ANNONCE

Anmeldelse af

Albert Algreen-Petersen

Redaktør

Arkitekt MAA og ph.d.

Billedkunstneren Kasper Heiberg (1928-84) udgav i 1975 bogen Den europæiske palet på Bergs Forlag i København. Bogen udkom oprindeligt i et enkelt oplag på kun 638 eksemplarer som et kunstnerisk og ganske personligt bidrag til disciplinen farvelære frem for et teoretisk og akademisk bidrag. Nu er den udkommet igen i et genoptryk lavet som faksimile af Heibergs egen kopi hos forlaget Strandberg Publishing. 

Bogen var det umiddelbare resultat af Heibergs treårige forskningsstipendiat ved Kunstakademiet i København, men måske lige så meget resultatet af en endnu længere grundlæggende farveopmærksomhed – måske efter mange års farveeksponering hjemme fra faderen, arkitekt Edvard Heiberg? 

Det oprindelige ganske lille og indtil nu eneste oplag af bogen skyldtes bl.a., at hver enkelt bog var fremstillet som et unikum. Således var de oprindelige bøger udstyret hver med fire håndkolorerede sider: en side med håndmalet farvetrekant (variation af Goethes); en side med farveprøver fra en kunstmalers palet (Eugène Delacroix’ Antoon van Dyck-palet); en side med typiske billakker fra 1974 sprayet direkte på papiret (med vægtning af de for biler særegne brækkede, blandede og polykromate farver); og en side, der viser paletten skabt af en almindelige tuschpakke (sprittussernes såkaldt raffinerede farver (s. 102) er her fremhævet). Hver især små hverdagslige paletter udført omhyggeligt med en vis kunstnerisk kvalitet af kunstneren eller efter hans anvisning. Særligt arket med de spraymalede billakker står frem, hvor malingen – i det oprindelige oplag – får papirarket til at krympe sig. Hver bog er et unikum. Kunsthistoriker Kira Kofoed skriver om den oprindelige udgivelse i den ene af de to nye introducerende tekster, der udgives sammen med den genoptrykte bog, “Om genudgivelsen af Den europæiske palet”. Den anden tekst, “Om en bog, der åbner dit blik for verdens farver”, er skrevet af litteraturkritiker Lilian Munk Rösing. Kofoeds tekst er en introduktion til Heiberg og til overvejelserne om genudgivelsen. Rösings tekst er en introduktion til Heibergs paletsyn og en refleksion over det at skrive om farver. Samlet fungerer de to tekster som en god introduktion til kunstnerens ganske personlige bog om farver. (Se desuden anmeldelse af Kira Kofoeds store bog Kasper Heiberg skrevet af Jens Thomas Arnfred i Arkitekten 05/2014).

Anmeldelse af

Albert Algreen-Petersen

Redaktør

Arkitekt MAA og ph.d.

Fakta

Den europæiske palet
Strandberg Publishing, 2022
Forfatter: Kasper Heiberg

Udgivelse

Artiklen blev første gang udgivet i Arkitekten 07/2022.

ANNONCE

Billakprøver af Kasper Heiberg. Illustration fra bogen.

I form og struktur følger bogen sit udspring og ærinde; nemlig at være et personligt drevet kunstnerisk undersøgende arbejde om farver og deres væsen. Heibergs interesse er ikke nøgternt at kortlægge farver og deres anvendelse, men i højere grad at undersøge det, man kunne kalde for farvevirkninger gennem et veludviklet paletsyn. Bogen er kun på 174 sider. Små figurer er indsat undervejs sammen med ledeord i margenen, og ud over de fire farveindstik findes farvefotografier ellers som opslagstavleoversigt på omslaget. Bogen pendulerer mellem relativt nøgterne observationer, historiske referencepunkter og anekdoter – mange med henvisning, nogle uden – og ikke mindst erfaring fra egen praksis. Det personlige sprog med poetiske farvebeskrivelser og korte, præcise konstateringer bærer stoffet og løfter læsefornøjelsen.

Heiberg benytter sig som nævnt gennem bogen af et paletsyn i sin omgang med farverne. Paletsynet er vel det, der kommer nærmest en form for teoriudvikling i hans kunstneriske forskningsarbejde, sådan som det kommer til udtryk i bogens første del, “Hvad er en palet?”.

Hos Heiberg er en palet mange ting, men mest af alt en samling af farver, der opfattes samtidigt: det, man ser foran sine øjne, f.eks. når man kigger ned ad en gade; et synsindtryk, som når man kigger ud over en kløvermark; eller farverne på et objekt, en ko måske; en samlinger farver, der knytter sig til en kategori – f.eks. bilernes palet; en palet er også syntesen af farver hos en kunstner eller i et billede, med Eugène Delacroix’ paletter som eksemplificering hos Heiberg. Det handler om farvernes forbindelser. I bogens anden del, “Typer og funktioner”, udfoldes definitioner, og en form for metode eller tilgang til paletsynet skitseres.

Den europæiske palet, som lægger navn til bogen – selvom det ikke er helt tydeligt, hvorfor egentlig – er en palet af sort og hvid med blandingen grå, som tilsammen udgør en form for grundpalet. Hertil tilsættes farveklatter i de andre (primær)farver for ligesom at ‘krudte det hele lidt op’, illustreret med Informations logo i bogen og billedkunstneren Ole Schwalbes palet. Ifølge Heiberg er den europæiske palet defineret ved, at farve er det, der afviger fra sort-hvid, og emblembrugen af farver bevirker, at Vesten søger primærfarverne, der nemt isolerer sig, når mellemtonerne mangler. For Heiberg er det europæiske farvesyn arkitektonisk med sine akromatiske farver – modelleren i sort-hvid – tilsat enkelte kulørte flag (s. 31). Dobbeltsignalfarverne er pornoens palet. En indre palet uden ro – “en form for vibration, der svarer til koketteriets ‘vil – vil ikke’ signaler”: giftiggul; turkis; violet, lilla, cyklamen. “Det er mellem den tøvende blå og den ivrige røde, at man finder de mest udprægede” (s. 39).

 

Biler fra forskellige gader i København fotograferet af Kasper Heiberg. Illustration fra bogen.

Malerens palet foldes også ud. For Heiberg er Delacroix spændende, fordi han arbejder med paletten, inden han maler billedet. Det er afgrænsede, velbeskrevne paletter. Ti farver og deres blandinger. Paletten i sig selv. “De grå bliver smukke i hænderne på den, der elsker gråt. Det er Hammershøis palet” (s. 26), skriver Heiberg om vægring ved stærke farver. Om Cobra-malernes palet skriver han, at dens ophav er papegøjens. Det er en befriende palet, hvor ensartet brug af alle kulører favner spontaniteten. Yves Klein river farven løs fra objektet med sin monokrome blå, gule eller røde billedflade. Det er palet som abstrakt substans. Ikke entydig, men med sit eget indre liv (s. 38). I bogens tredje del, “Beskrivelse af forskellige paletter”, eksemplificeres paletsynet med gennemgange af en række paletter. Bilernes farver fylder meget i bogen og for Heibergs blik på den europæiske palet. Gennem optælling af bilfarver i udvalgte gader kortlægges den statistiske bilpalet anno 1974. Og verdens bilproducenters farvekort gennemgås skematisk. Heiberg konkluderer, at den europæiske farvepalet findes i bilfremkomsten, når man kigger ned ad en gade: den mørktpatinerede gade (asfalt og fliser, til­smudsede underfacader og sodmørke murstensfacader) tilsat billakkernes mørkt-lyse leje samt emblembrug af farver – rød især (s. 29 og 59). Rød går i øvrigt igen mange steder på tværs i bogen. Og i bogens fjerde del, “Farvesyn” – hvor den europæiske palet anskues fra “andre synsvinkler” – udlægger Heiberg en etymologisk farverejse, der kommer vidt omkring – f.eks. leder rød ganske entydigt tilbage til fælles indoeuropæisk og ældre ord for blod (s. 125). Hvor sort og hvid samt mange øvrige farver leder tilbage til mere generiske lyse og strålende eller mørke og svage farver (s. 119). “Paletsyn på bygninger” er et selvstændigt afsnit, hvor Heiberg bl.a. refererer til Steen Eiler Rasmussens farveteori udtrykt i Rungsted Skole (s. 84), til farvebrug og opfattelsen af arkitektur som billede eller sprog. Konklusionen er, at “helheden må være det vigtigste”, under hensyntagen til materialer, brug, orientering, størrelse osv. “Man må lave en palet, der klart opfattes, og som beriger, understreger og forklarer bygningen ud fra dens hovedtanke”. Hvor svært kan det egentlig være?

Af Kira Kofoeds tekst fremgår det, at man har gjort sig mange overvejelser om, hvorledes man skulle gribe genoptrykket an med en førsteudgivelse, hvor hver bog var et unikum. Man har som nævnt valgt at genoptrykke som faksimile uden at ændre eller tilføje noget. De to nye introducerende tekster er således lagt ved som et foldet løsark. Jeg forstår godt, hovedbruddene og skal ikke kunne sige, om den valgte model er rigtig eller forkert. Jeg ved dog, at det eneste, jeg sad og tænkte på gennem min læsning, var, hvordan jeg dog kunne få fingrene i en originalkopi med håndkolorerede sider. Så det gjorde jeg. Der findes 12 kendte eksemplarer fra originaloplaget på landets biblioteker (hurra for bibliotekerne i øvrigt!). Hvilken fryd det er at sidde med bogen lige netop sådan, som den er tænkt. Mat, ubestrøget papir med sort/hvid-tryk i indholdet foldet ind i skinnede blankt omslag med farvetryk. Og mest væsentligt – de håndkolorerede farveindstik: De blå farver både lyser og suger til sig – her giver Heibergs konkave og konvekse farvedistinktion med det samme mening for øjet (s. 46-48) i van Dycks palet i olie på lærred; det samme gør sig gældende i Goethes farvetrekant, hvor farveintensiteten skaber nærvær. Man mærker farverne. Billakkernes blankhed er uopnåelig, medmindre man rent faktisk maler med billak som Heiberg. Arket med tuschfarver – de raffinerede farver – er særligt raffineret her, hvor farverne ikke er forvrænget, hvilket desværre er tilfældet i genoptrykket.

Genoptrykket har naturligvis den kæmpe, indlysende kvalitet, at bogen nu er bredt tilgængelig. Og det kan kun bifaldes. Men kan du få fat i en originalkopi fra 1975, kan det på det kraftigste anbefales. Hos Heiberg skal farverne opleves og sanses.

Den europæiske palet, Kasper Heiberg. Forsideillustration.