Boganmeldelse: Anatomisk Teater

Det centripetale og det centrifugale mødes i CTs personlighed og i CTs analyser. Redaktørerne af denne samling artikler og essays skriver, at det ofte virkede, som om hans blik for sammenhænge kom bag på ham selv, og det har selvfølgelig noget at gøre med hans evne til at investere sig selv i det, han beskæftiger sig med. Ligesom han starter med at gå ud på Markuspladsen, starter han i denne bog med en “Opstigning til Akademiet”, med turen fra Charlottenborgs forblæste portrum op til festsalen, trin for trin. Og undervejs op ad trappen leverer han en formidabel analyse af trappen som figur og fænomen – med udkig fra Mosebøgernes Himmelstige til Alberti, Piranesi, Abildgaard, Eisenstein og selvfølgelig Arne Jacobsens trapper i Rødovre Rådhus.

Bogen er opdelt i tre sektioner: Første sektion om figurer viser med trappen, storbyen, biografen og Venedig som eksempler, hvordan figurer dannes i et samspil mellem krop og rum. Den sidste af teksterne i denne sektion, en båndet tale til en konference om museumsformidling, understreger kroppens betydning for formidlingen, lige fra kroppens biografi med ar og tatoveringer osv. til digitaliseringens “kuldslåede blik på kroppen og kroppens abstraktioner”. At CT inddrager sin tante Gerda i argumentationen bidrager kun til at gøre den konkret.

Anden sektion om Interventioner giver eksempler på CT som katalogskribent, avisskribent, anmelder, bl.a. med en analyse af Tietgenkollegiet, som lige præcis giver bygningen det par ekstra etager, som fjerner indtrykket af “en vis undersætsighed og lagkage”.

Den tredje og sidste sektion zoomer ind på et tema, som CT gennem årtier har kredset om: transparens og intransparens. Her startes med en artikel om glassets fænomenologi, dets gennemsigtighed og dets ejendommelige blanding af krystallinsk hårdhed og skrøbelighed. I logisk forlængelse heraf en artikel om Paul Scheerbarts ideer om glasarkitektur. En artikel om klarhed og abstraktion i arkitektur og kunstteori trækker linjer fra Vilhelm Lundstrøm til Le Corbusier, og Le Corbusier vender tilbage i sektionens sidste artikel om transparens.

CT holder af ordet membran, og ofte tænker man, at der hos ham kun er en tynd, gennemsigtig membran mellem sansning og tydning. I et stort essay om billedrammen fra Matisse til Microsoft Windows skriver han om rammen som en sådan membran, ja i visse tilfælde som en lystmembran, men også som en membran, der under tidernes løbende forhandling af forholdet mellem kunst og virkelighed, har flyttet sig fra guldramme over simple trærammer til ingen ramme. Rammen giver billedet krop, bemærker CT, men hvor betragteren af det guldindrammede oliemaleri ved tilegnelsen blev ét kød med det sete, skabte avantgarde-kunstnere som Mondrian og Schwitters helt andre relationer mellem kunstværket og betragterens krop. Og Magrittes billeder karakteriserer CT simpelthen som refleksioner over “Verden omkring billedfladens membran”.

(Artiklen fortsætter nedenfor)

Hvis billedfladen er en membran, så fremstår motivet med en eller anden grad af transparens, og transparens er for CT en nøgle til moderne æstetik, gerne koblet med billedet af en kirurg, der foretager et operativt indgreb i en krop, eller en ingeniør, der foretager et operativt indgreb i en by. Flere steder peger CT på jernbanen som en teknologi, som skærer gennem de gamle bymure. Det er jernbanen, som åbner byen, og som med banegårdenes vældige glashvælvinger introducerer gennemsigtigheden som moderne, æstetisk princip. Jernbanen var også en afgørende forudsætning for Paul Scheerbarts utopiske tanker om glasarkitektur som model for det 20. århundredes arkitektur – selvom Scheerbart selv forblev “et interiørmenneske ud af 1800-tallet”, der forestillede sig en grotte af glas som en bolig for borgeren.

CT var selv som en membran mellem en indre verden og en ydre verden. Sanseindtryk omsættes ubesværet i sprogligt udtryk. Som en sådan membran forbinder han en ekstrem sensibilitet over for omverdenen med en lige så ekstrem sensitivitet. Han investerer sig selv i sine analyser, men med en udtalt sårbarhed. Selvom hans karakteristik af Scheerbart er kritisk, fornemmer man hos CT selv en spænding mellem fascinationen af den moderne, gennemsigtige, gennemrationaliserede verden og en forbundethed med 1800-tallets interiørmennesker. I forlængelse af Walter Benjamin har CT skrevet om samleren som social figur, og interiørmennesket er netop en sådan samler, som – stedt i en verden af fragmenter – styres af et ideal om helhed og sammenhæng.

Man kan måske endda foreslå, at CT, i øvrigt igen ligesom Benjamin, trækker på inspiration fra barokkens tankegods. I 1600-tallet begyndte læger at demonstrere deres kunst på anatomiske teatre, og en forfatter som Richard Burton skrev en Anatomy of Melancholy. Analytisk sønderdeling og encyklopædisk lærdomsfremvisning kendetegner anatomien. I artiklen om transparens introducerer CT netop begrebet anatomisk teater. Han karakteriserer kubismen som en anatomisk analyse af de nye rumkoncepter, der senere udvikles i Le Corbusiers arkitektur, og han ser denne analyse som en afdækning af strukturer og relationer, altså som en bestræbelse på at opnå en form for gennemsigtighed. Villa Savoye læser han som en åbenbaring af “husets anatomi gennem en skærmagtig rammesættende facade”, og inden for denne ramme finder han “kirurgisk ‘skeletterede’ elementer” såsom dæk, trapper, ramper, søjler og sidst, men ikke mindst den store glasvæg i dagligstuen, som han beskriver som “en udspændt glasmembran (…), der virker som et åbnende kirurgisk snit mod mellemdækkets terrasse…” Arkitekturen er således en anatomi over moderne rumvirkninger, og samtidig er det et rum skabt for den moderne krop. Med CTs ord: Le Corbusier sigtede efter at udfolde “det forførende i kroppens fremadrettede, dynamiske bevægelsesrepertoire”.

Hvortil man kun kan føje, at CT selv udfoldede det forførende i tankens bevægelsesrepertoire. Le Corbusier talte om arkitektoniske promenader. Med denne bog får læseren en gunstig lejlighed til at begive sig ud på en stribe intellektuelle promenader.