BLOX: Krydsfelt

Indtil Bjarke Ingels og BIG-generationen meldte deres ankomst, var dansk arkitektur præget af en beherskelse, som var del af en bredere nordisk – og ikke mindst modernistisk – tradition, som den nye bølge fandt kedelig og derfor gjorde op med. Men hvor de unge dengang havde travlt med at sælge deres storladne, mediebevidste, teknologifikserede og urbanistiske vision, lyder det sprog, de bruger i dag, når de diskuterer deres arbejder, ofte umiskendeligt nordisk og helt i tråd med det 21. århundredes nordiske model: demokratisk, socialt bevidst, transparent og inklusiv. Selv begreber som Genius Loci og stedets og kontekstens betydning sniger sig indimellem ind i udtalelserne fra den tidligere danske super-generations medlemmer.

Set udefra var det slående, hvor ivrige medlemmerne af den nye bølge, på trods af deres oprørske retorik, var efter selv at blive en del af det gode selskab. Set indefra ligner paradokset et uløseligt dilemma. Den nye bølge har måske nok rusket op i branchen, men deres forkærlighed for det kommercielle har bare gjort dilemmaet omkring den spektakulære arkitektur endnu større. Problemet er ikke kun, at medialiseringen af arkitekturen i stadig højere grad præges af økonomiske motiver, men også nok så meget, at der mangler en velovervejet debat. I det stadig protestantiske Norden kan man ikke få sig selv til at sige, at arkitekturen er for højtråbende – uanset hvor meget, der er om snakken.

Vi kan måske nuancere det lidt ved at spørge: Er der regionale forskelle inden for den nordiske ikon-arkitektur, og kan man pege på nogle typer og kategorier? Men at påstå, at Henning Larsens Harpa i Reykjavik, Cebras Isbjerg i Aarhus eller BIGs Amager Bakke ikke er ren og skær ikon-arkitektur, vil være at benægte det åbenlyse.

Det er derfor ikke overraskende – i betragtning af det behov, der åbenbart er for statussymboler – at det samme gør sig gældende for OMAs BLOX, men her med en ekstra wow-faktor: det store internationale arkitektnavn. Og endnu et indtryk trænger sig på, selv om det måske ikke var intentionen oprindeligt. Nemlig den måde, hvorpå bygningen understreger BIG-generationens navlestrengs-lignende forhold til Koolhaas og resten af den såkaldte ‘Super-Dutch’-generation, og samtidig den tvivl og usikkerhed, der åbenbart stadig var forbundet med at vælge en arkitekt fra hjemmeholdet. Hvis konkurrencen var blevet afholdt fem år senere, er det ikke svært at forestille sig, at man havde valgt et BIG-projekt. Som det er nu, bliver dansk arkitektur repræsenteret af en hollandsk arkitekt.

BLOX, der har fået sit navn efter de labyrintiske, uregelmæssigt stablede grønne klodser, er, selv om bygningen ikke er så flamboyant som mange af BIG-generationens tidlige værker, stadig et produkt af den såkaldte ‘opmærksomhedsøkonomi’. Bygningens arkitektoniske program er intelligent, men det virker som noget fra en svunden tid.

BLOX er også den seneste i rækken af ikonbyggerier på den københavnske havnefront og lægger sig dermed i forlængelse af velkendte bygninger som Henning Larsens Opera, Lundgaard & Tranbergs Skuespilhus, 3XN’s FN-by og den nærmeste nabo: SHL’s Sorte Diamant. OMA’s stabling af glaskuber – de såkaldte ‘blocks’ – kan aflæses som en diskret ‘by-landsby’; en Rubik’s Cube, der dels er udkraget over vandet og dels danner bro over den gennemkørende vej, Christian Brygge. Da BLOX både har måttet forholde sig til Den Sorte Diamant og den historiske by omkring den restaurerede Frederiksholms Kanal, er bygningens forholdsvis lave højde – svarende til de omgivende røde tegltage – og de bleggrønne/sorte/lyse felter og det grå strækmetal omkring husets i alt 28.000 kvm endt som et mere nedtonet modstykke til den modernistiske nabos voldsomme kraftfuldhed, men forholdet til omgivelserne er i bedste fald anstrengt. I plan fungerer bygningen som et vejkryds, der både indoptager retningen fra den gennemkørende vej – markeret af DAC’s store glaspartier – og retningen fra bymidten over til Christianshavn, der snart vil blive yderligere accentueret med opførelsen af Lille Langebro, den seneste af havneområdets mange nye cykelbroer.

Indvendigt skaber det komplekse system af æsker et labyrintisk forløb langs med, op ad og ned ad et væld af forgrenede ganglinjer. Man stiger ned i en underjordisk foyer via en rulletrappe og passerer over en delvist åben atriumgård. Til venstre for foyeren ligger DAC’s butik, hvorfra en trappe fører op til DAC’s nye udstillingslokale. Bag foyeren ligger endnu et atrium-lignende rum, og bag det står den rustfarvede spunsvæg som en beskyttende mur mod vandet i havnen – et stemningsfuldt moment, flankeret af symmetriske trapper op til træpromenaden langs vandet. Oppe i DAC’s nye udstillingslokale, der er syv gange så stort som det gamle, mødes man af et andet fint og udtryksfuldt drama: belysningsloftet, der er kombineret med en gigantisk stålbjælke samt andre fritliggende stålkonstruktioner, rørføringer og installationer. Nedenunder finder man Welcome Home, DAC’s åbningsudstilling (vises blev vist frem til den 23/9, red.), som er indrettet i en mock-up af et cirkulært hus, videre mod nordøst forbi et uformelt, terrasseret siddelandskab til selve hovedsalen for større begivenheder og det store vinduesparti med kig ned til vejen og den tæt forbipasserende, men alligevel næsten uhørlige trafik, der er med til at understrege den overordnede byplanfortælling. På den ene side ligger Educatoriet, for børn og skoler, med adgang til en udendørs legeplads med bølgende rutsjebaner, plus to caféer, hvoraf den ene ligger over den store hal, med en åben terrasse med udsyn til havnen og Amager, og den anden ud til pladsen i underetagen. I den sydlige fløj har et fittness-center indtaget to etager, mens der på de øverste af de i alt ni etager gemmer sig 22 dyre lejligheder.

Den anden side af DAC’s fire centrale hjørner indeholder to etager med kontorer til kulturelle formål: DAC’s administration og BLOXHUB, et inspirations- og samarbejdsnetværk, der finansieres af og henvender sig til arkitektur-, byudviklings- og byggeindustrien. Et fælles arbejdslokale og nogle mere uformelle rumligheder, med hvad der forekommer som et uundgåeligt fokus på teknologidrevne løsninger, og – når det gælder bæredygtigheden – særlig vægt på cirkulær økonomi. Transparent og synligt, men ikke desto mindre urørligt på den anden side af glasskillevægge og sorte afstivningskryds. Budskabet er, at det danske arkitektur-brand er helt oppe på beatet og synger med på øjeblikkets melodi.

Den teknologidrevne agenda har nok domineret de sociale mediers tidsalder, men pendulet er ved at svinge væk fra det virtuelle og det renderede. I stedet for store armbevægelser er der nu fokus på små, i stedet for fremtiden gælder det nu fortiden, i stedet for byen gælder det landområderne. Ligesom fascinationen af materialer, af tilblivelsen og af det konkret fysiske kan disse tegn på en ny tidsånd også ses som græsrodsforsøg på at finde en vej ud af de dilemmaer, der præger den danske arkitektur. Men alt det ser man ikke skyggen af i BLOX.