ANNONCE

Marmorkirken, København. Foto: Laura Stamer

Jesper Pagh

Arkitekt, ph.d. og adjunkt ved Roskilde Universitet.

I dag kan man have stemt til sit første folketingsvalg og være vokset op i et København med førerløse tog, havnebade og årlige bylivsregnskaber. Få år før dagens 18-årige blev født, var det imidlertid ingen given sag.

Arbejdsløsheden var enorm, og den eneste byggekran i byen var dén, der var opstillet til bungee jump på en ubebygget Kalvebod Brygge. Siden midten af 1950erne, hvor befolkningstallet nåede 780.000, var det gået jævnt ned ad bakke, og i starten af 1990erne nåede man bunden. Mere end 300.000 havde forladt byen, og de havde for størstedelens vedkommende det til fælles, at de – i modsætning til dem, der var blevet tilbage – havde en uddannelse, et arbejde og betalte skat. Udgifterne steg, mens indtægterne faldt, i foråret 1993 nåede kommunens gæld 15 mia. kroner (hvilket i nutidskroner svarer til ca. 25 mia. – den samlede investering i Cityringen), og kommunens økonomi blev sat under skærpet tilsyn af Indenrigsministeriet.

Siden er det kun gået fremad. Det skyldes et sammenfald af omstændigheder, faglig dygtighed og god ledelse snarere end en stor samlet plan. Spørger man Anne-Grethe Foss, er det imidlertid politiske visioner og mod, der først og fremmest melder sig som afgørende for, at udviklingen blev vendt. “Der var nogle modige og visionære politikere, der turde at gøre noget i stedet for bare at sidde og klynke”, som hun siger.

Det hele startede med beslutningen om at etablere en fast forbindelse til Sverige. Det skete på et tidspunkt, hvor den geopolitiske og planlægningsfaglige opmærksomhed vendte sig fra nationalstaterne til de store byregioner og deres indbyrdes sammenhænge. “Og så tænkte man videre, at hvis vi i København for alvor skal have noget ud af den faste forbindelse over Øresund, så skal vi have en metro”, fortæller Anne-Grethe Foss, der hele vejen igennem har været med til at sørge for, at snuden er blevet holdt i sporet, og de store visioner realiseret.

25 år tidligere gjorde hun sig selv de første forestillinger om en underjordisk forbindelse fra Kgs. Nytorv til Østerport med en station under Marmorkirken; et projekt, som gav hende afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1969, selvom stationen – siger hun selv – ikke var nær så flot som dén, der nu netop er åbnet. Men hendes rolle, skynder hun sig at sige, har heller ikke været som arkitekt – hun har i stedet påtaget sig ansvaret som dén, der har skabt rammerne for andre.

Som ung arkitektstuderende var Anne-Grethe Foss i Paris på et udvekslingsophold, og det var egentlig nødvendige overspringshandlinger fra aktiviteterne på L’École des Beaux-Arts, der førte til indgående studier af metroen dengang, fortæller hun. “Det var i foråret ’68, og vi lavede mest transparenter til at gå i demonstrationer og den slags, og så tænkte jeg, at det kan jo ikke nytte noget; jeg må også gøre noget ud af det faglige. Og så tog jeg selv rundt og studerede fransk arkitektur. Så jeg kørte rundt med metroen, og så blev jeg simpelthen så fascineret af den, at den kom til at fylde meget mere end det andet – både, hvilken maskine den er, og den betydning, den har for byen – hvordan man oplevede sammenhængen mellem forskellige dele af byen på nogle helt andre måder, end jeg var vant til fra København.”

I 1870erne lod Meldahl sig inspirere af Paris i sine planer for transformationen af København fra en lille by, indesluttet bag sine volde, til en europæisk storby og stod bl.a. bag opførelsen af Søtorvet, der komplet med mansardtag og fortovscafé skulle bidrage til at løfte københavnerne ud af den beklumrede luft i middelalderbyens smalle gader og gøre dem urbane. En tilsvarende forandring af livet og stemningen i byen synes Anne­Grethe Foss, man kan se over de seneste 25 år: “Jeg synes, at noget af det mest interessante er, hvordan metroen ændrer vores oplevelse af, hvordan vi kan bruge byen. Da jeg var ung, sad vi jo bare derhjemme. I dag rejser folk rundt i København, som virkelig er blevet en global storby. Der er mange centre i byen, det er ikke bare på en lille del af Strøget, tingene sker. Det er ikke metroen alene, selvfølgelig, men jeg tror, den har været med til at gøre byen mere mangfoldig og skabe muligheder nogle steder, hvor der ikke var muligheder tidligere.”

Når man leder et megaprojekt som anlægget af metroen, har arkitekter nogle særlige kompetencer, mener Anne-Grethe Foss – og et særligt ansvar. Det handler om at se mulighederne og lade sig inspirere af, hvordan man kan omsætte det, man har set ét sted, til en ny virkelighed et andet – sammen med andre. “Man kan jo ikke deducere sig frem til, at så gør vi det, så gør vi det, så gør vi det. Det handler om at kunne se det i sammenhæng. Men man kan ikke se det i sammenhæng, uden at der er nogen, der byder ind med også deres synsvinkler. Så er ens opgave, når man ser det samlet, at sige, hvor skal vi så hen, og hvordan kommer vi derhen. Så må man hele tiden holde sig ideen for øje. Der må gerne ske ændringer, men den overordnede idé må man holde fast i.”

Og dét er, mener Anne-Grethe Foss, arkitektens faglige forpligtelse; at sørge for at fastholde den store idé, have blik for, hvad det er, der er det bærende, og hvordan man får alle til at bidrage til sammenhængen. “Hvad er ideen, og hvordan slår den igennem… Det er den faglige forpligtelse, man har”, siger Foss.

Jesper Pagh

Arkitekt, ph.d. og adjunkt ved Roskilde Universitet.

Anne-Grethe Foss

Anne-Grethe Foss er arkitekt MAA og tidligere administrerende direktør for Metroselskabet (1993-2009) og nuværende viceadministrerende direktør for Metroselskabet og Hovedstadens Letbane.

Udgivelse

Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 10/19.

ANNONCE

Anne-Grethe Foss

Anne-Grethe Foss er arkitekt MAA og tidligere administrerende direktør for Metroselskabet (1993-2009) og nuværende viceadministrerende direktør for Metroselskabet og Hovedstadens Letbane.

Udgivelse

Artiklen blev udgivet første gang i Arkitekten 10/19.