Bevaret jordforbindelse

Udefra fremstår sakristiet som en tæt lille enhed med tre ens spidse saddeltage – eller ‘bispehuer’. Tagene er belagt med 8 mm tykke, hvidmalede stålplader, og på langs af muren under gavlene spænder et bredt bånd af perforeret murværk. Murene er udført som krydsforbandt i hele sten, hvilket giver perforeringerne en klædelig tykkelse, og alle murede overflader er filtsede og hvidkalkede ligesom kirken. Tilbygningen har udefra en abstrakt karakter, der tydeligt vidner om, at det er en ny tilføjelse. Samtidig virker den tætte, homogene klump som skræddersyet til kirken, på samme måde som tårnet og våbenhuset er det. Det, der især er med til at skabe denne selvfølgelige, på én gang umærkelige og distinkte sammenhæng, er de hvide ståltage, der på deres side spiller kækt op til trappegavlene på tårnet bagved, og det perforerede murbånd, der tager temaet op fra kirkens kvadratiske hjørnekvadre (der sågar i et enkelt tilfælde har indhugget et skakternet mønster). Hvor tagene næsten synes at gå i ét med omgivelserne – på en gråvejrsdag som denne er det næsten, som om de forsvinder – så formår perforeringerne at skjule de nutidige vinduer, der ofte bliver et problembarn i så fordringsfuld en historisk sammenhæng.

Den stilsikre udførelse af hovedforholdene forstyrres en anelse ved selve tilkoblingen til kirken. Vindfanget er indrammet med kraftige aluminiumsprofiler, som harmonerer dårligt med materialerne i det eksisterende byggeri. Det har nok været tanken at vælge et materiale, der er så afdæmpet som muligt, men havde det hvidmalede stål, som rent faktisk er anvendt på indersiden af vindfanget, mon været bedre, mere konsekvent? En anden detalje, der synes uforklaret, er en hvid stålkasse indsat som en form for afstandsklods i det smalle mellemrum, der er imellem stræbepillen og tilbygningens midterste gavl. Det er ikke til at se, hvilket formål denne kasse tjener – næppe at holde tilbygningen fast til kirken. Dette er dog nogle relativt små skønhedsmæssige spørgsmålstegn i ellers vellykket ydre.

Adgangen til sakristiet opnås som nævnt inde fra selve kirken. Det helt igennem vidunderlige kirkerum med mønstrede teglgulve og overdådige kalkmalerier kommer den besøgende i møde som en varm, inciterende farvesymfoni af jordfarver med sarte blålige indslag. Vil det mon være et antiklimaks at træde ind i en ny tilbygning herfra? Er det overhovedet muligt at skabe en naturlig overgang fra dette stærkt atmosfæremættede rum? Ja, det er det faktisk! Ved hjælp af en ny gullig teglklinke ‘trækkes’ kirkens gulv næsten umærkeligt med ind i sakristiet som en rest eller afsmitning fra kirken. Den niveaufri overgang, som er et krav i dag, understreger den flydende sammenhæng. Det første, man møder, er gedigne indbyggede egetræsskabe omgivet af hvidkalket murværk. En smal gang leder ind til det midterste rum, der optager et fuldt fag i det tredelte sakristi. Bag rumhøje, egetræsindfattede glasdøre ses det perforerede murværk og kirkegårdens grønne omgivelser som et fragmenteret flimmer. Hvad der udefra fremstod som sylespidse tage, er indenfor forvandlet til bløde, hvælvede lofter, udført som traditionelle staldhvælv med hvidmalede stålprofiler i graterne mellem hvælvene og ditto H-profiler langs kanterne og som bærende søjler imellem fagene. Der er en tektonisk klarhed i overgangene, hvis man kigger godt efter. Ingen dikkedarer, kun solidt udførte samlinger og detaljer. Det samme må siges om alle egetræselementerne, der i toilet, legerum, køkken og kontor er udført med sikker hånd. Ja, selv langbordet i midterrummet – en lang, tyk plade hvilende på to bukke – har arkitekterne tegnet med stor fornemmelse for materialet og dets rumlige sammenhæng.

Teglgulvet er ikke lagt i mønster som i kirken, men stenenes brændte nuancer changerer tilpas levende, og overgangen imellem fagene er diskret markeret med et skift i liggeretningen. Det er den slags små detaljer, der – hvad enten man bemærker dem eller ej – gør én tryg og glad ved at opholde sig i rummet. Der er styr på sagerne, og det er tilmed udført med sikker æstetisk og rumlig sans.

Efter 500 års ventetid har Tilst Kirke fået et knopskud, der forekommer så velgennemtænkt, at det synes vokset frem af den gamle kirke. Men det har dog i al sin beskedenhed så megen kant og selvtillid, at det kan tåle sammenligning med moderkirkens øvrige elementer, der lige fra våbenhus og kor til skib og tårn solidt og stilfærdigt vidner om 850 års kirkelig byggemode. Det er imponerende, at man kan gå fra tonstung murtykkelse og middelalderlig atmosfære til nutidens byggeteknisk krævende energi- og komfortkrav uden at miste ‘jordforbindelsen’ til bygningskulturens tungeste arvegods.

Lad os håbe, at Tulinius Lind bliver tilsmilet med mange opgaver af denne art i fremtiden. I deres hænder går det ikke galt.