ANNONCE
Boganmeldelse: Eva og Nils Koppel
Ikke al Koppels arkitektur griber Arkitektens anmelder om hjerterødderne – hvad der også ville være mærkeligt, når man tager omfanget i betragtning – men nyudgivelsen om Eva og Nils Koppels livslange samarbejde bevidner, at de hører til de bedste, mest betydningsfulde arkitekter herhjemme.
Få danske arkitekter har efterladt så omfattende et livsværk som Eva og Nils Koppel. Det rækker fra 1940erne til op mod 1990. Det falder inden for skelsættende ændringer i udviklingen – opbygningen af velfærdssamfundet og udviklingen af det industrielle byggeri. Det rækker fra enfamiliehuse og design over store kulturinstitutioner til tidens største uddannelsesinstitutioner. Det er på sin plads, at der omsider udkommer en bog om de to arkitekter.
Fra del til helhed
Bogen er disponeret i otte tematiske dele, med et titelblad til hver del med en prolog, der varskoer om indholdet. Hver af delene rummer sine interessante og spændende tyngdepunkter. Forfatterne har præsteret en betydelig indsats i indsamlingen og opsporingen af oplysninger om hændelsesforløb og vilkår for arkitekternes virke. Ikke mindst om den politiske virkelighed, der var knyttet til opførelsen af de store statslige byggerier – program- og budgetændringer både under projektering og opførelse.
I forordet angiver forfatteren det almengyldige i Eva og Nils Koppels arkitektur som det, der har tilskyndet dem til at skrive bogen. Arkitekterne beskriver i 1964 selv deres grundholdning således: “Den arkitektur, der falder os mest naturlig, er en, der sigter mod klare og enkle planer og facader, rå og reelle materialer, enkle og ukomplicerede detaljer. Det liv, der skal leves i en nutidig bygning, vil rumme større skønhed, hvis det udspilles på baggrund af enkle linier og et beskedent materialevalg. Og i de fleste tilfælde vil en bygning af rustikke materialer være den, der er bedst rustet til at overleve tid og klima. Efter vores mening er livet i dag så forvirret og hektisk, og der er så mange faktorer, der forsøger at gøre billedet mere kompliceret, at en rolig og enkel arkitektur opleves som en oase i tilværelsen.”
Bogen er, bogstavelig talt, en tung sag at holde i hånden og kan trods de mange billeder måske nok virke en smule uoverkommelig at skulle igennem. Forfatteren tager højde for dette ved at forslå en rækkefølge i læsning af de otte tematiske dele, der er opdelt i de fortællende og værkbeskrivende.
Man bliver umiddelbart grebet af de første dele. De, der fortæller om enfamiliehusene i 1940erne og ’50erne – arkitekternes eget hus, ingeniør Varmings hus, Villars Lunn og Blædels huse. Enfamiliehuse i slægt med Kay Fiskers funktionelle tradition. Læg hertil den smukke Søllerød Park-bebyggelse (huse, der var kendte og beundrede helt ud på provinsens bygmesterskoler). Disse første dele af bogen giver indblik i den omhu, Eva og Niels Koppel fra første færd har viet løsningen af enhver opgave. Man får også i disse første dele indtryk af det tætte samarbejde, de to ægtefæller havde livet igennem.
Gennem håndskitser og tegninger får læseren et indtryk af, hvordan der arbejdes analytisk – som i deres opdeling af enfamiliehuset i “klumpen, længehuset, komposithuset”. Også en fornemmelse af arkitekternes tidligt vakte glæde ved den moderne kunst, som senere kommer til udtryk i deres anvendelse af kunst i de store bygværker. Ligesom forståelsen for betydningen af at samarbejdet med landskabsarkitekten tidligt er til stede. Der er tale om to unge arkitekter i et bevidst uddannelsesforløb, hvori indgår erfaringen fra tiden hos Aalto før anden verdenskrig og fra tiden som flygtninge i Stockholm, der gav mulighed for et arkitektonisk udsyn, man på det tidspunkt var afskåret fra herhjemme.
I dette første tiår efter anden verdenskrig slår arkitekterne deres navn fast med projekter som Buddinge Skole og Langelinie Pavillonen, begge resultat af arkitektkonkurrencer. I Buddinge Skole finder vi en fin poetisk fortolkning af den internationale modernisme i en udformning, der blev inspiration for flere af tidens nye folkeskoler. Det er disse års indsats, der fører frem til Nils Koppels udnævnelse til kgl. bygningsinspektør i 1957.
Det ligger uden for denne anmeldelses rammer at komme ind på bogens beskrivelser af alle Eva og Nils Koppels arbejder. Valget af de følgende skal vise spændvidden. Fælles for beskrivelserne er en indgående viden om forløbet af projektering og opførelse – som allerede nævnt om det, som arkitekten kan blive ramt af i virkelighedens verden.
Eva og Nils Koppel
Forfatter: Johannes Hedal Hansen med bidrag af Jennifer Dahm Petersen
Grafisk tilrettelæggelse: Michael Jensen
Fotos: Jens M. Lindhe
Strandberg Publishing, 2017
Udgivelse
Anmeldelsen blev udgivet første gang i Arkitekten 06/2017.
ANNONCE
Langelinie Pavillonen
Langelinie Pavillonen udgør et særligt indslag blandt arkitekternes arbejder, med en klar inspiration fra Mies van der Rohes Chicago-arkitektur. Hovedgrebet og bygningens udtryk er en fornem løsning på den vanskelige opgave at bygge så nær Kastelvolden. Teksten oplyser indgående om overvejelser i materialevalg og bygningens detaljering ude og inde. Om udfordringen i, at restaurantlokaler i en moderne arkitektur bør kunne være venlige og indbydende uden at forfalde til forlorne virkemidler. Forfatteren kan her også fortælle om vanskelighederne i forløbet, om deres ilddåb i mødet med bygge- og brandmyndigheder. Om ændringer i forhold til konkurrenceprojektet – den mest betænkelige er den ændrede placering af køkkenet og den deraf følgende forenkling af tagets overbygning. Men arkitekterne slækker aldrig på indsatsen for at få det bedste ud af den givne situation.
Langelinie Pavillonens kvaliteter er heldigvis for en stor dels vedkommende bevaret. Det skyldes ikke mindst Nils Koppels omsorg, at så meget af interiørerne er bevarede. Bygningens ve og vel lå ham fortsat på sinde. Han ydede de skiftende restaurationsforpagtere fri rådgivning. Undertegnede mindes gode møder derude (Kbhs Kommune ejer bygningen). Da må Nils Koppel have passeret de 80.
Alle huse kan på et tidspunkt blive genstand for ændringer eller udvidelser. Desværre sker det ofte med en ligegyldighed over for de oprindelige arkitektoniske intentioner. Jeg kan ikke frigøre mig for en bagudrettet drøm – var interiøret i restauranten på Anton Rosens Palace Hotel bevaret (intakt til omkring 1960), var SAS-hotellets restaurant det samme, og var Langelinie Pavillonens interiører bevaret fuldt ud efter Koppels intentioner, ville København have ejet tre enestående gesamtkunstværker, som i dag ville have været forstået og værdsat af offentligheden.
Landsarkivet
Som kgl. bygningsinspektør faldt det i Nils Koppels lod at skulle tegne udvidelsen af Landsarkivet på Nørrebro. Udvidelsen forudsatte nedrivning af den villa-lignende læsesalsbygning forbundet med den treetages smukke hovedbygning. Anlægget er tegnet af Martin Nyrop omkring 1890. Forfatteren peger på Koppels og samtidens usentimentale omgang med bygningsarven. Disponeringen var i dette tilfælde berettiget. Nedrivningen af læsesalsbygningen gav plads for en ny parallelliggende fløj forbundet med den gamle ved en lav glasbygning. Fjernelsen får ydermere Nyrops arkivbygning til at fremstå bedre. Den sarkofaglignende bygning med de skrå, skiferbeklædte ydervægge danner sammen med Nyrops fløj en fin komposition, med en vis monumentalitet, der beriger stedet.
Landsarkivets videre skæbne synes vemodig. Efter at Landsarkivet blev flyttet i 2012, har bygningen været sat til salg. En oplagt mulighed, at Stadsarkivet overtog bygningen, er blevet forskertset. Staten er gået efter den højeste markedspris, som kommunen ikke har villet eller kunnet betale.
Det er nedslående, at stat og kommune her ikke har kunnet samles om en løsning, der ville rumme et smukt perspektiv for by og borgere. Nu står Koppels bygning til nedrivning, og Nyrops bliver måske ombygget til livsstilsbutikker og temarestauranter for de unge og de smarte.
DTU
DTU-byen var ikke kun arkitekterne Koppels største opgave, men den største i tiden. Bogen fortæller historien bag beslutningen om at flytte Polyteknisk Læreanstalt ud på Lundetoftesletten – om politisk besindelse i sidste øjeblik. Den oprindelige tanke var en for byen katastrofal udvidelse af Polyteknisk Læreanstalt på Østervold. Bogen fortæller om den stramme tidsplan og de stramme økonomiske rammer, der var de givne vilkår, og som gjorde en rationel tilgang til planlægning og udformning en bydende nødvendighed. Arkitekterne fik fra begyndelsen inddraget landskabsarkitekterne Ole og Edith Nørgaard. Landskabs- og havearkitekturens rolle var indtænkt fra første færd – skovbæltet, terrasseringen med de fire kvadranter, de karaktergivende skrå støttemure, avenuen samt havebeplantningerne ved bygningerne i samspil med den nøgterne arkitektur. Alt som en uadskillelig helhed. Et overordnet bebyggelsesmønster blev tilrettelagt.
Bogen peger på anvendelsen af den brede nord-sydgående avenue til parkering som “lavpraktisk”. Et besøg derude en forårsdag bekræfter, hvor voldsomt de parkerede biler dominerer billedet.
Trods vilkårene blev DTU som campus-universitet en ganske enestående løsning. Koppels nøgterne, men gennemtænkte facadeskema står distancen arkitektonisk efter de 50 år – med brystningsbåndet i gule sten, betonoverliggeren og vinduesbåndet i mørkt træ med de gennemarbejdede varianter.
Forfatteren peger på ødelæggende anslag mod DTU i de senere år. Det handler om en forringet vedligeholdelse af landskabs- og haveanlæggene. Men især ødelæggende forekommer de nye byggerier derude. Forfatteren skriver: “Netop den vidtgående integration af arkitektur og landskab har dermed vist sig at være det oprindelige DtH’s akilleshæl, fordi Eva og Nils Koppels tilbageholdende arkitektursprog ikke lever uden smukke landskabelige omgivelser og slet ikke kan hamle op med en ny tids selvhævdende arkitekturflimmer.”
Panum
Ovennævnte giver igen anledning til spørgsmålet: Hvordan behandler vi den arkitekturstil, det formsprog, vi lige har forladt? Historien viser, at de forskellige slægtled ikke har haft meget til overs for den netop overståede stil. Særligt slående var det unuancerede, negative syn på historicismens bygninger. Eva og Nils Koppel var i den henseende også børn af deres tid. Der var ingen rysten på hånden, da de tog fat på ombygningen af Statens Museum for Kunst. Der kom dog retfærdigvis et bedre og større museum ud af det.
Med projekteringen af Panum Instituttet møder Eva og Nils Koppel udfordringen at skulle placere og udforme et meget stort, moderne universitetsanlæg inden for den eksisterende by. Tegnestuen havde nået en størrelse, hvor det faldt naturligt at optage to ledende, talentfulde medarbejdere, Gert Edstrand og Poul Erik Thyrring, som medejere. De havde allerede sammen markeret sig stærkt i selvstændige opgaver.
Det bliver Edstrand, der bliver den ansvarlige for projekteringen, og han kommer til at leve med byggeriet, som det står i teksten, i medgang og modgang de næste 18 år. En uhyre kompliceret opgave i funktionel henseende, på det nu nedrevne Blegdamshospitals grund. Bogen beskriver arkitekternes overordnede overvejelser – om naboskabet til den omkringliggende karréstruktur, murværket som formidling til den omkringliggende by, om bilisternes oplevelse af bygningen fra Tagensvej, der udvides til motorgade. Forhold, der taler for det kompositoriske i facaden.
Projekteringsforløb med besparelser og ændringer i programmet under byggeriet til trods fremstår Panum Instituttet som et af byens stærke arkitekturværker fra denne periode. På Panum Instituttet oplever man endvidere et af de mest vellykkede eksempler herhjemme på samarbejdet mellem arkitekt og billedkunstner i Tonning Rasmussens farvesætning af de udvendige installationer og hans murale udsmykning indvendigt.
I generalplanen fra 1969-70 var forudsat plads til udvidelse. Denne fandt først sted hen ved 50 år senere med det netop færdigt byggede Mærsk-tårn. Mulighederne er nu ændrede, friarealet reduceret og arealkravene øget. Den nye høje bygning har store arkitektoniske kvaliteter, men opleves som en selvstændig bygning i forhold til helheden.
Et rigt illustreret tilbageblik
Bogen er rigt illustreret. Sammensætningen af gamle fotografier, skitser og tegninger, suppleret med Jens Lindhes smukke fotografier fra nutiden opleves forfriskende. Billederne kan næsten læses for sig som en selvstændig fortælling. Man får der indblik i Koppels arbejde med design af møbler, tapeter, armaturer, laboratorieinventar m.v. En glæde ved formgivning, som også kommer til udtryk i deres arbejde gennem alle årene med trappen som en vigtig arkitektonisk komponent og i udformningen af auditorier. Teksten kan synes lidt omstændelig i nogle af beskrivelserne, men det er vel prisen for at kunne belyse vilkårene. Et fyldigt appendiks indeholder en værkfortegnelse, der er en god hjælp for læseren. Det er en smuk, velskrevet og -tilrettelagt bog.
Nogle af Eva og Nils Koppels arbejder gav anledning til en kritisk debat i tiden – Langelinie Pavillonen, DTU og især universitetsbyggeriet på Amager. Bogen yder arkitekterne retfærdighed ved oplysning om historien bag. Ikke al Koppels arkitektur griber undertegnede om hjerterødderne, det ville være mærkeligt, omfanget af deres livsværk taget i betragtning. Men bogen her erindrer om, at Eva og Nils Koppel hører til de bedste, mest betydningsfulde arkitekter herhjemme gennem et halvt århundrede.