ANNONCE

Tegning fra bogen

Peter Thule Kristensen

Arkitekt MAA, dr.phil., ph.d. og professor på Det Kongelige Akademi.

Monografien skal ifølge forfatterne vise, at han “foruden at være blandt vores største tegnere og akvarelmalere også var en fremragende arkitekt på linje med C.F. Hansen, M.G. Bindesbøll, Christian Hansen og efter Kampmann Aage Rafn og Arne Jacobsen”. Om denne ambition bliver indfriet, er nok svært at bevise. Ikke desto mindre sidder jeg efter læsningen tilbage med et indtryk af en spændende arkitekt fra en fascinerende brydningstid. Den tilstræbte opskrivning lykkes delvist, ikke mindst i kraft af et omfattende billedmateriale og et fornemt storformat, der lader Kampmanns rejseskitser, akvareller og bygningstegninger få lov at udfolde sig side om side med Ole Akhøjs nyfotografering af Kampmanns vigtigste værker.

Som genre har tobindsværket lidt karakter af at være en avanceret scrapbog. Hvis man forventer en strikt videnskabelig afhandling med problemformulering, hypotese, forskningsstatus og konklusion, går man forgæves. Der er snarere tale om en kommenteret kildesamling med en række værkbeskrivelser, der kort bliver sat ind i en sammenhæng i et indledende kapitel i hvert bind. Uanset genre savner jeg en redegørelse for forholdet til Johan Benders 591 sider lange bog om Hack Kampmann fra 2014.

Første bind, der udkom i 2014, er helliget Hack Kampmanns unge år, der især belyses gennem tegninger og ‘farvelader’ (hans eget udtryk) fra hans studieture og fra breve til venner og ikke mindst hans tolv år yngre forlovede, Johanne Holm, der var datter af professor på Akademiet Hans Jørgen Holm. Hack Kampmanns virtuose akvareller fra Italien står på denne måde ved siden af den ofte jaloux arkitekts personlige breve til Johanne.

I et arkitekturhistorisk perspektiv er det interessant at iagttage Kampmanns akvarelteknik, der ofte er kendetegnet ved store farvede flader med skyggevirkninger og maleriske udsnit. Her adskiller han sig fra den tidligere guldaldergeneration, f.eks. Gottlieb Bindesbøll, hvis rejseakvareller er mere nøgterne og registrerende. Kampmann er mere malerisk og stemningsmættet. Det kunne i en anden sammenhæng være et helt forskningsprojekt at undersøge, om der er en sammenhæng mellem arkitekternes tegninger og akvareller og samtidens strømninger inden for billedkunsten, f.eks. hos P.S. Krøyer og Kristian Zahrtmann.

Peter Thule Kristensen

Arkitekt MAA, dr.phil., ph.d. og professor på Det Kongelige Akademi.

Hack Kampmann, Del 1 og 2

Hack Kampmann, Del 1
Bogværket, 2015
Forfattere: Elisabeth Gehl og Marie Louise Kampmann Soldbro
Grafik tilrettelæggelse: Nina Kampmann

Hack Kampmann, Del 2
Bogværket, 2017
Forfattere: Kim Dirckinck-Holmfeld, Elisabeth Gehl og Marie Louise Kampmann Soldbro
Grafik tilrettelæggelse: Nina Kampmann

Udgivelse

Anmeldelsen blev oprindeligt bragt i Arkitekten 02/2018.

ANNONCE

I to bind

I første bind får man foldet Kampmanns mange inspirationskilder ud i fuldt flor, der giver mening i forhold til værkanalyserne i andet bind. Kay Fisker, der havde arbejdet på Kampmanns tegnestue, citeres i øvrigt for at beskrive, hvordan det at male hos Kampmann var “en frigørelse, en oplevelse i sig selv” ved siden af skitsen, der mere var et hjælpemiddel. På denne måde tankede Kampmann måske op gennem sine mere frie ‘farvelader’, lidt ligesom den senere Arne Jacobsen gjorde det med sine naturstudier og fotografier af planter.

Andet bind har undertitlen “En individualist i en brydningstid” og beskriver Hack Kampmanns byggede værk. Det første kapitel, der skal give et overblik, indledes med et citat af Hack Kampmann selv, der indrammer historicismens dilemma: “Er det nu ogsaa rigtigt i det Uendelige at gaa tilbage til Fortiden og beundre deres Bedrifter og Frembringelser? Jeg indrømmer det, der er i Sandhed noget at lukke Øjnene op for, men man maa derfor ikke overse den Tid man er sat i. Hvad kan det nytte at være klog på de svundne Tider og saa ikke kunne finde sin egen Gadedør”. Som den norske arkitekturhistoriker Mari Hvattum har været inde på, er historicismens arkitekter spændt ud mellem et ønske om kontinuitet på den ene side og en ambition om at opfinde traditionen overlagt på den anden.

Uorden i systemet

Kapitlet forsøger at tegne en rød tråd i Kampmanns sammensatte og omfattende værk og fremhæver tre hovedtræk: Kampmann kunne ubesværet bevæge sig ind og ud af en hvilken som helst stilart, han var udogmatisk og bragte gerne “Uorden i Systemet”, og endelig havde han ofte en forkærlighed for “Klumpen”, hvor bygningen nærmest opfattes som modelleret af en klump ler. Inden for arkitekturhistorien vil man kalde Kampmann for en eklektiker, snarere end en revivalist. Kaster vi et blik på et par af hans jyske byggerier, som han i kraft af sit bygningsinspektorat i Nørrejylland fik opført, er denne eklekticisme tydelig: I Statsbiblioteket i Viborg møder vi både inspiration fra florentinsk renæssance og nationalromantiske træk à la Martin Nyrops rådhus i København. I det eventyrlige Aarhus Teater er der ligeledes mange ting i spil: “græsk, italiensk og fransk inspiration, men også jugendstilens optagethed af naturens former”. I Aarhus Toldkammer forenes et motiv fra Aarhus’ byvåbens tre tårne med inspirationskilder fra fransk slotsarkitektur og ender som et ikonisk og respektindgydende offentligt bygningsværk, der ikke kunne ligge andre steder end ved Aarhus Havn.

I 1910 arrangerede en gruppe yngre arkitekter en stor udstilling af C.F. Hansens tegninger. Parallelt med lignende tendenser i udlandet åbnede den øjnene for kvaliteterne i klassicismen omkring 1800. For Kampmann er skridtet herhen imidlertid ikke så langt. Allerede i udvidelsen af Glyptoteket fra 1900-06 havde han trukket på referencer til antik græsk arkitektur, hvilket var en passende ramme for brygger Carl Jacobsens antiksamling. I Viborg Katedralskole (1915-26) og i Randers Statsskole (1918-26) går han, bistået af sine sønner, all in med en disciplineret C.F. Hansen-inspireret klassicisme.

Politigården

Kampmanns sidste store værk, Politigården i København (1918-24), betyder kulminationen (og afslutningen) på denne nyklassicistiske revival. Den er ofte blevet tilskrevet arkitekten Aage Rafn, der var ansat på Kampmanns tegnestue og ikke bleg for at tiltuske sig æren efter Kampmanns død i 1920. Forfatterne viser dog, at Hack Kampmann sammen med sønnerne, Hans Jørgen og Christian, var meget mere inde over end hidtil antaget. Rafns rolle skal derfor nok revideres.
Politigården beskrives som både sublim, men også “knugende og forskruet”, hvilket f.eks. viser sig i Parolesalen, der er udstyret med romerske feltherrestole. Vi er nu fremme ved et centralt spørgsmål, nemlig hvad der binder Kampmanns forskelligartede værker sammen. En del af svaret findes med begrebet eklekticisme, der mere konkret kan handle om en bestemt måde at sammenstille elementer på. I mange af Kampmanns bygninger sættes elementer fra forskellige domæner og skalaer sammen. En kæmpe muslingeskal kroner Parolesalens indgangsdør, og i Aarhus Toldkammer bliver indgangsportalen indfattet af tre vinduer, der er tænkt sammen med trappe, rundbuer og rigsvåben i en sammenhængende komposition. Indgangspartierne, der ofte smelter sammen med omgivende vinduer og relieffer, er i det hele taget et studie værd. Der indtræffer i bedste fald en “uorden i systemet”, hvor to porte (og ikke tre som forventeligt) fører ind til Aarhus Teater, eller hvor indgangssituationen virker overdimensioneret som på en børnetegning.

Flot fortalt

Det er Bogværkets store fortjeneste at folde Hack Kampmanns værk ud, så det også bliver åbent for andre fortolkninger end forfatternes. Det righoldige tegningsmateriale, fotografierne af de opførte bygninger, som passer kongenialt til Hack Kampmanns tegninger, og de korte værkanalyser og tekstbidder er med til at åbne skatkisten. Man sidder tilbage med samme spørgsmål, som Hack Kampmann selv sad med: Hvad kan vi bruge dette kraftfulde historiske materiale til i forhold til en nutidig praksis? Minder den brydningstid, som Kampmann var en del af, om vores egen? Hvordan arbejder vi i dag med at formidle en betydning, der giver kulturel mening? Det er også tankevækkende at sammenligne Aarhus Toldkammers bygningsmassiv med de nye pladebeklædte nabohuse i Aarhus Havn. Det var en anden tidsdimension, Hack Kampmann og hans generation indskrev sig i. Toldkammeret vil sandsynligvis overleve længst.