Blade Runner 2049

Så snart vi kommer ind til byen igen, fordamper originaliteten. Selvklart. Blade Runners L.A. anno 2019 var aldrig set før og tilbød uerstattelige billeder. Modelbyen, der kommer til live som en mørk, neoromantisk Frankenstein-figur under kameraets panoreringer, er filmens største skabelseshistorie, parallelt med dens narrativ om identitetsopbyggelse/fortabelse. Den horisontale megaby, der har rejst sig, er et ubetinget mesterværk. Forfærdende og forlokkende, en grænseløs en-dag-tilbage-forlystelsespark, for tæt og forstoppet. Indbyggerne er cool, kæmpende punk-dyr, men med fantasiens charmerende, krøllede sårbarhed, flertydighed og detaljerigdom. Arkitekturen ligesådan. L.A. foregribes som ophobet modificeringsarkitektur, adderingsarkitektur, et miskmask af ruinøs cyberarkitektur. Nye konstruktioner brager gennem gamle. Man planlægger ikke til fremtiden, snarere implosion. Og det regner.

I 2049 er byen ikke styrtet sammen. Den er blevet endnu tættere. Koldere og mørkere. Nu falder sneen over holo­gramoplyste gader. Den klare sociale struktur fra 2019 (udskud i bunden, de få rige på toppen) synes at være gået i opløsning. Noget, der ligner småskala-bydannelser, som brasilianske favela-kvarterer, er kravlet op på højhusenes tagflader.

Villeneuves mantra til filmens set design har angiveligt været at tilføre mere brutalitet til universet. Hvad tilbyder brutalitet? Brutalitet er et fortæppe, der kun kan gå én gang. Så har vi fanget den. Alt (slemt) kan ske. Uden beregning. Konsekvensløst. Brutalitet er monokromt. Vi ser store konceptuelle træk udfoldet: resiliens-muren mellem byen og verdenshavet. San Diego som waste-land. Las Vegas indhyllet i nuklear orangetåge.

Blade Runner kiggede sig grundigt omkring i Metropolis (Fritz Lang, 1927) og hentede inspiration hos Moebius’ tegnede cyber-noir-gigantby i The Long Tomorrow, da den nye verden skulle bygges op. Men det var brugen af faktiske locations til interiørscenerne som Bradbury Building og Ennis House (Frank Lloyd Wright, 1923), der fastgjorde filmen til L.A.s (noirfilm-)historie og etablerede en koketterende, krydsrefererende leg med beskueren. Set-designerne til 2049 har kigget på brutalistisk arkitektur som Barbican Estate i London og stort set kopieret et interiør fra spanske Barozzi Veigas konkurrenceforslag til et Neanderthal-museum (2010), da de designede über-brutalisten og replikant-mageren Niander Wallaces domicil. Skarptskårne flader, kontrollerede slagskygger, ingen pynt og ingen afledning. Frygtens hjem har få detaljer i 2049, men den byggede afkølethed bliver i længden lidt kedsommelig, uforførende, og de importerede billeder kommer til at skygge for arkitekturen. Mellem de to film bevæger vi os fra finurlige rumfoldninger af art deco-interiører og maya-kultiske pragtpyramider til billedstormende fladskærmsbilleder. Musikken følger effektjagende trop.

2049s selvbillede som efterfølger udforskes i en fantastisk sprogspilsscene, som tilbyder filmens anden store refleksive åbning. K sidder alene og overvåget på en stol i en hvid celle til en såkaldt Baseline Test. Man tjekker, om replikanten er i vatter, ved at lade ham gentage ord fra et digt, der læses op af overvågeren. “Cells interlinked within cells interlinked. Within one stem. And dreadfully distinct. Against the dark, a tall white fountain played”. Tekstuddraget stammer fra Vladimir Nabokovs Pale Fire (1962), et stykke eksperimenterende non-linear metafiktion, der efter udgivelsen blev sammenlignet med, og testet som, hypertekst. Da Blade Runner kom til verden, begyndte informationssamfundets datasky at samle sig over os. Blade Runner 2049 bliver til inde i skyen, hvorfra den undersøger nogle ekstremt interessante, post-humane AI-relationer imellem hologrammer og replikanter. I fremtiden, i celler sammenkædet?