lige så ensidigt afhængigt af beton, som tysk industri er af russisk gas.
Søren Nielsen
Arkitekt MAA og partner i Vandkunsten
Efter mere end 30 år som dansk boligarkitekt er betonelementer blevet en del af mig selv. Særligt det 120 cm brede huldækelement. Jeg har ikke tal på de boligplaner, jeg har moduleret og masseret til at passe til et helt antal elementer for at undgå spild. Som at løse en ligning med lutter velkendte ubekendte: adgangssystemet, gulvopbygningen, installationsskakterne, kantudstøbningen, spændet, værelsesantallet. Løsninger, der kan opmagasineres og rekrutteres fra serveren som BIM-blokke, opdateres, tilpasses, kombineres, udveksles, genbruges og videreudvikles. Et designarbejde, der tilfredsstiller ved at være hierarkisk ordnet efter montageproces, bygningsdels- og komponentgeometriske standarddimensioner, og ved at skubbe de identitetsskabende komplikationer ud af det generiske konstruktive system – til facaden, overfladerne, smedearbejdet og systemleverancerne, der hænges på betonkonstruktionen som tøj på en påklædningsdukke. Det er et så konceptuelt rent og logisk arbejde, at det godt kunne udføres af en algoritme, hvis ikke det var, fordi du selv som menneske-arkitekt stadig kan gøre det hurtigt og, tja, lidt endnu måske: til en konkurrencedygtig pris.
Ondt gør det, hver gang en bygherre af hensyn til sin arealbetingede indtjeningsmaksimering insisterer på en husdybde, der ikke går op med et helt antal elementer. Fabrikken hakker så standardelementerne til og bruger vistnok den spildte beton som tilslag i nye elementer, så måske lever klimaet med det. Det er mere princippet; modulsystemet har en skønhed i sin bogstavelig talt elementære begrænsning. Legoklodser saver man jo heller ikke til. Jeg ønsker at producere på systemets præmisser, og som regel er det også med netop det udgangspunkt, at man kan imødekomme budgetrammer og udførelsespræferencer. Jeg elsker at overraske med at have optimeret så meget, at entreprenøren indrømmer, at der er luft til lidt billig kærlighed i retur; et rulskifte over indgangen, et trappeværn af fladstålsprofiler, en elementsamling uden udspartling.
Byggesystemet er altid formens medproducent. I modsætning til insitu-støbte dæk kan huldæk ikke udkrages – uanset spændretningen. Randarmeringen skal ligge i facadens dækforkanter uden svinkeærinder. Perpendikulariteten er ufravigelig, medmindre man snyder med semi-insitu-støbte filigrandæk. Systemet producerer grove, volumenbaserede arkitekturmotiver med hovedsageligt todimensionelle variationsmuligheder som vinduessætning og formursforbandt. Hold det op imod middelalderbyggeriets udkragningsforsætninger, hvor husdybden vokser for hver etage, eller klassicismens horisontale profileringer. Hvor den insitu-støbte betonarkitektur takket være sine a-tektoniske armeringshemmeligheder kan tillade sig en fabulerende geometri, kan mellemskalaens elementer i elementbyggeriet kun tilføjes med pistolelementets eller søjlens besvær. Og kampen mod kuldebroerne har indskrænket repertoiret betydeligt siden betonelementforkæmperen Svenn Eske Kristensens fine facadetektonik (1).
(artikel fortsætter nedenfor)
Søren Nielsen
Arkitekt MAA og partner i Vandkunsten
Noter
1) Vedr. Svenn Eske Kristensen. Se arkivopslag s. 44.
2) MUDP demonstrationsprojekt af Fællestegnestuen (GXN, Lendager Group og Vandkunsten).
Udgivelse
Artiklen blev første gang udgivet i Arkitekten 07/2022.
ANNONCE
Elementbyggeriets ydre arkitektur er karsk og tungsindig med uprofilerede, skarptskårne, Bauhaus-kompatible, positivformede volumener, og i dag – o tempora, o mores! – mest fladtaget/fladpandet kubisme. Sindbilledet på tavs, selvtilstrækkelig maskulinitet. Bare synd, når potensen punkteres af et flovt bette blikprofil i tagfodens overgang til verdensrummet. Huldækket er kun medskyldigt heri, for så vidt som hele systemet befordrer en byggekultur baseret på nøgen nytteværdi.
Den indre arkitektur er bestemt af vægelementernes transporthøjde. Dobbelthøje rum eller herskabelige loftshøjder kræver hundedyre ‘vendeelementer’. Betonelementets boliger er stablinger af etplans lejligheder med beskedne loftshøjder. Flats er en rammende betegnelse. Næsten overalt anvendes bærende skillevægge som konstruktivt princip. Det adskiller sig fra tidligere perioders praksis og betyder, at fleksibiliteten svækkes, fordi lejlighedsskel meget vanskeligt kan nedbrydes ved sammenlægning af boliger – lodret såvel som vandret. Betonelementets boliger er uforanderlige; Pompeji-agtige, tidsmæssigt fastfrosne øjebliksbilleder af boligmarkedets præferencer ifølge ejendomsmægleren 18 og en halv måned inden indflytningen.
Dansk byggeri er lige så ensidigt afhængigt af beton, som tysk industri er af russisk gas. Et af den socialdemokratiske regerings vigtigste succeskriterier er at få opført i titusindvis af nye almene boliger. Hovedparten skal bygges af betonelementer alene af den grund, at en alternativ produktionskapacitet ikke er til stede. Der vil mangle materialer, kompetencer, produktionsanlæg og priskonkurrence. Mon ikke Aalborg Portlands spektakulære næsten-fritagelse for CO2-afgift skal ses i det lys?
I stedet for at forny den industrielle infrastruktur for at opnå klimavenlige løsninger har vi gjort det modsatte ved at cementere betonens hegemoni gennem tekniske benspænd, især med krav til lyd og brand. Det gør det dyrt og besværligt at forsøge sig med alternativer og skræmmer effektivt investorer, forsikringsselskaber og lav-prisrådgivere væk. Trods min respekt for huldækket er jeg ikke fan af dets byggetekniske næsten-monopol. Mange udmærkede betonkasser til trods er der for få varer på hylderne og for ringe diversitet i byggeteknikken.
Betonelementbyggeriet var ellers i sandhed en gigantisk politisk og teknokratisk præstation, som løste efterkrigstidens boligmangel. Med en massiv og målrettet indsats – planlægning i storskala, statsstøtte, forskning, uddannelse og tværsektorielt samarbejde – lykkedes det at tiltrække investeringer i produktionsanlæg og opfinde nye tekniske løsninger, som vi stadig gør brug af. Den teknologiske omstilling var ikke skabt af markedets usynlige hånd, men bestilt, købt og betalt af demokratiet.
Hver historisk periode frembringer sin teknologi og tilhørende arkitektur, men i dag sover politikere og teknokrater tornerosesøvn, selv om alle ved, at klimakrisen kræver lynhurtig omstilling. Markedsfetichismen har lammet den politiske handlekraft, skønt frugterne hænger lavt på byggeriets omstillingstræ.
Betonindustrien er i 70 år blevet forkælet af bygningsreglementet og de tekniske uddannelser. Nu bør man stille ét simpelt krav: reversibilitet! Det ekstruderede huldæk er i sig selv en smart og materialebesparende komponent. Erstattede man de sammenstøbte armeringslåse med mekaniske samlinger, ville de standardiserede mål gøre hulelementet til bygningsdelsskalaens makro-mursten. I udviklingsprojektet Circle House (2) (se Arkitekten 01/2019) oplevede jeg, at det ikke er raketvidenskab for hverken konstruktionsingeniører eller producenter at lave mekaniske samlinger mellem betonelementer. Blot er det noget dyrere, og så udebliver både udbuddet og efterspørgslen.
Markedet innoverer kun af sig selv, så længe billiggørelse udgør drivkraften. Et civiliseret samfundsfællesskab styrer markedet med lovgivning. Et påbud om reversibilitet og et forbud mod varmeforceret udtørring er innovationskravet, der kan ruste mit gode, gamle huldæk til en klimakatastrofal fremtid. Optimeringen af teknologi og pris kan trygt overlades til markedsdarwinismen. Og jo, det kommer sikkert til at tage lidt længere tid at opføre en boligblok. Og ja, hvis prisen bliver højere, bliver der sikkert bygget færre af dem. Så meget desto bedre! Vores boligforbrug har for længst groft overskredet de planetære grænser.
Råhus. Foto: Adam Mørk
Foto: Adam Mørk