ANNONCE
Blinde vinkler
“Trappen har været brugt og bruges stadig som et hierarkisk, iscenesættende og kropsligt element.”
Christine Bjerke
Arkitekt MAA & ph.d.-studerende på Det Kongelige Akademi.
”Hvorfor er arkitekter så forelskede i trapper?”
Det spørgsmål stillede digteren Caspar Eric under et seminar på Det Kongelige Akademi for et par år siden. Vi ved, at trappen har været brugt og stadig bruges som et hierarkisk, iscenesættende og kropsligt element, der former både arkitekturen og menneskets oplevelser af den. Så måske er spørgsmålet først og fremmest et, der afspejler, at vi som arkitekter ofte tager udgangspunkt i et standardiseret menneske – et menneske, der ikke repræsenterer det mangfoldige samfund, vi designer for og med.
Den amerikanske forsker Aimi Hamraie har blandt andet sat fokus på, hvordan intentioner omkring velvære og læring i nutidens arkitektur ofte reproducerer en ableistisk tilgang.1 Altså, at arkitekturen (ofte ubevidst) diskriminerer og udelukker personer med handicap eller funktionsvariationer på baggrund af en ’normativ kropsskabelon’.2 Det paradoksale er, at denne type arkitektur ofte beskrives af arkitekter og medier som socialt og miljømæssigt bevidst – men samtidig er designet med udgangspunkt i et meget snævert menneskesyn. Denne tilgang, kan spores flere hundrede år tilbage til forestillingen om et idealiseret menneske, baseret på en antaget universel og såkaldt neutral krop – ofte hvid, mandlig, ung og uden handicap eller funktionsvariationer. Et kendt eksempel er Den Vitruvianske Mand af Leonardo da Vinci fra 1490erne, men vi kan også se endnu længere tilbage til antikken eller frem til i dag. Disse forestillinger af mennesket overser den kropslige mangfoldighed og medvirker til at skabe barrierer for alle som ikke passer ind i idealet.
Artiklen fortsætter nedenfor…
Christine Bjerke
Arkitekt MAA & ph.d.-studerende på Det Kongelige Akademi.
Noter
1. Aimi Hamraie (2024) Modeling the Livable City: Urban Ableism Across Borders. The Professional Geographer 0:0, side 1-7. Derudover, dyk fx ned i forsker Rosemarie Garland-Thomsons arbejde, eksempelvis; Building a World with Disability in It. Culture – Theory – Disability: Encounters between Disability Studies and Cultural Studies, 2017, side 51-62. (offentlig tilgængelig online)
2. Dyk mere ned i ableisme begrebet, eksempelvis; Emil Søbjerg Falster (2024) Ableisme - Magt, menneskesyn og myten om den normale krop, Samfundslitteratur.
3. Arkitekten 03/2025, Vol. 127, s. 43.
4. Projektet var en del af samarbejdet mellem Institut Funder Bakke (IFB) og O—Overgaden med udstillingen ’A Sock in the Eye’, 2024.
5. Charlottenborg i København har været omfattet af den danske Bygningsfredningslov, siden lovgivningen blev vedtaget i 1918.
Udgivelse
Kommentaren blev første gang bragt i Arkitekten 04/2025.
ANNONCE
De nedarvede normer i arkitekturen kommer for eksempel tydeligt til udtryk i det arkitektoniske koncept om ’den sociale trappe’. Trappen, som forbinder etager, fungerer som siddeplads og inviterer til ophold, og samvær, er allestedsnærværende i arkitekturen – især når man først begynder at lægge mærke til den. Det nyeste nummer af Arkitekten 03/2025 mindede mig om det. I temaet Undervisning 1 bliver vi præsenteret for en lang række skoler og læringsrum, hvor disse ’sociale trapper’ – og trapper generelt – er til stede overalt. Vindeltrapper, atriumtrapper, hovedtrapper, udendørstrapper og, som det bliver beskrevet: ”Disse zoner forbindes internt med trapper, hvor nogle fører helt ned til terræn og dermed skaber sammenhæng med byen eller grønne områder”.3 Ja, for nogle – men, hvorfor er det vi ikke har et mere kritisk blik? Både i designprocesserne og i den måde, vi analyserer arkitekturen på, mangler variationer i kroppe at være i fokus. Hvorfor søger vi ikke en kombination af mange forskellige måder at bevæge sig i arkitekturen på – måder, som afspejler det mangfoldige menneske? Det bringer os tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er arkitekter så forelskede i trapper?
Den engelske arkitekt og forsker Jordan Whitewood-Neal gentænkte i 2024 det omkring 350 år gamle Charlottenborg i København.4 Som en kommentar til den fredede bygning, der er tæt på umulig at transformere, tilføjer han idéen om en skulpturel rampe, som komplementerer de andre måder at bevæge sig igennem bygningen på.5 Forslaget inviterer til dialog og er et eksempel på, hvordan arkitekturen kan beriges og gøres mere inkluderende for langt flere mennesker.
Arkitekturen kan nemlig så meget mere end trapper – både når det gælder transformation af det eksisterende og design af nye rum, som for eksempel skoler og læringsmiljøer. Men det kræver, at vi som arkitekter arbejder med vores fags og egne blinde vinkler. Hvis vi fortsætter med at centrere trappen som den eneste eller primære forbindelse, risikerer vi netop at reproducere et historisk og reduktivt menneskesyn. I stedet kan arkitekter åbne designprocesserne, centrere og lære med mangfoldige kropslige perspektiver – de egentlige eksperter i oplevelserne af arkitekturen.