ANNONCE

Vandbassin, Grosserer Olesens Villahave i Vedbæk, tegnet af landskabsarkitekt G. N. Brandt, anlagt i 1934. Vist i Arkitekten 3/1946
Anmeldelse af

I sin berømte og berygtede indledning til Europas arkitekturhistorie dømmer Sir Nikolaus Pevsner meget af vores byggede omverden ude, æstetisk set: “Et cykelskur er en bygning. Lincolnkatedralen et stykke arkitektur”. Men for den franske filosof og fænomenolog Gaston Bachelard ville en sådan skelnen formentlig hverken være gangbar eller relevant; faktisk optager arkitekturen ham overhovedet ikke, og ordet optræder slet ikke i hans hovedværk, La Poétique de l’espace fra 1957, som nu endelig, 22 år efter den svenske udgave, foreligger i dansk oversættelse som Rummets poetik, ved Mikkel Ibsen Sørensen.

En modernismekritik under radaren
Værkets virkningshistorie på arkitektfaget har haft samme kurve som Martin Heideggers åndsbeslægtede essay Tænke bygge bo (1951). Fra en tilstand af upåagtethed er Rummets poetik vokset til at være både en kultklassiker og et korrektiv til arkitekturens kurs. For afstanden mellem bogens budskab og dens daværende byggede omgivelser kunne næppe være større. På udgivelsestidspunktet syntes den moderne arkitektur at være på sejrskurs, og alle de store navne – Wright, Gropius, Mies, Corbu – havde fejret triumfer, som de endnu var i live til at kunne nyde frugterne af. Men indirekte er Bachelards forehavende en undsigelse af den moderne arkitektur og al dens væsen.

I Rummets poetik er det nemlig alt andet end det målbare – og dermed standardisérbare – rum, som er i fokus. Og selvom Bachelard både anerkender og til dels betjener sig af psykoanalysen, særligt den jungianske, så er den først og sidst en fænomenologisk undersøgelse af det beboede rums væsen og kvalitative beskaffenhed. Hvor han tilkender psykoanalytikeren en vis indsigt i drømmen, så er det i stedet dagdrømmen, han sætter i højsædet. Også hans valgte genstandsfelt er pudseløjerligt, for det er ikke reelle huse, men fantasiens huse, opfanget gennem en tour de force af velvalgte litterære citater, som udgør råmaterialet for hans ambitiøse pejling.

Denne undersøgelse, som annammer det poetiske billede som sin prisme, ophæver kausalitet og rationalitet: “Intet kan ligge til grund for et poetisk billede, hverken kultur, sådan som litteraturen vil det, eller perception, som psykologien foreslår”. (s. 33) Måtte disse billeder være absurde eller selvmodsigende, da rokker det ikke ved deres sandhedsmæssige udsigelseskraft. De er nærmere åbenbaringer: “Sådanne billeder må om ikke andet blive mødt i deres udtryksvirkelighed. De henter hele deres væren i det poetiske udtryk. … Den slags billeder behøver ikke være sande. De er til. De har opnået billedets absoluthed”. (s. 144) For Bachelard har disse overleverede fantasibilleder realitetsværdi, for “fantasiens fænomenologi forlanger, at vi oplever billederne umiddelbart, at vi går til billederne som begivenheder, livet bringer. Når billedet er nyt, er verden ny”. (s. 98) Han fortsætter:

“Jeg ønsker nemlig at studere ganske enkle billeder, billeder af det lykkelige rum. Givet denne orientering kunne disse undersøgelser godt fortjene navnet topofili. De sigter mod at bestemme den menneskelige værdi af rum, vi er i besiddelse af; rum, vi værner mod stridende kræfter; rum, vi elsker. Af ofte meget forskellige grunde og med de forskelle, som poetiske nuancer medfører, er de lovpriste rum”. (s. 45-46)

Polariteten mellem kælder og kvist
Rummets poetik har ti kapitler, hvoraf de første to omhandler huset som fænomen. De øvrige er modelleret over enten inventar (Skuffer, kister og skabe), huslignende naturfænomener (Reden; Skallen), skalaforhold (Miniaturen), rumudsnit (Hjørnerne) eller, i stigende grad hen imod slutningen, selve rumoplevelsens universelle og osmotiske karakter (f.eks. Dialektikken mellem ude og inde).

Det første kapitel, om Huset fra kælder til kvist. Hyttens betydning, er et af de mest suggestive. Forfatteren spørger: “Kan vi, på tværs af minderne om alle de huse, der har givet os ly, og hinsides alle de huse, vi har drømt om at bebo, uddrage en konkret og intim essens, som kunne berettige den særlige værdi af alle vores billeder af skærmet intimitet? Dette er det centrale problem” (s. 51).

Bachelard identificerer dernæst en polaritet “mellem kælder og loft. Sporene af denne polaritet stikker så dybt, at de på en vis måde åbner to meget forskellige akser for fantasiens fænomenologi. Faktisk kan man nærmest uimodsagt modstille tagets rationalitet med kælderens irrationalitet”. (s. 67)

Uden at vide det arbejder Bachelard sig i en retning, som gør hans tanker kompatible med arkitekten Gottfried Sempers teorier, som i kortform har vist sig at danne levedygtig grobund for den tektoniske skole. Her søges arkitekturens symbolske indhold udledt af simple, arketypiske konstruktive valg, som er blevet til under påvirkning af det stedlige klima. Ånd og materie atter forenet. Bachelard konstaterer:

“Geograferne minder os gerne om, at tagenes hældningsgrad i hvert land er et af de sikre tegn på klimaet. Man ‘forstår’ tagets hældning. … Oppe under taget bliver alle tanker klare. I loftsrummet kan man, med en vis nydelse, se det stærke bygningsskelets blotlagte træværk”. (s. 67-68)

Det er den konstruktive klarheds nydelse, som Bachelard her sætter ord på. Men huset er andet og mere. Kælderen udgør “husets dunkle væren, en væren, som har del i de underjordiske kræfter. Når man drømmer om kælderen, giver man sig hen til dybdernes irrationalitet”. (s. 68)

(Artiklen fortsætter nedenfor)

Anmeldelse af

Fakta

Rummets poetik
Forlaget Mindspace, 2022
Dansk oversættelse: Mikkel Ibsen Sørensen

Udgivelse

Artiklen bringes første gang i Arkitekten 09/2022, der udkommer den 15. december.

ANNONCE

Sommerhus af Erik Korshagen opført i 1960. Vist i Arkitektur DK 03/1962. Foto: Keld Helmer-Petersen

Tankebilleder uden metaforer og klicheer
Bogens midterste del fortsætter med en afsøgning af naturfænomener som fuglereder og sneglehuse. Men det er ikke reden eller skallen som metafor, Bachelard er på jagt efter, og han tøver ikke med at revse de forfattere, som forfalder til det klichéfyldte (“Intet billede er mere udslidt end sneglehuset”, s. 180). Det er snarere enhver rumlig formidling af en samklang mellem menneske og kosmos, som Bachelard slår ned på:

“Reden er en svulmende frugt, der presser imod sine grænser. Fra hvilke dybe dagdrømme dukker den slags billeder op? Stammer de ikke fra en drøm om den allernærmeste afskærmning, en afskærmning formet efter vores egen krop? Sådanne drømme om huset-som-beklædning er ikke fremmede for dem, der finder glæde i en fantasiudøvelse af bofunktionen”. (s. 157-58)

Atter kan man notere sig, at Bachelards idé om “huset-som-beklædning” vil vække genklang hos de tektonisk sindede arkitekter. Senere i bogen sætter han al sin intellektuelle magt ind på at få overvundet den geometriske forestilling om rummet som beholder til fordel for en “osmose mellem det intime og det ubestemte rum”. (s. 302) Thi eksteriøret er ikke en funktion af interiøret, og Bachelard er berettiget anfægtet af, at “når man i geometrien taler om rumfang, så kommer overflader kun på tale, for så vidt de begrænser?”. (s. 308) I stedet undersøger Bachelard enhver overflade, eksempelvis dørens, som en værdi- og energiladet størrelse: “Hvorfor ikke fornemme, at døren er inkarnationen af en lille tærskelgud. Behøver man gå tilbage til en fjern fortid, en fortid, der ikke er vores egen, før tærsklen igen er hellig?”. (s. 294)

Rørstrømskhedens surreelle hus?
Uden tvivl vil en person med rationelle tilbøjeligheder være afficeret af denne fabulerende genfortryllelse af hverdagen og boligen. Det er netop hensigten med bogen. Men skal man endelig finde et ømt punkt i Rummets poetik, består dette snarere i en vis sentimentalisme. Bachelard sværmer for det hyggelige, gamle hus på landet, som han uden at tøve ophøjer til almenmenneskelig referenceramme. Ifølge ham “er vi udmærket klar over, at vi er mere rolige, mere trygge i en gammel bolig, i fødehjemmet, end vi er i et byhus, som vi kun bebor i forbifarten”. (s. 94) Han omtaler dog også sin bybolig i Paris, hvis hjemlighed ikke når op på siden af landhusets. Sidstnævnte har en eksistentiel effekt på mennesket: “Huset dæmper omskifteligheden i menneskets liv, gavmildt råder det os til at holde fast. Uden huset ville mennesket være et adspredt væsen”. (s. 55)

En rastløs strejfer som Walter Benjamin ville næppe kunne se sig selv i denne livsform, og ligesom med Heideggers foretrukne beboelse, hytten i Schwarzwald, er der noget trygt og landligt over den billedbog, hvorfra Bachelards verden går. Ikke desto mindre vil det være en fejl at kalde Bachelard nostalgisk. Udfaldet af hans undersøgelse er bestemt af hans målsætning: “Jeg vil vise, at huset af en af de største integrerende kræfter for menneskets tanker, minder og drømme. I denne integration er dagdrømmeriet det forbindende princip”. (s. 55)

Megen anden litteratur end den af Bachelard citerede betjener sig også af rumlige kneb, men sigter ikke til rumlig integration. I en hel del science fiction er det rodløsheden, som sættes i scene, og tiden skæres brutalt op i skiver uden fælles anknytning. Men selvom denne moderne fremmedgørelse står uden for Bachelards projekt, anerkender hans verdensbillede selvsamme kontroltab. Han placerer sig tæt på surrealismen, når han hævder, at fantasien kan destabilisere selv banale hverdagsobjekter og gøre dem fortryllede, og det samme gælder hans opskrivning af (dag)drømmen: “Ethvert ly, ethvert skjul, ethvert værelse har altså visse drømmeværdier, der klinger med”. (s. 53) Og værdien af dette positive kontroltab, som er af allerstørste væsentlighed for bygningskunsten, fordi det har det med at blive overset inden for konturerne af et indskrænket, ofte positivistisk arkitektursyn, udgør en stadig aktuel påmindelse til arkitekter om at give rum til det uforudsete og uforudsigelige.

Bogen er grafisk indbydende og sat i en letlæselig font, som ikke bryder med bogens præg af subjektivitet. Oversættelsen fra fransk til dansk er engagerende og lydefri, og forordet præsenterer fyndigt nogle etymologiske snublesten, som oversætteren har bakset med. Kun to steder kan man sætte anmærkninger: Ordet overkomme (at magte noget) er anvendt i stedet for det rettelige overvinde (at forcere en forhindring) – måske en ubevidst anglicisme – og ordet enkelthed (noget singulært) skulle i kapitel 4 i stedet skrives som enkelhed (simplicité, noget simpelt). Der veksles også mellem formerne abbed og abbé, uvist hvorfor. Men det ændrer ikke ved, at Mikkel Ibsen Sørensen her har ydet en indfølt kraftpræstation. Det er en fryd, at dette mesterværk nu kan tilgås på dansk, og må det få den bredest mulige udbredelse både blandt arkitekter og blandt menigmand.