ANNONCE

“Man in Black”. Svein Tønsager portrætteret af arkitekt Andy Bow, 2011. Illustration fra bogen.
Anmeldelse af

Læsningen af den nyligt udgivne bog (1) om Svein Tønsagers (1944-2006) kunstneriske værk, forfatterskab, undervisning, inspirationer og venskaber efterlod mig med en følelse af nostalgi. Her, midt i vores egen kalkulerede og karriereorienterede tidsalder, fik bogen mig til levende at mindes den fordomsfri og optimistiske tid før årtusindskiftet, hvor arkitekturen fremstod som en kunstart, og tegninger som meningsfulde arkitektoniske udsagn. I de årtier var arkitektur ikke blot et spørgsmål om konkrete, fysiske bygninger eller benhård forretning, men derimod om ideer, udforskninger og intentioner. Design blev opfattet som en særlig tænkemåde og poetisk udtryksform, og arkitektfaget var mere et håndværk og kald end en egentlig profession. Det er på tide, at vi ser i øjnene, at de seneste to årtiers rationaliserede, computeriserede og professionaliserede kultur i høj grad har begrænset arkitekturens spillerum og udtryksmidler. Dermed har den mistet sin funktion som kunstnerisk udforskning og er i stedet blevet forvandlet til en formel og gennemreguleret serviceydelse.  

Den tanke, at uhåndgribelige ideer også kan være arkitektur, genopliver ellers en historisk tradition, der strækker sig tilbage fra Piranesis stik og den franske oplysningstids utopier til de italienske futurister og de russiske konstruktivister. Man kan trække en lige linje fra Piranesi og John Soane til Kurt Schwitters Merzbau, Frederik Kieslers Endless House og Gordon Matta-Clark arkitektoniske interventioner og derfra videre til Svein (2). I mange af sine værker forvandlede Matta-Clark almindelige, intetsigende bygningsstrukturer til helt nye rumdannelser ved at splitte dem ad. Den tilgang får mig til at tænke på Paul Valérys provokerende betragtning: “Nedbrydning og opbygning er lige vigtige, og man skal have sans for såvel det ene som det andet” (3). I den verden af ideer og følelser, som kredsen omkring Svein dyrkede, blev selv det fantastiske muligt.  

En salgsudstilling med arkitekturtegninger af nogle af tidens førende arkitekter, som blev vist i 1978 på Max Protetch Gallery i New York, betød, at tegningen fik status af kunstværk (4). Indtil da havde den blot været et nødvendigt teknisk hjælpemiddel til brug ved arkitekturens projektering og udførelse – måske lige bortset fra egentlige præsentationstegninger, der ofte har et kunstnerisk anstrøg. Som konkret eksempel på dette skred i opfattelsen af arkitekturskitser kan jeg nævne en episode fra Helsinki. Som ung arkitektstuderende var jeg i 1959 med til at sætte udstillingen “Finland Builds 2” op i Kunsthallen, og der oplevede jeg Aalto udvælge et par af sine blyantstegninger til sin præsentation af konkurrenceprojektet for Gøteborgs centrum (1956). Da han havde truffet sit valg, efterlod han resten af sine skitser liggende på gulvet og forlod stedet, hvorefter vi studentermedhjælpere straks kastede os ivrigt over mesterens værker. 

Udstillingen “Deconstructivist Architecture” på Museum of Modern Art i New York (1988) og den om russisk konstruktivisme i Pompidou-centret i Paris (1989) satte yderligere streg under arkitekturskitsens kunstneriske værdi (5). På det tidspunkt var tegning allerede blevet det nye progressive medie i arkitekturundervisningen på flere af de førende skoler, som f.eks. Cooper Union i New York, AA og Bartlett i London, SCI-Arc i Los Angeles og Cranbrook Academy of Art i Michigan.  

Frem mod årtusindskiftet opstod der ikke mindst i Rusland en fornyet interesse for arkitektur som tegninger, såkaldt papirarkitektur. I Ruslands kontrollerede virkelighed kunne arkitekturen kun bevare sin integritet i form af fremstillinger på papir. Noget tilsvarende var sket for konstruktivisterne tilbage i 1930erne, da Stalin forbød folk som Konstantin Melnikov og Ivan Leonidov at praktisere deres arkitektur og dermed tvang dem til i stedet at arbejde videre i al hemmelighed med deres tegninger og malerier. I vore dages kontrollerede virkelighed, præget af globale markedskræfter og stigende bureaukrati, kan arbejdet med poetiske forestillinger, visioner og følelser måske endnu engang finde en kunstnerisk udvej og forløsning via de samme autonome fremstillingsformer og begrebsdannelser.  

Anmeldelse af

Fakta

My Book – Svein Tønsager. Cracks, Hinges & Xfoliations
Arkitekturforlaget B, 2020
Redaktør: Anette Brunsvig Sørensen, medredaktører: Peter Mandal Hansen & Thomas R. Hilberth

Noter

Noter
1 ) My Book: Svein Tønsager – Cracks, Hinges & Xfoliations, red. Anette Brunsvig Sørensen, Arkitekturforlaget B, København, 2020.
2) Ibid., Svein Tønsager: “Cracks, Hinges & Xfoliations”, s. 13.
3) Paul Valèry: “Eupalinos, or the Architect”, i Dialogues, Pantheon Books, New York, 1956, s. 70.
4) Galleriet viste tegninger af Tadao Ando, Erik Gunnar Asplund, Peter Eisenman, Frank Gehry, Michael Graves, Zaha Hadid, John Hejduk, Rem Koolhaas, Daniel Libeskind, Samuel Mockbee, Aldo Rossi og Robert Venturi.
5) Andre væsentlige samtidige udstillinger af arkitekturtegninger fandt sted på henholdsvis det tyske og det finske arkitekturmuseum (“Creation and Recreation: America Draws”, 1980).
6) Rosalind Krauss: “Sculpture in the Expanded Field”, i The Anti-Aesthetic, red. Hal Foster, Pluto Press, London/Sydney, 1985, s. 31-42.
7) My Book, op.cit., Svein Tønsager: “Cracks, Hinges & Xfoliations”, s. 13.

Udgivelse

Boganmeldelsen er første gang udgivet i Arkitekten 06/2021.

Oversættelse

Teksten er oversat fra engelsk af Cornelius Colding.

ANNONCE

Fra kapitlet ‘Fabulous Houses’. Illustration fra bogen.

Svein Tønsager var født og studerede i Norge, men bosatte sig siden i Danmark, først og fremmest Aarhus, hvor han praktiserede og underviste. Sammen med en kreds af venner var Svein med til at gøre Arkitektskolen Aarhus til den nordiske arkitektverdens midtpunkt for konceptuel og fabulerende arkitekturtænkning – en udvikling, der understøttes effektivt af tidsskriftet SKALA. Svein var kosmopolit, og hans mentale verden udspandt sig mellem Europa og USA. Et studieophold i USA i 1988-89, hvor han boede i Affleck House, tegnet af Frank Lloyd Wright i Bloomfield Hills, Michigan, lige ved siden af Cranbrook Academy, var med til yderligere at styrke hans amerikanske netværk og venskaber. 

Svein byggede bro mellem geografier, mellem kulturelle fænomener og mellem forskellige kunstformer. Han havde sine nordiske rødder, men hørte allermest hjemme i kunstens, ideernes og filosofiens verden. Frem til sin alt for tidlige død arbejdede han på en bog med samme titel som denne om vekselvirkningen mellem hans arkitektoniske essays, arkitektur og tegninger. Kort efter hans død, i august 2006, blev der vist en mindeudstilling af hans tegninger på Cooper Union School of Architecture i New York. Udstillingen var kurateret af Lebbeus Woods, der selv var legendarisk som tegner, og kom til at stå som en værdig afslutning på Sveins faglige virke gennem tre årtier.

I sidste del af det 20. århundrede blev der gjort en ihærdig indsats for udbrede arkitekturens virkefelt ved hjælp af kunstneriske midler. Andre kunstarter havde allerede haft held med at udvide deres felter. Især var det lykkedes den amerikanske minimalisme og landskabskunst at udviske grænserne mellem landskab, kunst og arkitektur. I sit berømte essay “Sculpture in the Expanded Field” (1978) analyserer Rosalind Krauss på skelsættende vis denne overskridelse af grænserne mellem landskab, arkitektur og skulptur (6). Hun konkluderer, at den moderne skulptur kun lader sig beskrive i kraft det, den ikke er. Derfor vælger hun at dele området op i henholdsvis ikke-landskaber og ikke-arkitektur, og introducerer derudover tre nye kategorier, nemlig konstruerede steder, markerede steder og åbenbare strukturer. Når jeg nævner Krauss her, er det for at sige, at vores nuværende opfattelse af arkitekturen er for snæver, fastlåst og erhvervsorienteret, og at vi har akut brug for en tilsvarende udbredelse af feltet. Det er ingen tvivl om, at det var det, Svein og hans meningsfæller håbede at opnå. 

Sveins tidlige tegninger og projekter trækker med deres metafysiske elementer tråde til Aldo Rossi og andre italienske nyrationalister samt til John Hejduk og dennes arkitekturundervisning; i dem bruger Svein omhyggeligt udførte opmålinger af musikinstrumenter og store kunstværker som inspiration og udgangspunkt for sine arkitektoniske frembringelser. Efter legatopholdet i Michigan begynder hans arbejder at minde mere om Daniel Libeskind og Dan Hoffman (begge tidligere studerende af Hejduk) og deres mange efterfølgere på Cranbrook Academy of Art. Sveins tegninger har også træk tilfælles med de engelske og amerikanske postmodernister, mens hans senere arbejder vækker mindelser om de russiske konstruktivister Vladimir Tatlin, Kazimir Malevitj, El Lissitskij og Ivan Leonidov.   

Efter at være begyndt med tegninger udvidede Tønsager efterhånden sit repertoire til at omfatte store vægmalerier (Globe Bar SAS i lufthavnen i Hamborg (1991), M/S Europa, Viking Line-færge (1991/92) og Århus Banegård (1994)). Han skabte også større arkitektoniske konstruktioner (Arkitektskolen Aarhus’ 20 års jubilæums-tårn (1985), Akademiets prisopgave – et tårnhus (1986/87) og et par andre tårnprojekter (‘Remembering Lissitzky & Mendelsohn’, Blangstedgård-monument (1988) og ‘Statens Kunstfond 25 år’ i Aarhus (1990)). I de senere år udviklede hans motivverden sig fra et konstruktivisk univers til blødere, mere sammensatte, transparente og biomorfiske rumlige skildringer, som f.eks. hans ‘Inner Space Series’ fra 1996. 

Billederne, teksterne og de menneskevarme erindringer gør mig vemodig. I de årtier blev arkitekturen som kunstart stadig regnet for at have metafysiske, poetiske og filosofiske dimensioner, der rakte ud over det rent nyttebetonede, rationelle og forretningsmæssige. Bogen, der er redigeret af Anette Brunsvig Sørensen – Sveins enke, som selv er arkitekt – tegner ikke blot et portræt af Svein Tønsager og hans værk, men formår også at samle en række betydelige skribenter og venner af Svein, som var nøglefigurer i det særlige intellektuelle og kunstneriske miljø, der prægede perioden omkring årtusindskiftet. Ud over at vise Tønsagers tegninger og projekter indeholder den også personlige, intime og underfundige essays skrevet af nogle af Sveins nærmeste venner og sparringspartnere: Michael Sorkin, Andy Bow, Carsten Thau, Christine Hawley og Kjeld Vindum, foruden Anette Brunsvig Sørensen. 

Bogen skildrer tidens holdninger, idealer og forhåbninger samt den særlige tidsånd, der kombinerede alvor og ambition med humor og sans for det absurde. Den kærlige rolle, som Sveins sportsvogne, ikke mindst hans ‘Frogeye’, tildeles i bogen, afspejler denne legende tilgang. Bag tidens entusiasme og euforiske begejstring for ny kunst fornemmer man imidlertid også en mærkelig undergangsstemning, der måske er en genklang fra Rachel Carsons Silent Spring (1960) og andre vigtige fremtidsteorier. Stemningen i bogen giver desuden mindelser om de tidstypiske temaer i Gianni Vattimos vigtige bog The End of Modernity (1988) og Francis Fukuyamas berømte essay The End of History (1989), i hvilket han fremfører det argument, at neoliberalismens globale sejrsgang har tappet historien for enhver dialektisk kraft og dermed reelt bragt den til ophør. Et mere aktuelt synspunkt på arkitekturens svækkede integritet og betydning er filosoffen Gernot Böhmes Critique of Aesthetic Capitalism (2017), som hævder, at det kunstneriske og æstetiske element i dag helt overdøves af den neoliberale markedsøkonomis kommercielle forførelse. Bekymringen for denne potentielle arkitektoniske blindgyde kan også spores i den nostalgi, som præger Sveins og hans venners værker og ord, selvom kritikken hos dem er underforstået eller pakket ind. 

I vore dages digitaliserede arkitektoniske praksis og undervisning er tegningerne blevet erstattet af computer-renderinger. De digitale fremstillinger bliver ofte forvekslet med tegninger, men er jo ikke andet end mekaniske projektioner af digitalt indhold og savner på den måde helt den kunstneriske, personlige og intellektuelle originalitet og kvalitet, som rigtige tegninger har. Tegning er en kunstart i sig selv og ikke blot et redskab til at præsentere konkrete projekter og føre dem ud i livet. Vor tids computeriserede pragmatisme og ‘æstetiske kapitalisme’ har mere eller mindre afskaffet tegnekunstens rolle i den arkitektoniske praksis – ofte har arkitekten, der sidder bøjet over sin skærm med sine regler og regulativer end ikke en blyant ved hånden. 

Svein slutter sit essay “Cracks, Hinges & Xfoliations” med følgende personlige konstatering: “Det er denne udforskning af arkitekturens potentiale, som er mit ærinde” (7). For mig at se er det præcis den samme opgave, som nutidens arkitekter står med – nemlig på samme måde at forsøge at frisætte arkitekturen som den vigtige og selvstændige kunstform, den er, og udfolde dens fulde kunstneriske, etiske, kulturelle og sociale potentiale.  

“Man in Black”. Svein Tønsager portrætteret af arkitekt Andy Bow, 2011. Illustration fra bogen.